[1. december] Ogres og adrenalin

En julekalender for rollespillere

Sommernatten var kølig, men han frøs ikke. Løbeturen havde fået blodet til at rulle, og han havde fået varmen. Nu krøb han let forpustet sammen og gemte sig i ly af mørket blandt nælder og krat. Træerne i denne del af skoven stod tæt, og skovbunden voksede tæt med underskov. Bladene fra en brændenælde strejfede hans blottede ankel, og han bandede lavmælt. Han kiggede fascineret op på månen. Den var fuld i aften, og oplyste skoven i sit blide skær. I det fjerne kunne han høre sang. Grove stemmer istemt en simpel fællessang. Orker! Kun orker kunne lyde så fælt. Han kunne se deres grønne hud og hæslige ansigter for sig. Var de i nærheden, måtte sortelverne også være nær. Han skuttede sig i mørket og greb fastere om sværdskæftet.

En raslen mellem buskene fik ham til at spidse ører. Han kunne tydeligt høre skridt nu. En eller anden bevægede sig varsomt mellem buskene. Et smæld genlød, da en kæp knækkede under den fremmedes fødder. Det måtte være Ogren igen. Ogres var langt større end orker og langt værre. Denne her var bevæbnet med en kølle, der var langt større end den selv, og som lignede et helt lille træ.

Han kiggede forsigtigt frem fra underskoven. Mellem træerne kunne han se den enorme skikkelse, dens kæmpemæssige kølle hvilede på skulderen. Ogren var hyllet af mørket, og han kunne ikke se ansigtet, men dens viltre hår fangedes i månelyset og strittede sælsomt oplyst af måneskæret. En tung prusten afslørede, at også Ogren var forpustet.

Han satte sig på hug igen og håbede på, at det snart ville være ovre. Forhåbentlig havde Ogren tabt sporet og ville enten opgive at lede efter ham eller søge dybere ind i skoven. Forhåbentlig ville han så kunne nå tilbage til landsbyen, forhåbentlig …

Hans ankel kløede som bare vanvittigt, og han måtte bide tænderne sammen for ikke at klø sig. Pokkers til nælder.

Det føltes som evigheder. Men den anden var endelig forsvundet dybere ind i skoven. Han havde hørt de tunge skridt forsvinde og den dybe vejrtrækning blive fjernere. Øm i knæ og led rejste han sig og kiggede sig forsigtigt omkring. Nælderne raslede og udtrykket ’gjort i nælderne’ for igennem hans hoved. Han havde ganske vist ikke gjort i dem, men dummet sig, det havde han. Han kunne stadig høre orkerne. De sang endnu. Det vil sige nogle sang, andre skrålede begejstret med. Kønt lød det ikke.

Han bevægede sig langsomt ud af underskovens buskads. Hver gang bladene raslede, standsede han, holdt vejret, stod stille og kiggede sig om i mørket, lyttede. Stadig intet. Da han var fri af buskene, gik det mere raskt. Han begyndte at småløbe ned mod landsbyen. Han håbede på, at Kongens Vagter var ude og patruljere. Jo før han mødte civiliserede folk, des bedre.

Ved skovbrynet stoppede han op og kiggede ned over engen. Han kunne se lyset fra landsbyen. Nede ved byporten kunne han skimte vagtposter. Men ingen patruljer ude i landskabet. Han talte mentalt til ti, så sprang han op og satte i løb over engen mod byporten. Da han kom ud i det åbne, hørte han et vældigt brøl. Ogren havde haft gemt sig i skovbrynet længere henne. Den havde ventet på ham. Forskrækket stoppede han op. Han kunne høre råb nede fra landsbyen, de havde også hørt brølet.

Ogrens enorme skikkelse kom hen imod ham i et uhyggeligt tempo, og med sin voldsomme fart kom den ind mellem ham og landsbyen. Den enorme kølle hvilede solidt i ogrens hænder. Han satte i løb igen, men måtte skifte retning og nu løb han langs skovbrynet, væk fra landsbyen, væk fra Ogren. Han var den hurtigste af de to. Han anstrengte sig til det yderste og spænede videre. Han kunne mærke den kolde natteluft dybt i lungerne.

Han var ved at nærme sig kanten af området. Forude var en hæk af vildtvoksende buskads. Imellem dem kunne han skimte trådhegnet. Han for ind mellem buskene og standsede først, da trådhegnet tog af for ham. Hegnet gyngede under hans vægt. Bag sig kunne han ogren råbe et eller andet uklart. Han vendte sig om og kiggede. Den næsten to meter høje, ubehageligt bredskuldrede fyr trak en hvid adrenalinsprøjte frem. Tom stirrede forundret på sprøjten. I næste nu jog Ogren sprøjten i sin brystkasse og brølede højt. Så gik det op for Andreas, at Ogren havde flået skumgummi og gaffa af sin kølle. Nu var det ikke andet, end en meget, meget solid knortet trækølle.

Med adrenalinsprøjten dinglende fra brystkassen satte den vældige skikkelse i løb mod Tom, svingende køllen. Tom løb af sted langs hegnet, mens han febrilsk ledte efter en åbning.

For pokker, de her trådhegn har altid et hul. Der er altid nogen, som har lavet et hul i dem.
Han kunne mærke panikken, ligesom han kunne mærke den køllesvingende galning komme nærmere.

Så fandt han det, et hul i hegnet, han flåede fat og hev til. Det åbnede sig nok til, at han kunne trænge igennem og komme ud på vejen på anden side. Han trådte ud på asfalten og mærkede fast grund under fødderne. Bag ham flåede den anden i hegnet, det gyngede frem og tilbage, mens han prøvede at mase sig igennem. Tom begyndte at løbe langs vejen, et stykke forude kunne han høren støjen af en bil, og mens han løb, begyndte han at flå sit kostume af. Han håbede meget på, at det var Emma bag rattet. ”Fandme sidste gang, jeg hænger ud med laivere på Fastaval”, sukkede han, og tænkte tilbage på fem forrygende dage i foråret.

Fortsættes