7 rollespil

Inspireret af Pers blogindlæg om 7 rollespil, som han har spillet meget, vil jeg også byde ind på mine syv.

1: Dungeons & Dragons

Der er ingen tvivl om, at jeg har spillet meget Dungeons & Dragons, men hvilken version og på hvilken måde? De to versioner, jeg har spillet mest er AD&D 2nd ed og D&D 3,4 hjemmebryg, mens D&D becmi står mit hjerte nær, som værende mit første rollespil overhovedet, og så er det knyttet til min favorit setting Mystara. AD&D 1st finder jeg umådeligt charmerende med sin klodsede form og dets før-rollespil-rigtig-blev-til form, hvor mange af ideerne og tankerne i systemet påvirker nutidens, men er ukendt af mange.

Sjældent spiller jeg D&D, som det synes tiltænkt, da det ofte bare har været en engine for en art systemløst spil, som gennem nullerne er blevet raffineret med indiebølgens erfaringer, jf. særligt Troldmandskampagnen, men også de mange husregler, jeg generelt bruger. Det har til gengæld været underholdende og interessant at genopleve dungeon exploration siden af D&D, og det er noget, jeg gerne vil prøve mere af. Heldigvis kommer jeg også til det.

2: Call of Cthulhu

Nogle gange bare som en doven basic-version brugt i utallige 90’er scenarier, andre gange som Delta Green eller klassisk 1920’er CoC, og atter andre gange var det selve universet, men med andre regler (Tremulus, Trail of Cthulhu) – og senest i form af Delta Green-kampagnen, som er et CoC-Unknown Armies-Hus regel-synkretistisk system.

Enkelt, let og velegnet til at spille one-shots, hvor man gerne vil hænge spillet op på et regelssystem, der let kan formidles, og let kan ignoreres.

3: Nephilim

Fra midt 90’erne til midt 00’erne var det helt store mig det okkulte konspirationsrollespil, som brugte en tung og besværlig udgave af Basic-reglerne, som havde stablet en masse små sub-systemer ovenpå, og som desperat savnede en anden udgave. Til gengæld er det okkult, det er konspiratorisk, og med en setting-forståelse, der tillader at flette alle mulige og umulige hverdagsbegivenheder ind i kosmologien, som var det det naturligste.

Det vil jeg gerne genskabe med et indie-hack.

4: Bughunters (Amazing Engine)

Jeg er stor fan af Alien og Aliens. Det er ingen hemmelighed, og jeg er ret fascineret af lignende historier, men få af dem er videre succesfulde. Tilsvarende har det været sjovt at rollespille i sådanne universer og fortællinger, og her var det lidt for simple system Amazing Engine perfekt, eller rettere dets oplæg, Bughunters, var perfekt. Universet er ruinerne af en slagmark mellem shapers og artifizers, hvor førstnævnte bruger bioteknologi (gensplejsede monstre) og sidstnævnte bruger teknologi (dræberrobotter) i en kamp, som strakte sig over solsystemer og tusinder af år, indtil begge sider brændte ud, og skjult hist og her lever et fåtal videre, men mestendels er det deres “våben”, som lever videre i form af dødbringende, aggressive økosystemer. Det univers er menneskeheden netop begyndt at udforske, og det er fjendtligt. For at klare sig kloner man befolkningen, kopierer deres hukommelse og genmanipulerer dem til at være supersoldater, men disse klonsoldater er ufri slavekrigere, der bærer på deres doneres minder uden nogensinde at genopleve at stå med deres elskede eller leve deres liv igen, for hjemme på jorden lever deres donor videre med det liv, som de selv har minderne om.

Der er to gode oplæg til historier (slagmarken, klon-slavesoldaterne) eller emner, som kan udforskes på mange leder og kanter, og det fandt jeg underholdende, selvom systemet klart trængte til noget hjælp. Amazing Engine var TSR’s universal-system, som skulle bruges i en masse forskellige settings, hvor tanken var, at spillerne havde en kerne-karakter, der kunne reduceres til nogle grundværdier og føres ind i hver af de forskellige universer. I praksis kom det ikke til at fungere.

5: Paranoia

Sort humoristisk rollespil i en science fiction dystopi rig på indforståede vittigheder, ordspil og beske kommentarer. Alt i alt fantastisk, og et spil jeg har nydt at spille. Også et system/setting, jeg har fået spillet alt for lidt de seneste mange år, men sidste år erhvervede jeg mig seneste udgave af spillet, og jeg har tænkt mig at vende tilbage til Parannoia. En ting jeg gerne vil med Paranoia er at spille det som en rendyrket science fiction dystopi (i lighed med tegneserien), og så vil jeg gerne genopdage og udforske Paranoia, som det var og blev skrevet i nogle af sine bedste og mest klassiske scenarier – som jeg har læst med stor fornøjelse, men kun spillet et fåtal af.

6: Whispering Vault

Et ægte 90’er zeitgeist rollespil med sit gnostiske horrortema i stil med WoD, Kult, diverse CoC-tolkninger, D&D Ravenloft osv. Systemet er enkelt, og med det særkende at spillerne ruller alle terningerne. Karaktererne er stemningsfyldte, og de personliggøres gennem et simpelt koncept om fem nøgler (som blandt andet har formet Monica T’s karakterskabelseskoncepter).

I denne verden er fysikaliteten en drøm skabt af arkitekterne, der befinder sig uden for tid og rum. Af og til besnæres en arkitekt af fysikaliteten, og de trænger ind i den, og bliver til en af de Ubudne, som korrumperer og forstyrrer virkeligheden omkring sig. Udvalgte mennesker er blevet løftet ud af tid og rum til at være Jægerne (som ligner væsner fra Hellraiser-universet), som sendes ind i Fysikaliteten for at fange Den ubudne og fængsle den i Den hviskende grav. Jægerne sammensætter en fysisk krop (man må frit allokere sin fysiske stats’ point før hver mission), og så passerer de Barrieren og dens Vogter for at komme ind i Fysikaliteten, hvor deres missioner finder sted hvor som helst i tid og rum. Her bevæger de sig omkring gemt af Sløret, som får dem til at forsvinde i baggrunden, men skal de henvende sig til de dødelige, gør de det gennem Masken, som er det visage, de tager på sig, når de snakker med dødelige. De skal holde deres eksistens skjult, da deres tilstedeværelse i sig selv er et brud på Fysikaliteten ligesom Den udbudnes er det.

Her jagter de Den udbudne og dens undersåtter og de møder andre unaturlige væsner, som enten lever en skjult skyggetilværelse eller syet ind i menneskekroppe for gå kunne gå blandt mennesker gemt under Sløret. Jeg har spillet det en del, og det er et stemningsrigt spil, som let tildeler spillerne en fin mængde fortælleret grundet sin ide med at lade spillerne rulle alle terninger i systemet. Det er nok en 90’er ting, men jeg er lidt fristet til at prøve at spille det igen.

Herefter blev det sværere. Den næste bliver mere to samlekategorier, da der er mange ting, som jeg har prøvet, men ofte kun nogle få gange.

7a: Eventyrspil/Traditionelle systemer

Jeg har spillet Ars Magica, noget Vampire: The Masquerade (samt noget generisk Storyteller), noget Shadowrun, en smule Earthdawn, lidt GURPS, noget MERP, en anelse Fading Suns d20, en sjat VP, en anelse Fusion, Star Wars d6, Twilight 2000, Teenage Mutant Ninja Turtles & Other Strangeness, Traveller, Toon samt i nyere tid Trail of Cthulhu/Bookhounds of London og The One Ring. Hvilke af disse, jeg har spillet mest, er ikke til at sige – og der er flere til listen, samt alle dem, jeg fik læst men aldrig spillet (Cyberpunk 2.0.2.0, GURPS Goblins, Alternity f.eks.). Der er flere af disse ting, jeg gerne vil udforske igen, men mest af alt er det universerne frem for systemerne (f.eks. gældende for Vampire: the Masquerade, Traveller og Shadowrun foruden GURPS Goblins og Cyberpunk).

Måske skal Sværd & Trolddom ind her, selvom jeg kun i beskedent omfang spillede det uden for bøgerne.

7b: Indiebølgen

Jeg har de seneste år været en masse indie-spil igennem. Enten som oneshots, tilbagevende oneshots eller som kortvarige kampagner. Særligt In a Wicked Age, The Shadow of Yesterday (systemet, ikke settingen – i stedet blev det mestendels til Transhuman Space-settingen fra GURPS), Shock: Social Science Fiction, It’s Complicated, My life with Master, 3:16 Carnage Amongst the Stars, Mouse Guard, Don’t Rest Your Head, MicroScope, Mortal Coil og Trollbabe har fyldt en del. Der er mange, jeg gerne vil spille mere af, både af de nævnte og de ikke-nævnte, samt dem, jeg endnu ikke har fået spillet. Classroom Deathmatch, Burning Empires, Solipsist, Dead of Night, Dogs in the Vineyard, Cold City, Hot War, Bliss Stage, Fate, Svavelvinter og Legends of Alyria venter på at blive prøvet, og flere andre skal prøves noget mere (Polaris, Annalise, Covert Generation, Covenant, Lacuna foruden flere af de førstnævnte).

Det uspillede: Fading Suns

Listen skal egentlig dække de syv mest spillede, men her kommer lige den, som jeg oftest har vendt tilbage med med et ønske om at spille, nemlig Fading Suns, som netop er kommet i en tredje udgave. Problemet med FS er dels systemet, som er en WoD-klon, men som i sit designs kerne er et broken system, og derfor ikke kan repareres. Dette forværres af den intense, rige og vanskeligt formidlede univers, som er virkeligt spændende, og så rigt, at man kan flette en alskens spændende emner og vinkler ind, men hvordan formidles dette så afsindigt spændende univers, og med hvilket regelsystem? Dette tumler jeg med, og lige nu ligger der en Burning Wheel-klon i kulissen og venter på at blive kaldt på scenen.

Hvilke syv har du spillet meget? Fortæl gerne om det på din blog, eller skriv et gæsteindlæg til bloggen om det.