[Spelljammer] Wild Space – anden del

Så er julen vel overstået, nytåret fejret og Helligtrekonger er afsluttet. Atter mødtes vi til rollespil, omend en spiller måtte undlade at deltage – hendes karakter var belejligt ramt af rumsyge – og aftenens spil måtte nødvendigvis slutte lidt tidligere denne gang, men så blev der plads til en gang Space Maze, som er et charmerende lille labyrintspil, om rumvæsner i sjove former, som prøver at navigere en foranderlig labyrint for at erobre sølvpapirshatten.

Men nu Spelljammer.

Siden sidst

Vore helte, der var blandt de flere hundrede flygtninge, som DragonLance-heltene undsatte, har slået sig sammen med en af DragonLance-heltene, kendar-tyven, og da den tørlagte havneby blev invaderet af dragefolket, valgte de at tage imod et tilbud om at komme på eventyr og undsætte deres hjemverden fra Hærgeren, som ligger lande øde. Tilbudet kom fra en kaptajn og hans sømænd, som var kommet ud af himlen fra et uendeligt langt reb, som forsvandt op over skyerne.

Da først vore helte er kommet op på det flyvende skib, som hænger oppe over skyerne og fået en rundvisning, går det op for dem, at ikke alt er, som det skal, for det flyvende skib flyver ikke hen over lande og riger, men har forladt atmosfæren og er draget ud mellem stjernerne!

Velkommen til Spelljammer.

Fantasy Physics

Det første stykke tid brugte vi på at følge tiden ombord på Himmelløberen. Vore helte fik tildelt forskellige opgaver ud fra deres evner og personlighed, og mens skibet er på vej mod Hærgeren, lærer vore helte skibet at kende og de forhold, som gør sig gældende ude i rummet.

At udforske fantasy physics har sin egen charme, og da Nis kender til Spelljammer-universet på forhånd, ved han hvorledes situationer, der afprøver naturlovene kommer i spil.

Vi lærer således, at alle større objekter har et tyngdefelt, som blandt andet holder på atmosfæren omkring en spelljammer, men i modsætning til f.eks. en planet, hvor tyngdefeltet trækker alle ind mod midten, eller et rumskib i en science fiction-tv-serier og -film, hvor tyngdefeltet trækker alle ned mod gulvet på nederste etage (så længe man er inden i rumskibet, uden på rumskibet skal man have magnetsko på), så er der i Spelljammer tale om et tyngdeplan, som ligger lige omkring vandlinjen på skibet, og på skibsdækket bliver man trukket ned mod planet afhængig af, hvad side af feltet, man er på. Det vil sige, at på de øverste dæk trækkes man ned mod midterdækket, og tilsvarende når man står på hovedet på de nedre dæk, trækkes man også ned mod midterdækket. Tyngdeplanet strækker sig nogle meter ud fra skibets ræling, således at hvis noget falder ned langs skibets side, vil det falde igennem tyngdeplanet, og nu “falde” opad

Tilbage til plottet

Efter at være fløjet gennem tomrummet i en uges tid, nærmer Himmelløberen sig det sted, hvor Hærgeren forventes at være. Den er inde i en vældig asteroide, og ifølge fantasy physics bremser spelljammere op, når de nærmer sig en større masse. Indtil da suser de af sted med millioner af kilometer i timen. I nærheden af det forventede sted for asteroiden, dukker ødelagte levn af sært formede skibe op. Men ingen tegn på asteroiden.

Jon Tobart bliver vred, og i sit koleriske humør beordrer han skibet til at flyve i stadigt større cirkler for at finde asteroiden, og i sine diskussioner med spilpersonerne, bliver han stadigt mere fornærmende og med væmmelse kalder han dem for sølle mennesker.

Pludselig ud af intetheden er en asteroide foran Himmelløberen, som er kommet faretruende nær, så den langsomt roterende asteroide er ved at tromle skibet ud af himlen. Med en skarp opbremsning vender skibet og undgår at blive knust mod asteroiden. Alle er chokerede over, at asteroiden praktisk taget dukkede op af intetheden, og der gættes på, at den har haft befundet sig på det æteriske plan.

En titanisk messingkuppel adskillige mil i diameter dukker op på siden af asteroiden, som et enormt øje, og Himmelløberen er ikke meget andet end en splint foran øjet. Kaptajn Jon Tobart er ganske tilfreds, for nu er asteroiden fundet, og han henter derfor et kort frem fra sit gemak, som viser, at der er en bagindgang på asteroiden, som vejen ind.

Pludselig råber kaptajnen vagt i gevær og beordrer skibets våben bemandede. Kort tid efter kommer et fremmed skib, en anden spelljammer, til syne, og den ligner meget dem, der tidligere blev fundet i ødelagt stand.

Jon Tobart bliver balstyrisk rasende, da han ser den fremmede ‘jammer, som han har et ubændigt had til, og han finder nu en særlig æske frem fra sine gemakker, som rummer magiske pile – arrows of slaying – som han udleverer til heltene med instruks om, at de skal bruges.

Fortælletime med onkel GM

På den hårde måde lærte DragonLance os, at der kan være lange passager, hvor der skal læses en masse op, hvor der sker en hel masse i fiktionen, og det er alle andre end spilpersonerne, som gør det. Vi har også lært at acceptere tilstedeværelsen af lange fortalte sekvenser, hvor det ikke er meningen, at spillerne skal gribe eller gøre andet end at iagttage (eller rettere lytte). Med accepten af sådanne sekvenser, og med sekvenser, hvor det mere er dramatiske beskrivelser af ting, der sker omkring karaktererne, end beskrivelser af NPC’ere, der gør de vigtige ting, bliver det langt lettere at acceptere beskrivelserne.

I dette tilfælde omhandler beskrivelsen følgende:

Det fjendtlige skib rammer Himmelløberen med en klar, hvid magisk stråler, som bader hele skibet i et hvidt skær, som relativt hurtigt fortager sig, undtagen for kaptajn Jon Tobart, hvor en aura af hvidt lys bliver hængende, og han undergår en forunderlig forvandling. Kroppen smelter bort, mens han griber sig til hovedet med hænderne. Hænderne visner bort, mens fingrene smelter fast, hvor de vrider sig som tentakler, der vokser sig stadigt større, mens kroppen svulmer op til en kugleformet sfære, der flækkes af et enormt tandfyldt gab, mens øjnene smelter sammen til et enormt øje. mens øjne vokser frem på de ti tentakler, og Jon Tobarts forvandling til beholder er komplet.

I hysterisk raseri kaster Tobart sig ud over rælingen og svæver af sted mod den fjendtlige spelljammer, men da han er kommet et godt stykke, går hans selvmorderisk strategi op for ham, og han forsvinder pludseligt.

Kamp mellem stjernerne

Tilbage på Himmelløberen står spillernes karakterer og nogle forvirrede besætningsmedlemmer. På vej mod dem er den fjendtlige spelljammer. Vore helte bemander de forskellige våben og gør klar til at manøvrere Himmelløberen.

Vi finder et stort kort frem fra Spelljammer Campaign Set-æsken, rydder bordet og finder nogle passende brikker frem til at simulere de to spelljammere, som nu stormer gennem universets tomme vidde i skyggen fra asteroiden, som skjuler Hærgeren.

Kampen mellem skibene gik rimeligt stærkt. Der sker ikke meget i hver runde, og ved at fordele opgaver mellem spillerne (hvem bemander hvilke våben, fører regnskab med ladningen af disse (da det tager typisk 3-4 runder), guider skibet osv.; det minder mig lidt om Ashen Stars og brætspillet Space Cadets, omend på langt mindre skala) holdes alle aktive i den korte stund, førend de to ‘jammere er i samme hex på kortet, og derefter kan skytter og magikere forsøge at ramme deres modstandere direkte, og det bliver muligt at borde eller vædre modstanderens ‘jammer.

Som udgangspunkt ligger Spelljammer ikke op til større søslag mellem flere magiske rumskibe eller til slag mellem flåder, og det er netop ved at holde skalaen nede på ganske få skibe, at systemet nok vil fungere fint (og ellers må jeg hacke reglerne fra X-Wing). Det vigtigste er at holde flest muligt eller alle beskæftigede og holde kampene korte. Foreløbigt er jeg fortrøstningsfuld og spændt på at få prøvet flere spelljammer-skibskampe.

Næste gang: Bordingen af Beholderskibet (eller “De dødsforagtende eventyrere”)