[4. advent] Operation julegave

Julekalender for rollespillere

”Operation Julegave bliver det største rollespilsscenarie nogensinde afholdt, og hvis det først bliver sat i gang, vil det aldrig få en afslutning, men i stedet vil det være en kilde til evigt liv.” Tom havde kort opsummeret årets vinterscenarie, og det var noget andet end at skulle besejre lørdagsdæmonen.

De sad samlet hjemme hos Bo omkring spisebordet, hvor de plejede at spille rollespil, men det var ikke karakterark, regelbøger og terninger, som dominerede, men derimod stabler af ringbind, kopier af foreningsvedtægter, samlinger af kampagnenoter sirligt ført i hånden og den stjåldne plotbog fra sommerscenariet, og det hele af afgrænset af kaffekopper og tomme sodavandsflasker. Anders var blevet sendt ud efter mere og drikke, mens de fire andre var gået i gang med at gennemgå noter.

Operation Julegave

”Operation Julegave har til formål ikke kun at skabe et rollespilsmegaevent, som udspiller sig over hele landet og i foreninger over det hele, men at skabe en permanent tilstand af rollespil. En tilstand, hvor spillerne forbliver in-character hele tiden, også når de er hjemme og uden for scenariet,” forklarede Tom. ”Kig på papirerne! Det fremgår tydeligt, at alle spillerne skal ende med at være den samme karakter – og jeg tror, at den karakter er Lysindra.”

”Så adventsscenarierne, der har kørt de sidste par uger, er optakten til det?” kom det fra Bo. Han sad og vægtede plotbogen i sine hænder. Det var intet lille værk.

”Ja, det er det. Alle elver-spillerne har været udstyret med røde huer, og de har været rundt og dele gaver ud til alle de spillere, som ikke allerede var blevet lokket ind i dette.”

”Det er jo infamt!” kom det højlydt fra Anders. ”Man kan da ikke bare korrumpere julen og julemandens hjælpere på den måde!” Anders havde aldrig tilgivet Tim Burton for at have truet julen med sin næsten udryddelse i filmen Nightmare Before Christmas. Han tog trusler mod julen meget alvorligt. ”Så når alle ungerne render rundt og får æbleskiver og slås i det vintervåde vejr, så er de også ved at blive shanghaiet ind i Lucans plot?”

”Ja, de er,” bekræftede Tom. Hans mave knurrede, og de blev alle enige om, at det var tid at hente mad, førend mødet kunne fortsætte.

Lorania

”Der er bare en ting. Vi har lavet en fejlberegning. ” Majkens ord fyldte dem en navnløs gru. ”Hvilken fejl?” ville Emma vide.

”Det er ham, Lucan fra Lorania, ikke?”, kom det fra Bo. ”Jo, det er”, bekræftede Majken, mens hun satte sin kaffekop fra sig.

”Men hvad er Lorania? Er det Narnia? Er det ligesom ’i Narnia’?” undrede Bo sig.

Tom vendte sig om til sin taske, han havde stående ved siden af stolen. Frem af den hev han et tykt ringbind, hvis sider var dekoreret med aldrende klistermærker fra hedengangne foreninger: ”Lemurias scenarieservice”, ”Lorania”, ”RRL – Rollespillernes og Reenacternes Landsforening”.

Ringbindet blev anbragt midt på bordet, og Tom begyndte at rode gennem de mange dokumenter, der var blevet klemt ind i mappen. ”Lorania er en forening.” Han bladrede forbi alenlange medlemslister og talrige annoterede foreningsvedtægter, indtil han kom til Loranias: ”Denne her forening findes ikke længere. Den er blevet nedlagt. Det skete for mange år tilbage.”

Emma sukkede opgivende. ”Men hvem er så ham, Lucan fra Lorania?”

”Han er en af de første agenter for Lawrences projekt, da man flyttede projekt Zeitgeist fra Fastaval over i live-rollespilsmiljøet,” begyndte Tom at forklare.

”Hvordan ved du det?”

”Mens I var på Viking-Con tilbage i oktober, var jeg på Kongressen, og her fik jeg kontakt til nogle rollespillere af en ældre årgang. De fortalte mig, at der fandtes en obskur gruppe af rollespillere, der stadig mødtes i Geel skov, når det var fuldmåne for at spille. De kalder sig ”Glasdanserne”, og de er forhadte af kommunen, som mener, at det er dem, som render og tænder bål, forurener med gaffa og så videre.”

”Men er det dem, der sviner?” indskød Bo.

”Jeg ved det ikke, men jeg tror det ikke. De er en slags varulve-rollespillere, som kun spiller under månens skær, og de bruger slet ikke lys, når de spiller.”

”Okay, nu giver jeg op,” kom det fra Anders, der var vendt tilbage fra sin sodavandsekspedition, og nu stod med gule plastikposer fyldte med colaer. ”Varulve!? Rollespil under månens skær?”

”Ja, det er lidt sært, og jeg var nødt til at få fingrene i en månekalender, førend jeg kunne regne deres aktivitetscyklus ud,” svarede Tom og pegede mod nogle af hans noter, blandt hvilke, der lå en månekalender, ”men den er god nok. Men det skal ikke handle om deres lykantropiske spil, men om hvad de kunne fortælle mig.”

”Lad høre.” Anders begyndte at tømme poserne for deres indhold, mens han aktivt fulgte Tom.

”Nogle af varulve-rollespillerne var tidligere foreningsmedlemmer af Lorania. De fortalte, at man havde nedlagt foreningen og bortsolgt alle dens ejendele, men der havde været store kontroverser op til nedlæggelsen. Ikke alle følte at det var i overensstemmelse med vedtægterne, andre mente, at der stadig var masser af liv i foreningen, og ingen grund til at nedlægge den. Jeg fik kopier af deres mailkorrespondancer.” Tom holdt en lille pause, mens Anders klemte de sidste par sodavand ind i køleskabet. ”Fortsæt bare, jeg kan sagtens høre dig.”

”Tricket er, at Lorania er ikke blevet nedlagt! Foreningens findes endnu.”

”Men du sagde sgu da lige” protesterede Anders.

”Ja, det gjorde jeg, men ikke desto mindre. Foreningen findes endnu. Der er et trick.”

”Og det er?”

”Og det er, at man i første omgang koblede generalforsamlingen sammen med foreningsaktiviteterne. Det skete gradvist, og det skete på foranledning af de nogle nye medlemmer, som de fik ind. Medlemmer, der alle havde en baggrund i Fastaval, og som stille og roligt mergede foreningen med foreningens scenarie. De flyttede simpelthen foreningen ind i scenariet! Bestyrelsens medlemmer blev en efter erstattet af karakterer fra scenariet, og Loranias bestyrelsesarbejde foregår nu alt sammen ingame, når karaktererne mødes – og det gør de, når andre foreninger har deres kampagner. Det var derfor, man blev forvirrede ved den såkaldte nedlæggelse af foreningen. Det var fordi, det i virkeligheden ikke skete, og bortsalget af foreningens ejendom var i virkeligheden for, at andre foreninger kunne afholde de aktiviteter, som Loranias generalforsamling og bestyrelse skulle bruge til at fortsætte deres hemmelige foreningsarbejde med.”

Anders satte sig hen til bordet med de andre. Emma var godt i gang med at tage noter, og Majken sad og bladrede frem og tilbage mellem forskellige foreningsvedtægter, mens de fulgte Toms forklaring. ”Så Lorania findes endnu, og den holder sig skjult inde i andre foreningers scenarier,” konkluderede Anders, ”men hvorfor det?”

”Fordi,” begyndte Tom, ”de bruger foreningen til at rekruttere folk med. De rekrutterer in-game spillere via deres karakterer til at komme ind i Loranias bestyrelse, og herfra lader de Lucan fra Lorania highjacke deres karakterer. Jeg tror, han bruger samme teknik, som Lysindra anvendte, da hun dukkede op. Det er sådan, de har fået fat i arrangørerne til alle sommerscenarierne.”

Emma kiggede op fra sine noter. ”Men hvori består fejlberegningen?”

”Fejlberegningen består i, at Lucan allerede har nået sit mål,” kom det koldt fra Majken.

Fortsættes …