[5. december] Sommerscenariets sammensværgelse

Julekalender for rollespillere

Efter at have hevet ringbrynjen af sig og kastet sværdet ind mellem buskene flåede Tom de mange snore om hans håndled af, der signalerede hans karakters mange færdigheder. Farvel til dirke låse-evnen, som havde givet ham adgang til spejderhytten, hvor arrangørerne havde deres papirer. Farvel til bluff-evnen han havde påberåbt sig, da han skulle tale sig forbi byvagten. Farvel til blande gift-evnen, som han havde dræbt orkerne med, da han havde lokket dem til at dele et glas vin (saftevand) med sig.

Tom løb det sidste stykke langs vejen, mens lygterne fra bilen forude oplyste mørket.
Bagude kunne han fortsat høre ogrens højlydte brøl. En blanding af rasen og anstrengelse, som blandede sig med lyden af trådhegn og stolper, der blev revet fri af jorden, mens den enorme skikkelse trængte ud af spilområdet og begyndte at løbe i retning af vejen.

Tom vinkede til bilen, der nærmede sig. Det var Emma, der sad bag rattet, som planlagt, og som han inderligt havde håbet på, da ogren havde sat jagten ind på ham. Forpustet, med mudrede støvler og skælvende af adrenalin kastede han sig ind på passagersædet og bad hende køre, bare køre.

Forundret trådte hun på speederen. ”Hvad foregår der?”

Inden Tom nåede at svare, flåede hun pludselig hårdt i rettet og svingede over i den modsatte kørebane. Ud af mørket nåede Tom lige at se den enorme trækølle komme svingende ud af mørket mod bilruden. Det gav et enormt brag, da træ og glas hamrede imod hinanden, og et spindelvæv af sprækker tegnedes over forruden. ”Hvad foregår der?!” nærmest skreg hun.

Uden for bilvinduet så Tom den store live-rollespiller. Mindst to meter og ti høj, bredskuldret og med en løsthængende maske. Han stirrede ondsindet efter dem, mens bilen for af sted i nattens mørke.

”Jeg kommer så meget til at høre for det her fra mine forældre”, surmulede Emma. ”Jeg lovede dem, at bilen ville komme hel tilbage, og jeg efterlader aldrig ridser i den eller buler.” Hun var ved at falde ned over det voldsomme chok, det havde været, at pludselig være blevet angrebet.

”De sendte deres ogre efter mig”, begyndte Tom at forklare, ”da de opdagede, at jeg var stukket af med deres scenarieoplæg. Jeg ved, hvad de planlægger til jul! De er ude på at ødelægge al rollespil. Det al sammen. Og jeg ved, hvem der står bag. Vi skal have fat i en, som kalder sig Lysindra.”

Emma stirrede fokuseret ud gennem bilruden, som om hun var på udkig efter andre orker, trolde og ogres, der måtte komme springende ud af buskadset efter dem. ”Hvem er hun? Det lyder som et karakternavn.”

”Det er det også, men så vidt jeg har forstået, er det navnet på en ældgammel NPC karakter.” Han ledte efter ordene, han var stadig forpustet, og adrenalinen rullede endnu gennem årene.

”Men vi skal vel bare finde den spiller, der er bag karakteren. Det er vel ikke så svært. Det er vel bare at tjekke HISG’s karakterdatabase?”

”Det er det, og så skal vi have stoppet arrangørerne af Sommerlive fra at afvikle deres Vinterlive. Vi skal have standset Operation Julegave.”

”Skal vi bare stoppe et kæmpe live-scenarie med arrangører fra hele landet?” Emma lagde al vægten på ’bare’, og Tom kunne godt mærke det umulige i planen.

Resten af turen kørte de hjem i tavshed.

Fortsættes …