[2. december] Turen til Fastaval

Julekalender for rollespillere

Optakten til afgang

Majken kiggede op fra papirstakken, hun havde i hænderne. Vil det sige, du printede det hele?, spurgte hun. Hun vejede Fastavalprogrammet i hænderne og kiggede skeptisk på det.

– Næsten, jeg udelod beskrivelserne af brætspilturneringerne. Syntes ikke at det var nødvendigt, svarede han.

– Ta’r du også med på dag 0?, fortsatte hun.

Hendes lange lyse hår hang løst, og Tom kunne ikke lade være med at tænke, at med et par latex ørespidser ville hun ligne en af elverprinsesserne ude fra Søndagslive.

– Klart, svarede han, om end ikke andet, så for at kværne nogle øl før det hele starter. Det har en vis charme at begynde Første Blok med tømmermænd.

– Det mener du ikke.

– Næh, men jeg skal stadig have nogle øl. Han smilede drilsk.

– Okay, men er der så noget ved Dag 0? Jeg mener, hvis jeg skal tage fri fra arbejde en dag før tid for at tage på til Dag 0 på Fastaval, så skal der også være noget at komme efter.

Majken havde ikke før været på Fastaval, og Tom havde haft svært ved at overtale hende til at tage med. Hun havde før været på rollespilsconner, men altid på Sjælland og aldrig mere end tre kvarters transport fra København. Nu havde hun endelig indvilliget i at tage med, men også kun fordi der gik en bus lige til døren.

– Bare rolig, hvis der ikke er noget ved Dag 0’s program, så er det stadig meget fedt, at hænge ud med folk. Du ved, der kommer en hel del fra de andre conner også på Fastaval. Ren gensynsglæde.

Hun kiggede skeptisk på ham. Han smilede så uskyldigt som muligt til hende. Hun kiggede opgivende på ham. – Okay, jeg er på. Hvad så med scenarierne, hvad skal du spille?

– Mig? Jeg skal være så elitær som muligt og kun spille avantgarde fortællescenarier af pseudofranske intellektuelle. Eller også, så skal jeg spille Patienten, Køkkentrappen og AstuWastu-Anime, men jeg ved ikke rigtigt med dem lørdag aften, så det bliver muligvis bare baren den aften.

– Du snakker meget om den bar. Er den så vigtig?
– Både og. Det er bare…

Han gik i stå. – Det er bare … prøv at forestille dig et lokale udelukkende med fulde rollespillere. Det er bare en helt speciel stemning, og så er der jo FastaTV.

– FastaTV?

Hun kiggede ned i programmet og bladrede næsten ned i bunden. –Jeg synes nok, jeg så et eller andet. Hvad er det lige, at det er?

– Forestil dig en flok gale mennesker udstyret med TV udstyr, hvis opgave alene er at producere 10-15 minutters underholdning til kl. et eller andet om natten. Det er FastaTV, noget af det styrer, og noget styrer bare ikke.

– Okay. Jeg har overvejet at spille Patienten og Hvide Rose, men jeg ved ikke helt med Stratenrøverne fra Hvide Sande, jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg kan lide bipersons spil.

I bussen til Fastaval

Fem uger senere havde de siddet i en turistbus på vej til Fastaval sammen med 50 andre rollespillere. Majken havde taget fri fra arbejdet for at kunne med alle dagene, og nu sad hun og Tom side om side i bussen.

En ud af fire var ikke værst, men Tom var ikke helt tilfreds. Han var ærgerlig over, at han ikke havde kunnet lokke de tre andre gruppen med til Fastaval, men i det mindste havde han fået Majken med.

– Er du stadig ærgerlig over at de ikke ville med?, spurgte hun og afbrød hans tanker.

– Lidt, svarede han mut.

Hun lagde sin hånd på hans og smilede. – I år mig, næste år de andre, derefter verden.

De lo begge.

Forude i bussen var der nogen, der råbte: Er der andre, som skal have en øl?!
Majken kiggede mistroisk på Tom. – Starter det allerede?

– Jeps, svarede han og gravede en sixpack frem af sin taske.

Før turen til Fastaval

”Så er Fastavalkataloget her!”, kundgjorde han og smed en anselig papirstak på bordet foran de andre. Den landede solidt mellem terninger og colaflasker. Bo kiggede fra papirstakken og op på Tom. Anders derimod kastede sig fra sin stol ned på gulvet. Katalogets tyngde havde fået Anders’ colaflaske til at vælte af bordet. Nu rodede han rundt på gulvet efter den vildfarne flaske.

”Aha, men øh … jeg skal altså ikke med” kom det fra Bo. Emma og Majken kiggede også begge mistroiske på den store stabel papirer og derefter op på Tom.

”Jeg har printet fire kopier fra deres hjemmeside. Derfor det fylder så meget”, forsøgte Tom at forklare, men han lød ikke så sikker. ”Det er lidt ligesom Viking Con, bare længere.”

”Og så er det i Århus. Bare transporten i sig selv er dyr.”, lød det fra Bo.
Anders stak hovedet op over bordkanten, hans lange løse hår hang pjusket om ørerne på ham, han havde fundet sin cola, ”Ja, og mine eksamener ligger tidligt i år. Jeg har ikke tid at tage af sted.”

”Hvad med jer andre?” spurgte Tom. Han lød mindre forhåbningsfuld nu.

Emma trak lidt på det. – Joh, måske.

Majken nikkede bekræftende. – Måske.

”Lad os få spillet først, så kan I andre diskutere det bagefter. Jeg er alligevel nødt til at gå lidt tidligere i aften”, kom det forsonende fra Bo. Derefter fiskede han sine bøger frem, lagde dem på bordet, ved siden af sine terninger og sine noter. ”Sidste gang havde I påtaget jer, at bringe nødforsyninger frem på vegne af grev Montaigne de Song-Couteaux, til gengæld ville han lade jer bruge sin satellit til at spore asteroidepiraternes hemmelige rumhavn. Lige nu befinder I jer i fronten af en muldyrkaravane på vej til jordskælvsområdet. Undervejs har I passeret op til flere mindre landsbyer. Alle steder har I oplevet at de lokale, særligt børnene, kom jer i møde.”

”øhm, okay”, brød Anders ind, ”husk lige på, at hvert sted vi kommer frem, prøver jeg at høre børnene i deres katekismus. Jeg vil gerne være sikker på, at der ikke er sneget sig nogle kætterier ind. Ifølge mine noter skulle eskatonerne være udbredte her, og vi ved alle, hvordan de læser teksterne.”

”Du har ikke haft megen tid hvert sted til at høre børnene. Du kan høre på deres katekismus, at der er en eskatonsk drejning i tolkningen af Pancreatoren, men ikke noget som falder uden for det tilladelige.” Bo trak vejret dybt og fortsatte. ”I har pt. rejst i fire dage, da sjakbajsen om aftenen beder om foretræde.” Bo rejste sig, ludede med skuldrene og skiftede toneleje: ”Ærede herskaber, velsignede af Pancreatoren, jeg beder jer høfligst om foretræde.”

”Jeg nikker til ham, og siger: Hvad er dit ærinde, sjakbajs?”, sagde Anders, ”for resten vi kender vel hans navn?”

”Han hedder Baris.”

”Okay.”, ”Hvad er dit ærinde, sjakbajs Baris?”

”Mine mænd er urolige. De siger, at de har set spedalske i flere af landsbyerne, som vi har haft passeret. De er bange for at Pancreatorens velsignelse ikke er med på denne færd.”

”Vi har i vort selskab to hellige mænd, sjakbajs, fortæl dine mænd at de nok skal vogte over jer!”

”Og vi har sankt Armantes’ knokkelhånd”, udbrød Majken triumferende, ”vi er beskyttet af en af Pancreatorens fortalere.”

Imens de andre forhandlede med et munkene fra det eskatonske kloster og diskuterede teologiske spidsfindigheder, gik Tom ud for at hente mere kaffe i køkkenet. Emma kom ud til ham. I baggrunden udspillede sig en højlydt diskussion mellem abbeden Rainie og Jespers ortodokse bekender.

”Det er ikke kun, fordi du vil til Fastaval for at spille, at du prøver at lokke os med?”, spurgte hun. Der var et skarpt blik i hendes blå øjne, som Tom kun vanskeligt kom uden om. ”Det er den sag med Uffe, ikke?”, fortsatte hun.

Tom skulle til at svare. ”Jeg er også bekymret, men jeg er mere bekymret for, hvad du roder dig ud i, hvis du tager til Fastaval. Hvis det er, som Uffe siger, kan det være ret farligt.”

”Men hvis det er, som Uffe siger, så er det en alvorlig sag. Hvis han har ret, så er der ikke noget, der hedder rollespil i Danmark, når året er ude.” bød Tom ind med. ”Jeg er nødt til at tage af sted, og Fastaval er ikke så farlig igen. De livere, jeg skal have fat i, er jo blandt alle mulige andre rollespillere, og brætspillere for den sags skyld. Det er jo ikke et rent liver-træf, så de kommer ikke til at gøre mig noget.”

Hjemvendt fra Fastaval

”Hvad spillede I så?”, spurgte Bo.

Majken begyndte: ”Jo altså, det helt klart bedste, jeg spillede, var Patienten. Det er et novellescenario om en psykiater med den vrangforestilling, at han er skizofren, og at han ser fiktive mennesker og spøgelser. Han prøver så at helbrede sig selv ved at dekonstruere de fiktive skikkelser rationalistisk. Vi tre andre spillede så de andre. I starten har GM forklaret os, at vi er disse fiktive skikkelser, men langsomt går det op for os, at han ikke er skizofren, og at vi er tre af hans kolleger, som gennem denne samtale skal diagnosticere ham. Det en ret syret oplevelse.”

”Og så var der AstuWastu-Anime, det er ikke helt let at forklare. Det foregår på et japansk alderdomshjem for gamle krigsveteraner, der sidder og mindes deres dage under Anden verdenskrig, men de er blevet senile og kommer hele tiden til at bygge deres minder op over de anime-tegnefilm, der hele tiden kører på et tv i opholdsstuen. Så man spiller en række sekvenser, der skifter mellem at være minder om familien og hverdagen under krigen og så de her anime-inspirerede krigssekvenser, der er helt ude af kontekst med den almindelige hverdag. Det gav nogle gode kontraster omkring forholdet mellem hverdag og slag under krigen.”

Tom bød ind: ”Mit bedste scenario var Køkkentrappen. Et scenario inspireret af fransk absurd teater. Det handlede om seks mennesker i en forstad til Paris, der har smækket sig ude på køkkentrappen og for at komme ud, skal de forbi den tyranniske vicevært. Meget syret, jeg spillede en fyr, som deltog i radioteatret ved at snakke til sin radio. Hen mod slutningen blev det surrealistisk i stedet for absurd, for der går vi op imod viceværtens tyranni, hvor hans kælderlejlighed forvandles til at repræsentere hver persons indre dæmon og hvor fællesskabet gør os fri.”

”Hvide Rose var mindre godt, der et eller andet der ikke virkede. Det var et scenario, der …”

Emma afbrød ham: ”Det er meget fint, men skulle du ikke hellere fortælle os, om dit egentlige ærinde på Fastaval? Der var en grund til at du hang så meget ud i baren på Fastaval, ikke?”

Tom så brødebetynget ud. Anders og Bo så overraskede ud. Majken fortrak ikke en mine – hun vidste det allerede. ”Jo, jeg var der, fordi Uffe på Con2 havde påpeget den her situation for os. Det gjorde, at jeg var nødt til at hænge ud i baren og mænge mig med liverne, men jeg er til gengæld blevet inviteret med i NPC-gruppen til deres sommerscenarie!”

Fortsættes …