Fra tid til anden støder jeg obskure paralleller mellem forskelligt kildemateriale, som oftest ved rene tilfælde, og en beskrivelse af forløbet omkring Adventus Saxonum (som er termen for saksernes ankomst til England) fik mig til at tænke på et andet forløb omhandlende saksernes legendariske tilegnelse af deres lande i Saksen, og de paralleller vil jeg gerne kigge nærmere på. Det bliver en længere omvej for at se på legender, som de optræder i krøniker, og hvordan de udvikler sig over tid.

Jeg har tidligere citeret nogle uddrag fra 900-tals krøniken Res gestae saxonicae sive annalium libri tres eller Saksernes gerninger eller tre årbøger, som handler om det sakserne og det ottonske kongehus (her og her). I dag bliver det uddrag, som rummer en interessant parallel til Geoffrey of Monmouths Historia Regum Britanniae eller Britannias kongers historie, der er fra omkring 1136, hvilket er omkring 160 år efter Widukinds krønike.

Det er denne parallel om sakserne og deres knive, som bliver sidestillet nedenfor, men først lidt om krøniker. Dernæst nogle lange uddrag, der rummer nogle underliggende paralleller, men hvorfra kommer de? Vil svaret blive fundet?

Kort om krøniker

Krøniker er udfordrende tekster at arbejde med. De er ofte bevaret i forskellige versioner, hvor nogle varianter skyldes upræcise afskrivninger, mens andre skyldes at krønikøren eller andre personer senere har tilføjet eller ændret afsnit i krøniken, og da de første versioner af krønikerne sjældent har overlevet tidens tand, er det vanskeligt at datere præcist, hvornår en krønike er forfattet, men det kan som regel fastsættes inden for nogle få år.

Krøniker handler om folk eller kongers gerninger – res gestae – og krøniker kan ofte betragtes som en kortlægning af historiske begivenheder i post-bibelsk periode kortlæggende tiden fra efter Biblen og frem til eller mod den forventede dommens dag og Jesu genkomst. Krøniker begynder ofte i mytisk tid, bevæger sig gennem legendarisk tid til den nære fortid og til sidst frem til forfatterens egen tid. I den mytiske tidsalder trækkes paralleller til antikkens verden, og det er ikke usædvanligt at et folkeslag har rødder i Troja eller tilsvarende for at give dem en lige så prægtig og vigtig ophav som oldtidens romere og grækere. Krøniker bruger ofte også antikkens store værker og Biblen som en underliggende rammefortælling, der bruges som skabelon til at strukturere historiske hændelser. Det betyder at formuleringer, beskrivelser og hændelsesforløb nogle gange bygget på citater eller på strukturen i et værk fra antikken eller fra Biblen.

Ofte er krøniker blandt vores eneste kilder til historiske og ofte politiske begivenheder, og lige så ofte er krøniker politiske værker med både åbenlyse og skjulte agendaer, der fremhæver, nedtoner og forvansker begivenheder lige så vel, som de selv bytter rundt på hændelser og begår fejl, hvilket gør det vanskeligt bare at dykke ned og citere en krønike som bekræftelse på en given hændelse. Krøniker har almindeligvis også en anden tilgang til sandt og falsk, da moralsk opbyggelige historier i sig selv har en kvalitet, og Gud (og nogle gange Djævelen) griber aktivt ind i begivenhedernes gang, så folk kan lide en grusom død for deres ugerninger, eller folkeslag vil blive angrebet af barbarer, fordi de fører et ukristent liv.

Widukinds Sakserkrønike er fra omkring 967/968 og med tilføjelser fra 973 – dateret ud fra begivenhederne i krøniken – og krøniken er bevaret i tre forskellige manuskripttraditioner (som man opstiller som slægtstræer), der henholdsvis er A) fra omkring 1200, B) fra omkring 1100-tallet (men kun bevaret i 1500-tal afskrifter) og C) fra henholdsvis 1000-tallet og 1200-tallet, og er den udgave, der rummer 973-tilføjelserne. De forskellige manuskripter stammer fra tyske og italienske klostre.

For dansk historie har krøniken haft en interesse, da den også kort inddrager danerne i de tyske begivenheder, og fortæller om hvorledes kong Harald blev kristnet af Poppo, der bar jernbyrd. Krøniken findes derfor i en dansk oversættelse fra 1910 af I.P. Jacobsen, som jeg citerer fra.

Geoffrey of Monmouth forfattede omkring 1136, og det er en legendarisk beretning om de britiske konger og deres historie fra Troja og frem til nutiden fyldt med sagn og legender. Krøniken er bevaret i over 250 manuskripter, og de ældste kan dateres til slutningen af 1100-tallet, og allerede her er der talrige variationer i manuskripterne, hvilket blandt kan skyldes at Geoffrey af Monmouth vendte tilbage og arbejdede videre med krøniken, men det kan også skyldes at andre har været inde og rette i teksterne, så der er ord, sætninger og hændelser, som veksler mellem manuskripterne, og det er overordentligt vanskeligt, hvis ikk umuligt at etablere, hvad, der er originalt og hvad, der ikke er, og hvorfor noget er inkluderet eller ekskluderet.

Uddrag af Sakserkrøniken

I.3: Hvad der er sikkert er, at Sachserne er komne til disse Egne [deres nuværende hjemlande] til Søs og først er gaaet i Land ved det Sted, der endnu hedder Hadolaun [Hadeln ved Elben].

I.4: Men de gamle Indbyggere, der skal have været Thüringer, blev vrede over deres Komme og greb til Vaaben imod dem. Men Sachserne stod dem haardt imod og blev Herrer over Havnen. Efter lange Kampe og stort Mandfald paa begge Sider blev begge Parter enige om at slutte Fred og indgaa Forbund, og Forbundet blev sluttet paa det Vilkaar, at Sachserne skulde have Lov til at købe og sælge, men de maatte ikke faa Jord, og de skulde afholde sig fra Manddrab og Røveri. Og dette Forbund stod ved Magt i lang Tid, men da Sachsernes Penge slap op og de ikke længer kunde hverken sælge eller købe, indsaa de at Freden var værdiløs for dem.

I.5: Saa hændte det netop da, at en ung Mand gik i land med en stor Mængde Guld, en Guldkæde og gyldne Armbaand. Han mødte en Thüringer, der sagde til ham: “Hvor kan det være, at Du har en saadan Mængde Guld om din stakkels udtærede Hals?” “Jo, jeg søger en Køber,” svarede hin, “derfor og kun derfor gaar jeg med dette Guld, thi hvad Glæde har jeg af Guldet, naar jeg er ved at dø af Sult.” Den anden spurgte saa, hvad og hvor meget han vilde have derfor. “Prisen,” sagde Sachseren, er mig ligegyldig; jeg tager til Takke med, hvad Du byder.” “Naa,” sagde den anden og grinede ad Karlen, “hvad siger Du til, om jeg giver dig saa meget af den Jord her” – der laa en stor Bunke Jord, der hvor de stod – “som Du kan bære i din Kjortel?” Sachseren slog straks sin Kjortel op, tog Jorden og gav paa Stedet Thüringen Guldet, og begge gik de glade hver til sine. Thüringerne priste Thüringeren, der saa fint havde narret Sachseren, og ansaa ham saare lykkelig, da han for saa ringe en Pris havde faaet en saa uhyre Mængde Guld, og sejrssikre triumferede de næsten allerede over Sachserne. Imidlertid gik Sachseren fri for Guldet og med sin Byrde af Jord, ned til Skibene. Hans Fæller gik ham imøde og undrede sig over, hvad der gik af ham; nogle af hans Venner begyndte at udlé ham, andre skældte ham ud, men alle var enige om, at han maatte have tabt Forstanden. Han bad dem være stille og sagde saa: “Følg mig, I gode Sachsere, saa skal I faa at se, at mit Afsind er eder til Nytte,” og skønt tvivlraadige fulgte de ham dog. Men han tog sin Jord med og udstrøede det saa tyndt han kunde over de nærmeste Marker og tog dem i Besiddelse til Lejrplads.

I.6: Synet af Sachsernes Lejr vakte imidletid Thüringernes Vrede. Sendemænd fra dem klagede over, at Sachserne havde brud Forbund og Forlig. Sachserne svarede, at de hidtil trolig havde holdt Forliget. Den Jord, de havde købt for deres Guld, vilde have i Fred eller hævde med Vaaben. Da Indbyggerne havde hørt dette, gav de sig til at forbande Sachsernes Guld, og ham hvem de havde prist lykkelig kort før, mente de nu var Skyld i deres egen og deres Lands Ulykke. I blind Forbitrelse stormede de uden Orden og uden Plan mod Lejren. Men Sachserne var rede og slog Fjenden ned, og tog efter Kampens lykkelige Udfald med Krigens Ret den nærmeste Omegn i Besiddelse. Og da der derefter var bleven kæmpet længe og hyppigt fra begge Sider, og Thüringerne betænkte, at Sachserne var dem overlegne, lod de Sendemænd forlange, at begge Parter skulde mødes uden Vaaben og atter paa aftalt Sted og Tid forhandle om Fred. Det gik Sachserne ind paa. Nu plejede Sachserne paa den Tid at bruge nogle store Knive af samme Slags, som dem Anglerne den Dag i Dag efter Forfædrenes Skik bruger. Med disse Vaaben under deres Kjortler gaar Sachserne ud af deres Lejr og møder Thüringerne paa det aftalte Sted. Og da de saa, at Fjenderne var Vaabenløse og alle Thüringernes Høvdinger var tilstede, mente de, at Tiden var inde til at bemægtige sig hele Egnen. De trak deres Knive og faldt over de intet anende vaabenløse Thüringer og huggede dem ned til sidste Mand. Sachserne begyndte nu at faa Ry og at indjage Nabofolkene vældig Skræk.

I.7: Der er ogsaa nogle, der fortæller, at Sachserne har faaet deres Navn af denne Daad, idet “Knive” paa vort Sprog hedder sahs, og de kaldes Sachsere, fordi de med deres Knive havde nedhugget saa mange Mænd.

(Citatet er fra I.P Jacobsen: Widukinds Sakserkrønike, KBH 1910)

I kapitel otte i bog 1, som følger straks historien om hvorledes sakserne er opkaldt efter deres knive, er historien om, hvorledes britterne inviterede anglerne og sakserne over til sig for at beskytte dem efter, at de romerske legioner havde forladt Britannien, og hvordan anglerne og sakserne efter at have beskyttet dem bla. andet mod picterne og derefter valgte at beholde de nye lande. Den historie optræder i flere andre krøniker, og er en fast beretning. Det bringer os imidlertid også til Geoffrey of Monmouth, men først en forgænger til Widukind.

Translatio Sancti Alexandri

Muligvis er der mere kildemateriale om saksernes ophav. I sit værk Teutonic Mythology (1906) skriver Victor Rydberg: Widukind’s statement that the Saxons crossed the sea to Hadeln is found in an older Saxon chronicle, written about 860, with the addition that the leader of the Saxons in their emigration was a chief by name Hadugoto. Imidlertid er der ingen kildehenvisninger, og det er mig ikke muligt at identificere “an older saxon chronicle” med sikkerhed, men jeg gætter på, at det er Translatio Sancti Alexandri af munkene Rudolf og Meginhart fra Fulda klostret. Teksten er et fra midten af 800-tallet, og som fortæller blandt andet om saksernes historie (og som er en af de få kilder i middelalderen, som gør brug af Tacitus’ Germania). Her er mere saksernes ankomst, og de kommer nu fra England, ankommer til Haduloha, hvor de involveres i kampe mellem den frankiske kong Thiotric og Irminfrid af Thüringen, og for at kæmpe på frankernes side, gives de land. Thiotric menes at være kong Theuderic I (ca. 485-533/534), der bekrigede Hermanfrid (Irminfrid) og erobrede Thüringen. Sakserne har i beretningen desuden en fyrste kaldet Hadugoto. Haduloha og Hadugoto er imidlertid to navne, der ligner hinanden meget til at det kan være et tilfælde.

Translatio Sancti Alexandri handler om, hvordan sakserne får deres land som en belønning af frankernes konge, og de er naboer til thüringerne (samt de vilde nordmannere, de slaviske obodriter og friserne), som de hjalp frankerne med at besejre. Selvom Translatio Sancti Alexandri ikke fortæller den samme historie, som Widukind gør, så lægger den også kimen til konflikter mellem sakser og thüringer om land, og den får etableret Hadeln som et vigtigt punkt, så vigtigt at sakserne har en fyrste, der bærer samme navn. Til gengæld skaber teksten også forvirring ved at lade sakserne komme fra England, hvilker Widukind ikke fører videre. Navnene Haduloha og Hadugoto indikerer også, at der er underliggende legendarisk beretning (sammenlign f.eks. med Hengist og Horsa i det engelske materiale; se nedenfor).

Som en bonus kan det nævnes, at navnet Hathubrand optræder i Hildebrandskvadet, der er forfattet omkring 830’erne på oldsaksisk dialekt, hvilket peger på at ledet Hadu-/Hathu- forekommer i saksiske navne. Hadu-/Hathu- rummer betydningen ‘kamp’ (se også oldengelsk Headu-), og det er fristende at læse det ind i navnene Haduloha og Hadugoto, som da bliver associeret med kamp, hvilket er netop den funktion, som sakserne – der er opkaldt efter deres våben – har, da de går i land, og i Widukinds Sakserkrønike er der den obligatoriske sammenkobling af folket med antikkens kulturer (hvor man gerne skulle have rødder tilbage til Troja), hvilket Widukind gør ved at lade sakserne nedstamme fra Alexander den Stores soldater (kapitel I.2). Er valget af Alexanders soldater faldet på, at sakserne, der anført af Hadu- gående i land ved Hadu-, er krigere? Eller rettere et avanceret forsøg på at bygge en etymologi op over sakserne som krigere afspejlet både i deres navne, deres funktion og deres rolle i de mange historier?

Et andet interessant forløb i Widukinds krønike udspiller sig lidt senere. I kapitel I.9, hvor frankernes konge Hugo dør, og Thiadrik kommer på tronen, og det kommer til kamp mellem ham og thüringerkongen Irminfrid. Denne historie kender vi, for den er også i Translatio Sancti Alexandri, men Widukind ændrer på forløbet og bruger det til at udbygge krigen med flere legendariske begivenheder. Sakserne involveres i kampene mellem frankerne og thüringerne, men de to parter stifter fred og planlægger at forråde sakserne. Ved et eventyrligt tilfælde kommer sakserne på sporet af planerne, og en gammel, hæderkronet kriger kaldet Hathagat udtænker en krigslist. Navnet Hathagat samme også et Hadu-/Hathu-/Hatha- led, igen et kamp-navn, som her bæres af en gammel, værdig kriger. Efter historien er til ende, forbinder Widukind slutningen af sin tekst med slutningen af Translatio Sancti Alexandri.

Mere kuriøst er det et tredje Hath-navn i Sakserkrøniken, nemlig biskop Hatho, i kapitel I.22, som jeg har citeret her. Kort fortalt forsøger Hatho at stifte fred ved at myrde en part i en strid med en guldshalskæde, der åbenbart har en dødeligt effekt, men ved et tilfælde afsløres planerne, og Hatho ender med at dø en ynkelig død. I lighed med de andre Hath-navne optræder navnet i sammenhæng med legendariske begivenheder.

Geoffrey af Monmouth

I sjette bog handler det om kong Vortigern (en nærmest mytisk tyrannisk fyrste fra 400-tallet), der har inviteret anglerne og sakserne til Britannia for at beskytte dem mod picterne efter at de romerske legioner har trukket sig tilbage. Under anførelse af brødrene Hengist og Horsa (Hingst og Hest) – som optræder i adskillige middelalderlegender, der omhandler perioden om saksernes ankomst til England, og de er mytiske skikkelser, der i nogle versioner nedstammer fra Woden (Odin), og de synes at være en del af et germansk mytisk motiv om guddommelige tvillingebrødre, og lige præcis med så få og blandede kilder, at det er vanskeligt at sige noget med sikkerhed om deres mytologiske baggrund.

Uddrag af Historia Regum Britanniae

Kapitel VI.11

Vortigern, therefore, as he owed the victory to them, increased his bounty to them, and gave their general, Hengist, large possessions of land in Lindesia, for the subsistence of himself and his fellow soldiers. Hereupon Hengist, who was a man of experience and subtlety, finding how much interest he had with the king, addressed him in this manner:
“Sir, your enemies give you disturbance from all quarters, and few of your subjects love you. They all threaten you, and say they are going to bring over Aurelius Ambrosius fromArmorica, to depose you, and make him king. If you please, let us send to our country to invite over some more soldiers, that with our forces increased we may be better able to oppose them. But there is one thing which I would desire of your clemency if I did not fear a refusal.” Vortigern made answer, “Send your messengers to Germany, and invite over whom you please, and you shall have no refusal from me in whatever you shall desire.” Hengist, with a low bow, returned him thanks, and said, “The possessions which you have given me in land and houses are very large, but you have not yet done me that honour which becomes my station and birth, because, among other things, I should have had some home town or city granted me, that I might be entitled to greater esteem among the nobility of your kingdom. I ought to have been made a consul or prince, since my ancestors enjoyed both those dignities.” “It is not in my power,” replied Vortigern, “to do you so much honour, because you are strangers and pagans; neither am I yet so far acquainted with your manners and customs, as to set you on a level with my natural born subjects. And, indeed, if I did esteem you as my subjects, I should not be forward to do so, because the nobility of my kingdom would strongly dissuade me from it.” “Give your servant,” said Hengist, “only so much ground in the place you have assigned me, as I can encompass with a leathern thong, for me to build a fortress upon, as a place of retreat if occasion should require. For I will always be faithful to you, as I have been hitherto, and pursue no other design in the request which I have made.” With these words the king was prevailed upon to grant him his petition; and odered him to despatch messengers to Germany, to invite more men over speedily to his assistance. Hengist immediately executed his orders, and taking a bull’s hide, made one thong out of the whole, with which he encompassed a rocky place that had been carefully made choice of, and within that circuit began to build a castle, which, when finished, took its name from the thong wherewith it had been measured; for it was afterwards called, in the British tongue, Kaercorrei; in Saxon, Thancastre, that is, Thong Castle.

Efter denne episode vender Hengist og Horsa hjem efter flere folk, og de vender tilbage blandt andet med Hengists hedenske datter, Rowen, som den kristne Vortigern forelsker sig i og får taget til sin hustru til sine sønners vrede. Frygtende ankomsten af fortsat flere saksere udråber utilfredse briter Vortigerns søn, Vortimer, til konge, og det kommer til langstrakte kampe med sakserne. Blandt andet falder Horsa og Vortigerns søn, Castigern, i kamp med hinanden. Rowen griber ind og får forgiftet Vortimer, og efter hans død, kommer Vortigern igen til magten, og det er her kapitel 15 i bog seks begynder:

Kapitel VI.15

Vortigern, after the death of his son, was again restored to the kingdom, and at the request of his wife sent messengers into Germany to Hengist, with an invitation to return into Britain, but privately, and with a small retinue, to prevent a quarrel between the barbarians and his subjects. But Hengist, hearing that Vortimer was dead, raised an army of not less than three hundred thousand men, and fitting out a fleet returned with them to Britain. When Vortigern and the nobility heard of the arrival of so vast a multitude, they were immoderately incensed, and, after consultation together, reolved to fight them, and drive them from their coasts. Hengist, being informed of their design by messengers sent by his daughter, immediately entered into deliberation what course to pursue against them. After several stratagems had been considered, he judged it most feasible, to impose upon the nation by making show of peace. With this view he sent ambassadors to the king, to declare to him, that he had not brought so great a number of men for the purpose either of staying with him, or offering any violence to the country. But the reason why he brought them, was because he thought Vortimer was yet living, and that he should have occasion for them against him, in case of an assault. But now since he no longer doubted of his being dead, he submitted himself and his people to the disposal of Vortigern; so that he might retain as many of them as he should think fit, and whomsoever he rejected Hengist would allow to return back without delay to Germany. And if these terms pleased Vortigern, he desired him to appoint a time and place for their meeting, and adjusting matters according to his pleasure. When these things were represented to the king, he was mightily pleased, as being very unwilling to part with Hengist; and at last ordered his subjects and the Saxons to meet upon the kalends of May, which were now very near, at the monastery of Ambrius, for the settling of the matters above mentioned. The appointment being agreed to on both sides, Hengist, with a new design of villainy in his head, ordered his soldiers to carry every one of them a long dagger under their garments, and while the conference should be held with the Britons, who would have no suspicion of them, he would give this word of command, “Nemet oure Saxas”; at which moment they were all to be ready to seize boldly every one his next man, and with his drawn dagger stab him. Accordingly they all met at the time and place appointed, and began to treat of peace; and when a fit opportunity offered for executing his villaint, Hengist cried out, “Nemet oure Saxas,” and the same instant seized Vortigern, and held him by his cloak. The Saxons, upon the signal given, drew their daggers, and falling upon the princes, who little suspected any such design, assassinated them to the number of four hundred and sixty barons and consuls; to whose bodies St. Eldad afterwards gave Christian burial, not far from Kaercaradauc, now Salisbury, in a burying-place near the monastery of Ambrius, the abbot, who was the founder of it. For they all came without arms, having no thoughts of anything but treating of peace; which gave the others a fairer opportunity of exercising their villainous design against them. But the pagans did not escape unpunished while they acted this wickedness; a great number of them being killed during this massacre of their enemies. For the Britons, taking up clubs and stones from the ground, resolutely defended themselves, and did good execution upon the traitors.

(Teksten er citeret herfra)

Uddrag af Historia Brittonum

Episoden med knivene optræder også i Historia Brittonum af Nennius, som er en kompilation af historier samlet i 800-tallet, og hvis ældste manuskripter er dateret til omkring 1100.

En version af Historia Brittonum (fra wikipedia) lyder således:

It happened however after the death of Vortimer, son of King Vortigern, and after the return of Hengist with his forces, they called for a false Council, so that they might work sorrow to Vortigern with his army. For they sent legates to ask for peace, that there might be perpetual friendship between them. So Vortigern himself with the elders by birth of his people [considered the matter and carefully thought over what they might do. And the same] opinion was with them all, that they should make peace, and their legates went back and afterwards called together the conference, so that on either side the Britons and Saxons (Brittones et Saxones) should come together as one without arms, so that friendship should be sealed.

And Hengistus ordered the whole of his household that each one should hide his knife (artavum) under his foot in the middle of his shoe. ‘And when I shall call out to you and say “Eu nimet saxas” (Hey, draw your swords!), then draw your knives (cultellos) from the soles of your shoes, and fall upon them, and stand strongly against them. And do not kill their king, but seize him for the sake of my daughter whom I gave to him in matrimony, because it is better for us that he should be ransomed from our hands.’ And they brought together the conference, and the Saxons, speaking in a friendly way, meanwhile were thinking in a wolvish way, and sociably they sat down man beside man (i.e. Saxon beside Briton). Hengistus, as he had said, spoke out, and all the three hundred elders of King Vortigern were slaughtered, and only he was imprisoned, and was chained, and he gave to them many regions for the ransom of his soul (i.e. life), that is Est Saxum, Sut saxum [, Middelseaxan, with other districts under his control which they named.]

Paralleller mellem de saksiske navngivningsmyter

På overfladen kan historierne synes ret forskellige, men der er nogle strukturelle ligheder, der går igen i Widukinds og Geoffreys historier.

Fælles for dem er, hvorledes saksernes ankommer til fremmed land, og hvordan de først med snilde og derefter ved forræderi får kontrollen med deres lande, og hvordan knive spiller en rolle i begge beretninger.

Først er der historien hos Widukind om, hvordan sakserne får overtaget landet ved at købe jord og strø det ud over jorden, og det medfører krige med thüringerne, hvorved sakserne får tilegnet sig mere land. Hos Geoffrey bruger Hengist et okseskind, som han skærer ud til en rem, så han kan omkranse et stort stykke land og overtage det. Siden kommer Rowen ind i historien, og det til kampe med briterne, og i det lange løb får sakserne bidt sig fast.

Hos Widukind kommer nu fredsforhandlingerne, hvor sakserne på lusket vis smugler knive med sig og overfalder deres forsvarsløse fjender, og begivenhederne her knytter til saksernes brug af og navn for knive, sahs, mens det hos Geoffrey bliver til, at sakserne siger Nemet oure saxas, der igen har indbygget sammenhængen mellem sakser og saks. Den begivenhed har en ældre forløber hos Nennius, der bruger udsagnet Eu nimet Saxas, og derefter afslutter historien med, at det er sådan Essex (East Saxon), Sussex (South Saxon) og Wessex (West Saxon) bliver til.

Andre kilder til perioden

En anden etymologisk forklaring på saksernes navn kommer fra den spanske halvø. Kigger man i biskop Isidor af Sevillas Etymologier, skriver han (IX.ii.100):

The Saxon people, situated on the shores of the Ocean in impassable marshes, are accomplished in strength and agility. Whence they were named (i.e. from saxosus, “stony”), because they are a hard and very powerful kind of people, standing out above the other piratical tribes. (Citat fra Barney, Lewis, Beach & Berghof: The Etymologies of Isidore of Seville. Cambridge 2006).

Isidore forfattede et af middelalderens vigtigste opslagsværker, Etymologier, i årene op til sin død i 636, hvor han samlede enorme mængder af viden, og hvor han forklarer emnernes betydning ud fra primitive etymologiske forklaringer, idet den underliggende tankegang er, at navnets betydning afslører emnets kvaliteter.

Fra et sted i 500-tallet er Gildas De Excidio et Conquestu Britanniae (Om ødelæggelsen og erobringen af Britannia), og det er derved en af de tidligste kilder til Englands historie i 400-500-tallet. Her optræder første gang historien om, hvordan romerne forlader briterne, og hvordan pikterne truer briterne, og i kapitel 23 hvordan kong Vortigern tåbeligt inviterer sakserne til Britannia, og hvordan sakserne ankommer, sætter sig på landet og kalder flere til. Et par århundreder senere udbygges historien, og det sker hos Beda.

Anglerfolkets kirkehistorie blev forfattet af Beda den ærværdige omkring 731 og er en vigtig kilde til Englands tidlige historie, og her optræder også en kortfattet version af Vortigerns invitation til sakserne, der bringer Hengist og Horsa, nedstammende fra Woden, til England, hvor de ender med at forråde britterne og besætte deres lande. Widukind har baseret sin beretning om begivenhederne i England (kapitel I.8) på Beda, men der optræder ingen navne i Widukinds version.

Den angelsaksiske krønike, der er en årbog, der menes forfattet i slutningen af 800-tallet, og som er bevaret i flere forskellige versioner fra nogle århundreder senere (og det er noget rod at holde styr på de forskellige versioner), og den rummer også den kortfattede version af Vortigern (eller en konge med et lignende navn), der inviterer sakserne over, og anført af Hengist og Horsa dukker de op og bliver hængende (se ud for året 449). Heller ikke her optræder den saksiske navngivningslegende.

Den saksiske navngivningslegende

Denne lidt længere omvej bringer mig rundt til de interessante paralleller mellem Widukind og Geoffrey of Monmouth. Overordnet set har der siden et sted i 500-tallet eksisteret legenden om, hvorledes Vortigern inviterede sakserne til at komme og forsvare briterne mod skoter og piktere, og hvordan Hengist og Horsa ender med at forråde briterne og hidkalde flere folk fra deres hjemlande til at bosætte sig i de nu saksiske områder af britannien (Essex, Middlesex, Sussex, Wessex). I 730’erne ligger denne version helt klar, hvor den optræder hos Beda.

Denne legende har en historisk rod, idet saksere, anglere og jyder har haft bosat sig i områder af England, og der sker et kulturelt og sprogligt skifte til det angelsaksiske, men de præcise detaljer er vanskelige at fastsætte, og det kommer til at bero på de fortsatte arkæologiske projekters kortlægning af materielle kulturer i Engand.

Ved siden af legenden dukker en mere op, som har følgende bestanddele – sakserne ankommer (med skib), sakserne tager land med list (på bedste eventyrlig vis), sakserne bekræfter deres besiddelse med kamp, sakserne medbringer knive til fredsforhandlinger, og deres brug af knivene knytter sig til deres navne.

For Isidore af Sevillia i 600-tallet er koblingen med knive (sahs/saks) og sakser ikke kendt, og han forbinder i deres navn i stedet med sten. Gildas har i 500-tallet kun historien om saksernes ankomst og hvordan de tilkalder flere for at overtage landet. Beda har i 700-tallet heller ingen historie om saksere og sakse, men historien er til gengæld udvidet med brødrene Hengist og Horsa, og det gentages i slut 800-tallets angelsaksiske krønike, mens navngivningshistorien optræder hos Nennius tidligere i 800-tallet, der forbinder saksernes landerobringsmyte med Hengist og Horsa-historien, og hos Geoffrey af Monmouth i 1100-tallet får historien en masse tildigtede detaljer, og den bygger videre på Nennius’ oplæg.

Imens nedfælder Rudolf og Meginhard i 850’erne fortællingen om soldater-sakserne, der går i land ved Hadeln, og Widukind i 960’erne bygger videre på denne historie, hvor han både udbygger dele af Rudolf og Meginhards historie (bl.a. med fortællingen om Hathagat etc.), og han omstrukturerer deres indledende forløb (landgangen i Hadeln), som nu kobles sammen med navngivningslegenden, der ellers kendes fra Nennius’ materiale.

Umiddelbart lader det til, at der har cirkuleret to legender om sakserne. En om deres erobringer af briternes lande, der med tiden vokser til en stadig større beretning om Hengist, Horsa og Vortigern, og en om erobringen af land gennem snilde og gennem list, som forklarer deres navn. I en sammenhæng bliver de to legender flettet sammen, og i en anden er de holdt adskilt.

Der er tilpas mange forskelle mellem Nennius/Geoffrey og Widukind til, at Widukind, hvis denne trækker på Nennius, ikke kun drastisk har omskrevet Nennius’ oplæg men også flyttet historien fra en gruppe saksere til en anden. Alternativt har Nennius og Widukind trukket på beretninger med samme struktur, men med hver deres udtryk, og de har sandsynligvis tilpasset fortællingen til hver deres kontekst. Men hvorfra stammer historien? Er det en saksisk legende, som lokale saksere har fastholdt og fortalt videre til Widukind, og som de britanniske saksere også har båret videre på, og som er endt i Nennius’ beretning?

Det etymologiske element i historien kan pege på et lærd, kristent element, idet forklarende etymologier – ikke kun hos Isidor – optræder i mange middelalderkrøniker, og hos Widukind er der for eksempel denne forklaring på Englands navn, som også kendes fra andre steder fra: Og fordi denne Ø ligger i et Hjørne (angulus) af Havet, kaldes De den Dag i Dag Anglisachsere. (I.8) (Andre forklaringer på f.eks. England er, at de lokale ligner engle). Folke-etymologier findes imidlertid også uden for krønikerne, så heller ikke den forklaring er sikker.

Foreløbigt må svaret blive hængende i det uvisse, indtil flere informationer kommer til.