Hvor fører Mads Peders tredje bog os hen? Hvor ender trilogien om Glasbarnet? Kommer arierne fra den russiske slette? Ligger svaret i den russiske borg Arkaim?

I de to foregående indlæg har jeg gennemgået Mads Peder Nordbos roman Thuleselskabet. Først var det en kort anmeldelse, og derefter var det en gennemgang af Mads Peders tese om Odin og arierne, hvor jeg viste, at han i lighed med sin forrige bog ikke læser de kilder, han henviser til eller omtaler, og at han denne gang (sandsynligvis uvidende) baserede en god del af sin tese om arierne fra Aldebaran på nynazistisk skønlitteratur. De to første bøger er en del af en trilogi, og Mads Peder Nordbo arbejder nu på en tredje del, og til den bog har han formuleret en artikel på sin hjemmeside. Den vil jeg kommentere i det følgende.

Mads Peders videnskab

Videnskaben bag mine to første romaner og den afsluttende tredje

Odins labyrint bygger videnskabeligt set på et speciale, jeg i sin tid skrev på SDU. Heri præsenterer jeg en række nye teser og ideer om runerne, Odin og det nordgermanske folks kulturelle ophav. Dette har jeg taget op igen i Odins labyrint – sammen med et par teser om forholdet mellem Odin og Jesus samt en række teser om futharken (runealfabetet) i sig selv.
“I det hele taget er mine bøger fulde af nytænkning inden for historie og arkæologi, og jeg mener selv, at jeg har fat i den lange ende.”

Mads Peder Nordbo forklarer, at han har forsket i det her, og at det er en viderebygning af materiale fra hans speciale og senere tilkomne ideer. Foran os fremlægger han et essay uden evidens men fyldt med højtragende påstande. Sporene til alt dette skal vist findes i hans kommende bog, men allerede inden den er skrevet, kan vi se samme ringe niveau af forskning som altid. Faktisk kan vi se noget mere end det, nemlig at Mads Peder bruger som retoriske kneb som andre pseudo-historikere med anklager om tarvelige akademikere osv. På det punkt bekender han endelig kulør, og han er berettiget til at indlevere sit eksamensbevis. Han synes alligevel ikke brugt det siden han forlod SDU.

Dude, du skriver på en hjemmeside

“Det er tæt ved umuligt at opsummere dette på den plads, jeg har til rådighed her, men sagens kerne er, at det ariske folk har levet.”

På tryk kan du have begrænsninger. Det her er din hjemmeside. Ren tekst eller tekst med enkelte billeder fylder ingenting nu om stunder (tag for eksempel min egen blog med 1000+ indlæg – der er plads nok).

Thule kontra Atlantis

“Et andet sammenfald i mytologier finder vi i Atlantis og det mytologiske Thule. De to sagnlande er nemlig én og samme ting. Atlantiderne og thulefolket beskrives ens, fordi fortællingen om dem bunder i samme kilde, og begge sagnfolk udspringer af det ariske folk på stepperne syd for Uralbjergene – eller dette folks forfædre. I det hele taget er der så mange paralleller mellem græsk og nordisk mytologi, at et fælles udspring næsten virker som den eneste logiske forklaring, og dette udspring skal vi finde i området mellem Kaukasus, Sortehavet og Uralbjergene. Det er derfor, at jeg vil rejse ind i dette område.”

Punkt 1: Jeg ved ikke, hvad Mads Peder har røget, når han sammenligner Atlantis og Thule på den måde, men han er velkommen til at finde kilderne frem, så vi kan få det at se. Først og fremmest er Thule ikke en del af nordisk mytologi, men en del af antikkens verdensbillede lige som Atlantis er det, men hvor Atlantis primært kendes fra Platons beretning, hvor den bruges som billede på Platons tanker, er Pytheas’ Thule et levn fra en tabt rejseskildring af en ø, der for folk ved middelhavet lyder helt fantastisk.

Det kræver en særlig grad af uvidenhed at komme med den erklæring. Thule er ikke en del af den nordiske mytologi, men et næsten mytisk sted for oldtidens grækere og romere, der har refereret til den mystiske ø lige siden Pytheas af Massalia berettede om den i sin rejseskildring.

Beskrivelsen af de to øer og deres beboere beskrives ingenlunde ens, og det er en erklæring, man kun kan komme med, hvis man ikke har læst teksterne. Særligt er det besynderligt, fordi det er meget let at finde de fleste antikke og middelalderlige henvisninger og beskrivelser af Thule på wikipedias side for Thule. Som sagt kræves en særlig grad af uvidenhed at formulere sig sådant. Mads Peder brillierer.

Punkt 2: Jeg fremhævede i mit foregående indlæg, at Mads Peder Nordbo ikke inddrager de paralleller, der er mellem de indo-europæiske kulturer, men på samme tid laver han en søgt en, hvor han sammenligner græsk og nordisk mytologi med elementer fra den vediske. Han laver således en selektiv læsning, hvor han ignorerer de allerede etablerede teser for at kunne læse sin egen version ned over den. I stedet for at indo-europæisk talende folk udbreder sig i forskellige retninger og medbringer noget fælles kulturelt arvegods, har han et magisk folkefærd af høje, hvide folk til at civilisere de brune mellemøstlige folk. Som jeg ligeledes fremhævede i gårsdagens indlæg, er det svært vanskeligt at bruge racisters racistiske teser uden at slæbe arvegodset med sig, også selvom man mener, man har gjort det, eller som Mads Peder formulerer det: “I Thuleselskabet skriver jeg mig forsigtigt gennem Himmlers arbejde med den ariske arv og kommer ud på den anden side med en ren tavle.”

Kontra indo-europæistik

Det var et kulturfolk på et i samtiden ekstremt højt niveau. Det er dette ariske folk, der ligger til grund for den nordiske mytologi, den græske mytologi samt den vediske religion – den tidlige hinduisme.

I foregående indlæg påpegede jeg, at Mads Peder gerne ignorerer forskningen omkring indo-europæere, fordi tankerne bag dette kommer på tværs af hans forsimplede forbindelser mellem nordisk, græsk og hinduistisk religion. Det er synd, når der nu er så meget materiale at hente, og tydeligvis har han låst sig fast på sin tese om arierne, som får æren for de tre religioner.

At anvende racisters materiale

Som jeg skrev i foregående indlæg er der en kedelig problemstilling omkring noget af det pseudo-historiske materiale, fordi det er spekulationer foretaget af racister for racister. Når man forsøger at anvende sådant materiale, er det vanskeligt ikke at slæbe arvegods med sig. Kedeligt arvegods uanset hvor gode ens intentioner er, og det resulterer i f.eks. påstande som sådanne:

“De øverste blandt levende. Guderne blandt de levende. Et træk, vi finder igen i stort set alle tidlige kulture i hele området, hvor svastikategnet havde sin udbredelse. Kejseren som solens søn. Vi ser også dette tydligt ved Odinfolkets ankomst til Norden. Til trods for at de var langt færre end den oprindelige befolkning, så fik de hurtigt overtaget, da de med deres lyse udseende, længere kroppe og store kulturelle viden og kunnen simpelthen var i en anden liga. De var et gudefolk.”

Husk på, at Mads Peder ikke fremsætter nogen evidens for denne påstand – det er hvide menneskers gerninger, og Mads Peder Nordbo er ikke racist, men hans materiale er det.

Ganske vist fremsætter Mads Peder Nordbo ingen henvisninger i dette essay, men han havde en henvisning i sit foregående indlæg, hvor han citerede en bog, han ikke havde læst, men i stedet saksede et forvansket citat, der havde til formål at fremhæve hvide folk i Mellemøsten. Ligeledes er der dette fra Kent Laursens artikel Den trojanske Odin (Arkæologisk forum 30/2014, p.14):

Nordbo lader i Odins labyrint sin hovedperson foretage en Google-søgning på “Guti+people+Odin” og “kom ind på en debatside” (Nordbo 2012: 215-16). Man får fornemmelsen af, at forfatteren opfordrer læseren til at prøve søgningen selv. Hvis man gør det, fører søgningsresultatet ganske rigtigt til en debattråd, nærmere bestemt forummet på den nynazistiske hjemmeside Stormfront.org. Her diskuteres en teori af Laurence Waddell fra 1930 omhandlende en hypotetisk ur-civilisation i Mellemøsten. I romanen resumeres dele af indholdet i tråden efterfølgende dog uden at nævne hjemmesiden ved navn eller karakterisere den nærmere og uden at nævne den oprindelige kilde.

Nordbo brugte også andre hjemmesiders teser uden nogen form for henvisning både i Odins labyrint og i artiklen hørende til denne, og han gentager det i Thuleselskabet, hvor han bruger andet nynazistisk materiale uden henvisninger og forklaringer (og som jeg helt bevist ikke linker til). Det er tilsyneladende sådan Mads Peder arbejder.

Forfatteren taler via hovedpersonen

“Hvis vi kigger på ordet aryan, så kommer det af det indoeuropæiske sanskritord arya, der betød nobel. Ordet findes også i oldarmensk, hvor ordet ari ligeledes betød nobel, mens ayr slet og ret betød menneske. Vi skal med andre ord tolke ordet, som vi ville læse det latinske nobilis.”

Og i Thuleselskabet udtaler hovedpersonen:

“Men selve ordet aryan bunder i det indoeuropæiske ord arya, der betød nobel. Ordet findes også i oldarmensk, hvor ordet ari ligeledes betød nobel, mens ayr slet og ret betød menneske.”

“Noble mennesker? Det er ikke lige det første, der falder én ind, når man tænker på nazisterne.”

“Nej, men vi skal nok også forstå ordet, som vi ville læse det latinske nobilis, […]” (p.228)

Hovedpersonen taler med samme stemme som Mads Peder Nordbo, og der er ingen tvivl om, at hovedpersonens tanker og teser er Mads Peders. Samme sammenfald var der i bind et og dens tilhørende essay.

Øvelser i etymologi

“Det, der er blevet fundet ude på stepperne, er i min verden ganske enestående. Der er tale om over tyve ringformede anlæg, hvor der fra omkring år 1800 til 1600 f.Kr. har boet et folk, der for mig at se er arierne. Hver borg har været bygget helt præcist efter sol, måne og stjerner, og hovedborgens navn Arkaim betyder i sig selv ’arka’ himmel og ’im’ jord, hvilket vil sige stedet, hvor himlen når jorden.”

Et hurtigt opslag på google afslører, at Arkaim er stærkt knyttet til en masse new age og pseudo-historiske forestillinger. Påstande om præcise indretninger om astronomiske tilhørsforhold, skal derfor tages med et gran salt.

Det næste er Mads Peders lemfældige omgang med sprog. Han kan begynde at fortælle os, hvilket sprog han oversætter Arkaim fra, så kan vi tage det næste problem med navnet Arkaim bagefter: En af de sjove ting ved filmen Highlander er skurkens navn. Han hedder The Kurgan, fordi filmfolkene har navngivet ham efter et russisk slettefolk fra oldtiden, der har efterladt sig nogle forunderlige gravhøje. De kaldes Kurgan, og som med Ærtebøllekulturen, La Tene og Hallstat er der tale om arkæologiske kulturer navngivet efter fundstedets navn i nyere tid, frem for fundkulturernes egne navne. The Kurgan kan derfor ikke hedde The Kurgan, for det er moderne tids navngivning af en navnløs kulturs gravhøje.

Når en mere end 3000 år gammel ruinborg bliver fundet ude på en slette, har den ikke et navneskilt. Arkaim lader til (med et par hurtige opslag på nettet) til at være et stednavn tildelt en fundkultur. Der er således ikke megen mening i at oversætte navnet og antage, det er den specifikke borgs navn.

Onde akademika

“Lige så længe som vores lærebøger strækker sig, har vi hævdet, at romerne var de første til at leve på så højt et civiliseret niveau.”

– Eksempler! Det er store ord, og det er stråmandsargumentation. Romerne tilskrives ganske vist mange ting, og der er skolebøger og populærværker (eller tåbelige tidsskrifter som Illustreret videnskab), der har en lemfældig omgang med historieskrivningen, men det er fagfolk de første til at ægre sig over.

“Dels er der tale om data, der ændrer lige så meget på historien, som da det blev hævdet, at det ikke var Columbus, der opdagede Amerika, men derimod Leif Eriksson.”

– Æh. Mads Peder har det med at få ting galt i halsen, når han gengiver andres påstande, og her gør han det igen. Det er almindeligt inden for den pseudo-historiske genre at erklære, at historiefaget og anden akademika er monolitisk størrelse, der sidder tungt på den officielle historieskrivning og ikke tolererer andre tolkninger. Når pseudo-historikere gerne vil bevise tempelriddernes, walisernes, romernes, jødernes, ægypternes, kinesernes opdagelse af Amerika før Columbus, henviser de gerne til, at man “omvæltede” forestillingen af Amerikas opdagelse af Columbus ved at henvise til vikingernes opdagelse. Imidlertid rummer den antagelse fejl. Opdagelsen af Amerika var i 1800-tallet og første del af 1900-tallet betvivlet, fordi alt man havde af bevismateriale var de islandske sagaer. I 1970’erne fandt arkæologerne Ingstad l’Anse aux Meadows i Nova Scotia, Canada, og hermed sikrede det endelige stykke bevis på nordboernes tilstedeværelse i Amerika. Der kom nemlig den arkæologiske evidens, som ingen af de andre teser om folks opdagelse af Amerika har været i stand til at levere. Det var fagfolk, der fandt stedet, det var fagfolk, der skrev historien, og skrev den om, i det omfang den skulle skrives om. Tricket er, at nordboernes landgang i Canada ikke ændrer på begivenhedernes gang. Amerika blev stadig koloniseret som en følge af Columbus’ ekspedition og ikke som en følge af nordboernes (pace påstande om Columbus’ rejse til Island). Præcis hvad Mads Peder henviser til er uklart, men overordnet lirer han klassiske pseudo-historiske defensive påstande af til at legitimere deres spekulationer, og det er påstande, som ikke har nogen substans.

“Sådan noget går der ofte politik i. Se bare til Thor Heyerdahl, der måtte sætte livet på spil for at få folk til at tro på tidligere tiders søfart med flåder og sivbåde.”

– De satte en pistol for panden af ham, gjorde de. Nårh, nej. Heyerdahl bedrev interessant eksperimental arkæologi, men hans sivbådseventyrs opdagelser kom aldrig ud over den problemstilling, at fordi det er teoretisk muligt for en sivbåd at krydse Atlanterhavet, at det faktisk også skete, og at det skete regelmæssigt.

Den vestlige civilisations vugge

En rejse ret ind i hjertet af arkæologiske udgravninger, der burde have hele verdens opmærksomhed, men til min forundring ikke har det. Men det kommer. Det er så ganske stort, hvad de finder og har fundet derinde på de kolde stepper. Så der må jeg ind. Mødes med fortiden og den vestlige civilisations vugge.

God tur. Mads Peder tager til de russiske sletter for at besøge ruinborgen og finde inspiration til sit sidste bind, men også på en gralsfærd efter indsigt, men hvor meget han kan udlede af en arkæologisk udgravning, skal blive spændende at se, når han det er stærkt begrænset, hvad han kan udlede af sine skriftlige udgravninger.

Konklusion

Hvis Mads Peder ikke havde meldt sig under de pseudohistoriske faner i forvejen, bliver det helt tydeligt her. Ganske vist har han en akademisk baggrund og et speciale om runer at trække på, men der er ingen tegn på, at han læser sine kilder eller tænker kritisk over dem. I stedet har han vilde ideer og drømme, som han jager dels gennem sine bøger, og dels gennem den rejse, som han ifølge artiklen er ved at forberede. Det skal blive interessant at se, hvad han finder på den russiske slette, og hvad det inspirerer ham til i tredje bind i sin trilogi.

Des mere Mads Peder arbejder med sin tese, des mere skrøbeligt bliver grundlaget, og der synes at være stadig mindre materiale til faktisk at bakke hans ideer op. Artiklen her fokuserer på de store tanker, men det ville have været rart, om han ville bruge mere tid på at pege på, hvorfra han henter sine ideer og tanker. Mest af alt ville jeg foretrække, at han lod det racistiske materiale være og i stedet dykkede ned i faglitterære værker om emnet. Det er tungere læsning, men det er ordentligt underbygget, og det kan give ham et bedre grundlag for hans videre arbejde med hans ideer.