[17. december] Rollespillets mysterium

Julekalender for rollespillere

Tidligere på dagen

Anders kiggede rundt i stuen. Ved stuebordet sad Emma og Tom, og Majken befandt sig ovre på sofaen, hvor hun sad og nussede Emmas kat. ”Er Tom her ikke?”

Majken kiggede op. ”Nej, han er til et møde. Han sagde, han havde fået en ide efter han så det materiale, vi havde skaffet hjem. Men han skulle gerne komme senere.”

Hvad er han nu ude på? Anders lød en anelse opgivende.

Han har fået kontakt til en eller anden rollespiller fra live-miljøet, som laver tv- og radio for børn.

Er det ikke ham der Meistersänger Martens? Ham, der sammen med Sigurd, har lavet de der CD’ere for rollespillere med sange?

Du tænker på Bardesang albummene? Brød Bo ind med.

Ja! Lige præcis. Dem. – Kom det fra Anders.

Hvad er det? Emma kiggede nysgerrigt op fra sit karakterark, som hun havde været i gang med at opdatere.

Bardesang, forklarede Bo, er samlinger af sange skrevet til forskellige live-scenarier og optaget. De kan bruges som stemningsmusik, eller man kan selv synge dem til scenarierne. Det er til at kunne skabe kroliv og markedsdage med, så spillenes gøglere har noget at optræde med. Der er udgivet et par CD’er fra DR med dem. Martens har haft et børneprogram på DR, som har handlet om musik og rollespil, hvor han så optræder som Meistersänger Martens, og hvor han så med en flok børn synger og danser sig vej gennem forskellige fantasy-quests på tv.

Mener du det seriøst? En rollespilsmusical?

Ja, for pokker. Det var præcist det de lavede, ivrede Anders spøgefuldt.

Emma var havde helt fjernet opmærksomheden fra sit karakterark. – Men hvad vil Tom med ham?

Jeg er ikke sikker, svarede Majken. Han har et eller andet projekt med ham. Jeg tror, han kaldte det Der Meistersänger von Hameln.

Så må vi vente til han dukker op, rundede Bo af med.

Senere på dagen

De sad alle fem samlet om bordet. Det meste af eftermiddagen var gået med snak. Efter Tom var ankommet havde samtalen drejet sig om Lysindra og hendes planer. Det havde bragt Operation julegave på bordet, og det blev Emmas tur til at gennemgå det meget materiale, de havde hjemskaffet.

Hendes øjne, knitrende blå, stirrede intenst på vennerne samlet ved bordet. ”Vi er her ikke for at spille.” Hun lagde stakken af papirer fra sig, der udgjorde hendes karakterark og karakterbeskrivelse, og rettede pænt bunken, mens hun fortsatte: ”Vi er her for at høre …” Hun kigger rundt på de andre. Tom og Bo nikkede bekræftende. ”Det kommer til at handle om Lawrence, ham med Fastaval-scenariet i ’97, der går så galt.”

For et øjeblik så hun tænksom ud. De kunne alle se, hvordan hun samlede minder fra forskellige afkroge af sit sind og arrangerede dem til et sammenhængende hele. Med et rejste hun sig op, mens hun begyndte på en lind talestrøm, hvor ordene kom med stadig større fart. Hun speedsnakkede:

Okay, ser I, der var denne her gut. Det var tilbage i 90’erne, næh, sludder, 80’erne. Vi er tilbage i 80’erne, hvor punk var en stor ting, og derfor også cyberpunk, som var science fiction-varianten deraf. Der var Bladerunner, Neuromantiker, War Games og al den slags, Terminator også, og Billy Idol udgav sit cyberpunk-album, masser af historier om cyberspace, virtuelle rum og kunstige intelligenser, og om science fiction-slum, science fiction i en beskidt hverdag, hvor de mest fantastiske gadgets er blevet hvermandseje, og de er blevet slidt.

Men mens de her folk drømte om cyberspace og virtuelle virkeligheder, så fik vi nettet i stedet for. De skrev bøger i 80’erne om cyberpunk og de kommende virtuelle virkeligheder og så videre, og skrev elendig litteratur derom. Med i stedet i 90’erne voksede nettet sig altså frem. Et gigantisk kommunikationsnetværk, som stadig vokser, men cyberspace blev der intet af. Der er Second Life, Sims og MMo’ere og så videre, men der er ingen af dem, som er cyberspace. Det ser man kun i film, og siden The Matrix kom med sit billedlir og skrinlagde cyberpunk-genren – tag bare og se f.eks. overgangen mellem Ghost in the Shell-filmen og den efterfølgende tv-serie, Stand Alone Complex, eller overgangen fra GURPS Cyberpunk til Transhuman Space og Mindjammer – så er der ingen, der rigtigt har lavet cyberspace udover Futurama i udvalgte episoder.

Men tilbage til min pointe. Cyberpunk uddøde, vi fik nettet i stedet for, og folk fandt andet at drømme om. For eksempel vores gut her, som i 80’erne udgiver denne her bog, Cyberpunk 2020, eller noget i den dur, som er hans forestillinger om cyberspace og så videre, som det vil se ud i 2020, og som med de fleste drømme om fremtiden, skyder det forbi – eller også får vi travlt de næste seks år. Gutten her er imidlertid også rollespiller, god gammeldags rollespiller med bord, terninger og regelbøger, og rollespillere er glade for cyberpunk. Det er sejt, og det hipt – for 80’erne altså og op i 90’erne – og det er den teknologiske pendant til rollespil, eller rettere rollespil er den fattige mands virtuelle rum, et analogt cyberspace med elendig grafik og processer, der kræver et helt menneske til at facilitere, og brugeren tåler ikke mange forstyrrelser for ikke at blive revet ud af deres analogt virtuelle rum.

Vores gut, Lawrence, som er denne her professor i it-teknologi, kommer frem til at for at skabe en overbevisende virtuel verden analogt, skal verden kunne rumme en slags thick description, den skal være tæt pakket med data for at virke overbevisende, men at uploade den mængde data verbalt er en enorm udfordring. De fleste konstaterer han, nøjes med primitive verbale renderinger og simpel blokgrafik. I stedet beslutter han sig for, at indsigten i den analoge virtuelle verden må findes via litteraturteori, og han dykker derfor ned i forskellige litteraturteoretikere førend han finder nogen, der kan forklare tilfredsstillende skabelsen af hele verdener i folks sind. Imens var rollespillerne stille og roligt rykket ind i 90’ernes okkulte zeitgeist med hemmelige, dunkle verdener og gnostiske hemmeligheder. Hvor de før havde en parallel mellem dem selv og deres karakter qua cyberpunk-genrens virtuelle verden, så fik de det nu ind gennem den skjulte verden. Hele World of Darkness-serien for eksempel, en skjult dunkel verden, eller Kult med sin horror-gnosis, eller Whispering Vault med transcendent horror, Nephilim og In Nomine og Unknown Armies ikke at forglemme. Masser af horror knyttet til forestillingen om en hemmelig, skjult verden, der er mere sand end den, vi lever i. Det teknologiske virtuelle rum udskiftedes med det mysterie-baserede virtuelle rum, hvor man i stedet for at være hacker, der uploadede sig selv til cyberspace og kunne søge udødelighed som en løsrevet, teknologisk ånd, så kunne man søge indsigt eller gnosis som vampyr eller okkultist. Imidlertid er det alt sammen bundet op på millenarianisme – så da år 2000 kommer rullende, kollapser det hele. Væk er den parallelle okkulte virkelighed. I stedet bliver alle til programmører, udviklere af apps, bloggere og virtuelle borgere med digitale netværk, og rollespillerne gør det samme inden for rollespil.

”Men hvad med professoren, og hans drømme om et litterært-baseret virtual reality?” Hun holdt en kunstpause, og pustede en lok af sit lyse hår bort fra ansigtet. Under den ivrige enetale var flere lokker undsluppet Hello Kitty-hårspændet og omkransede hendes ansigt.
Okay, tilbage til professoren. Jeg tror, han også blev påvirket af 90-ånden, eller også lå det allerede i cyberpunk-bevægelsen for cyberpunk rummer et metafysisk mysterium – eller rettere cyberspace rummer et metafysisk element. Tanken er, at ligesom Gud har skabt vores verden, som vi er ’inde’i – hun signalerede tegnene med sine fingre – og at lige så skaber vi en verden, og i den er der sine egne levende væsener, men hvor kommer de fra? Skaber vi dem? Og det er så det, der er tricket. Skynet får sin egen bevidsthed, helt af sig selv, eller i Wargames, hvor computeren, der for regeringsfolkene er en maskine, men egentlig er en slags kunstig intelligens, primitiv, men ikke desto mindre, eller Vinterstille fra Neuromantiker. De opstår bare. Tag tegneserien Zentak over et fransk cyberpunk-rollespil. Der opstår den kunstige intelligens, og Transhuman Space gør meget det samme ved at intelligensen her opstår spontant i et semi-opløftet dyr, som så bliver i stand til at kigge på menneskene udefra. Ellers Eclipse Phase, som er et post-singulært, transhumant rollespil, hvor de mange ting, vi følger i spillet, er følgen af cyberpunkens mysterium, nemlig den kunstige intelligens’ opståen.

Hun måtte have fanget deres forvirrede blikke, som var begyndt at vandre, for hun stoppede op i sin talestrøm, trak vejret dybt, og begyndte igen:

”Lad mig opsummere. I cyberpunk eller cyberspace-tanken er der et mysterium, som ligger på grænsen til det metafysiske eller magico-religiøse, og det er den kunstige intelligens’ opståen i cyberspace. I lighed med Mary Shelleys Doktor Frankenstein, hvor hun lader selve livets opståen være et ubeskrevet element – det er filmene, som introducerer skabelsesscenen – gør cyberpunk-forfattere det samme. Der er dette mysterium, som de sjældent kommer ind på, og det eneste tilbagevendende element er synergien, der opstår via store mængder data. Gennem akkumuleringen af digital thick description opstår et så datatungt virtuel rum, at en art singularitet opstår, og i den fødes den kunstige intelligens. Den proces er et mysterium.” – Hun vægtede ordet tungt.

”Samme tanke er hos vores professor, men i hans tese gælder det, at samme mysterium kan udspille sig i det analoge virtuelle rum, som rollespillere anvender.
Så hans mål er at skabe en kunstig intelligens i et analogt virtuelt rum drevet af vores verbale koder og menneskedrevne harddiscs, som vi slæber rundt på inde bag pandeskallen. Det var her hans kritikere slog hårdest ned, fordi hvad han arbejdede med var et mysterium, og mysterier fungerer bedst med et religiøst sprog, hvor man kan påkalde sig åbenbaringer, guder og ånder, men hans arbejdsområde var ikke et religiøst. Han kunne derfor ikke bruge det religiøse sprog til at forklare, hvad der fandt sted. I stedet måtte han ty til at undskylde sig med, at han var i gang med at udvikle værktøjer, og at folk ikke begreb, hvad han havde gang i. Intet legitimt sprog at kommunikere med, ingen videreformidling af hans tese. Men trods manglende videreformidling kunne han sagtens arbejde på sit projekt. Han nedsatte en projektgruppe – projekt Neptun hed de – og med dem spillede han tit og ofte rollespil, og han tvang dem til at læse en frygtelig masse materiale om den verden, som de spillede i, så spillerne udviklede en stadigt mere tyk beskrivelse af verdenen. Den fik mere substans, og så satte hans sig til at håbe på succes.
Et tidligt resultat i processen ville være, hvis den analoge virtuelle verden kunne generere viden. Normalt er der kun den viden, som vi propper ind i verdenen. Det vil sige, du kan ikke hente nogen fakta ud om 30-årskrigen, som jeg ikke har proppet derind. Det er det samme problem, som cyberspace har. Der genereres ingen viden inde i cyberspace uden, at der er en beboer derinde, en kunstig intelligens eller en uploaded person – men indtil da ikke – og det samme gælder for rollespil. Så hans plan var at opdage den kunstige intelligens’ tilstedeværelse ved at se, om spilleren uddrog nogen viden, som hverken han eller andre havde introduceret til den verden.

Hvis mine oplysninger er rigtige, skete det for nogle år tilbage, tilbage omkring ’95. Ifølge rygtet så begyndte en af spillernes karakterer at berette om lande på den anden side af bjergene, som ingen havde set. Deres historier i Projekt Neptun havde altid udspillet sig vest og nord for bjergene, men en af karaktererne begyndte at have viden om egnene sydøst der for. Da han under en spilgang spurgte ind til denne viden, forklarede karakteren, at denne havde talt med en gammel vejfarende på landevejskroen, som deres karakterer typisk hang ud på. Der er ingen, der rigtig ved, hvad der fulgte, men jeg har hørt folk spekulere over, om han ikke selv mødte den vejfarende under en spilgang. Måske ved at han lavede sin egen karakter, som han så gik ind på kroen med.

Hun lod ordene hænge i luften, mens hun selv satte sig tungt tilbage i sofaen og fingerede udmattelse oven på sin lange enetale.

De andre sad tilbage. Anders mumlede for sig selv: ”Jeg tror ikke, jeg forstår det.”

Mens hun sirligt løftede en undvegen hårlok til side med sin tommel- og pegefinger, kiggede hun forventningsfyldt op på dem. Tom var den første, der sagde noget. Tandhjulene havde først sagt klik hos ham, og mens de andre stadig grokkede hendes talestrøm, rettede han sig op i stolen.

”Den vejfarende, sagde du? Den vejfarende som i Lucan af Lorania? Som i at bagmanden blev kaldt sig Den vejfarende af Lorania?”. En blanding af skepsis og forundring lå i hans spørgsmål. ”Så hvad du siger er, at der var en it-professor, der blev desillusioneret over ikke at kunne programmere sig til en virtuel virkelighed og inde i den skabe rammerne for en kunstig intelligens, så han programmerede i stedet en analog virtualitet med sine spilleres hjerner som computere, indtil der kunne opstå en kunstig intelligens derinde?”

Hun nikkede. Et træt smil gled over hendes læber. ”Jeg sagde ikke, han var desillusioneret, eller at han ville skabe en kunstig intelligens, men jo, en analog virtualitet var målet.”

Tom vendte sig mod de andre. Hans opsummering havde bragt dem til samme konklusioner. ”Men”, udbrød Emma, ”er tanken ikke, at en kunstig intelligens kan downloade sig i robotter eller i værste fald et menneske, lidt ligesom i Tooniversal Soldier, 2’eren vistnok?”. Hun udtalte filmtitlen forkert, som de havde for vane. Det var et levn fra en gammel spøg med at omskrive filmtitler til noget med ’toon’ fra den gang de havde dyrket Toon-rollespillet meget. Nu spillede de hverken Toon, Paranoia eller Tales from the Floating Vagabond – de havde lagt humorrollespillene bag sig.

De andre nikkede alvorligt. Hver og et ansigt var lagt i alvorlige folder. Hos hver af dem gled en tanke gennem dem: ”Kunne Den vejfarende ’downloade’ sig selv i et menneske?”

Forsættes …