Lågen ved den 6. december forestiller et rumskib, som kommer susende over den frosne nattehimmel, og når lågen åbnes kigger vi ind i det intelligente rumskib, som har en besætning sammensat af opløftede dyr, klonede mennesker og folk, som har rumsteret i deres grundlæggende DNA profil. Det er 6. december, og rollespillet er Mindjammer.
Mindjammer af Sarah Newton er transhumanistisk space opera rollespil, som primært er lavet til FATE reglerne, men der er en variant baseret på Traveller (Mongoose 2nd edition) også.
Den transhumanistiske genre kan kort beskrives som en slags post-cyberpunk, hvor teknologien til at modificere og tilpasse menneskers kroppe er vokset voldsomt, og cyberware, genetiske modifikationer og des lige er blevet langt mere normalt, ligesom kloning, uploads af menneskets sind, opløftning af dyr og konstruktionen af kunstige intelligenser. På rollespilssiden er det særligt dækket af Transhuman Space (2002) og Eclipse Phase (2009), mens litterært kan man kigge blandt andet på Iain M. Banks og Alastair Reynolds forfatterskaber men også dele af f.eks. Ann Leckies og Ken McLeods. Filmisk er det sværere at pege på noget, men tegnefilmsserien Ghost in the Shell – Stand Alone Complex og Ghost in the Shell – Stand Alone Complex: Solid State Society foruden filmen Her.
Mindjammer er i den sammenhæng næsten bedst at forklare som rollespilsudgaven af Iain Banks’ The Culture, hvor vi har med et yderst højteknologisk samfund at gøre 15000 år fra nu, som spænder over en masse solsystemer, og livet generelt er godt, men det utopiske samfund har en periferi, hvor det er i kontakt med andre samfund (nogle interstellare, andre ikke), og det er typisk her, at The Culture historierne udspiller sig. I forhold til dette udspiller Mindjammer sig i yderområdet af The Commonality, hvor livet er godt, og menneskeheden og andre intelligente væsner lever side om side i al deres mangfoldighed, men først i nyere tid er man blevet i stand til at rejse meget hurtigt, og man kan nu på kort tid nå ud til fjerne områder, som blev koloniseret for århundreder siden af generationsskibe og andre langsomme fartøjer, som har haft afskåret disse samfund fra menneskeheden. Det er i denne periferi, som Mindjammer udspiller sig, når man i rollerne som kulturagenter skal sikre The Commonality og integrere de fundne samfund i fællesskabet. Mindjammer fungerer også en sandkasse, hvor man kan spille mange andre aspekter. Hvor Traveller-rollespillet mere trækker på klassisk space opera trækker Mindjammer på New Space Opera.
Mindjammer udkom i første omgang i 2010 med regler baseret på Starblazer-rollespillet (som i sig selv var baseret på en britisk space opera tegneserie) og anvendte FATE 3.0-reglerne. I 2014 udkom 2nd edition baseret på FATE Core reglerne og så kom der i 2017 en udgave, som anvender Traveller-reglerne. Mindjammer og Traveller repræsenterer to forskellige retninger inden for science fiction space opera genren, om den skal være transhumanistisk eller ej, om teknologi grundlæggende kan ændre på den menneskelige krop eller ej. Dertil kan man så også vælge, om man vil spille med oldschool adventure gaming regler eller med moderne regler orienteret mod at spillerne er med til at skabe fiktionen.
De åbnede låger:
- Microscope (1. dec.) – 2011
- The One Ring (2. dec.) – 2011
- Shadowrun 5th (3. dec.) – 2013
- Torchbearer (4. dec.) – 2013
- Dungeons & Dragons 5th (3. dec.) – 2014
- Traveller (Mongoose 2nd edition) (3. dec.) – 2016
- TimeWatch (5. dec.) – 2017
- Warhammer Fantasy RPG 4th (3. dec.) – 2018
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 
Spændende.
Kan jeg få dig til at fortælle hvad er forskellen på klassisk space opera og new space opera?
LikeLike
Det er et godt spørgsmål, og ikke noget, jeg har nemt ved at svare på. Grundlæggende er forskellen et generationsskifte, hvor en gruppe ‘yngre’ science fiction-forfattere tog fat i genren på ny efter en periode, hvor Space Opera havde været ilde set, som underlødig science fiction.
Der er internt i science fiction-genren et hierarki af mere eller mindre lødig/korrekt/stringent/hård science fiction, som har miljøet omkring science fiction magasinerne i 30-40-50’erne at gøre, som etablerer en tradition med ‘science fiction af ingeniører’. Nogle af dem skriver spændende intergalaktiske rumeventyr (både Asimov og Niven bidrager til genren), men der er også en del ‘rumeventyr’ med hårdtslående helte, raketskibe og strålepistoler (som Jens Lyn og Buck Rogers er eksempler på), og som udspringer af periodens western-historier (der er nogle sære fælles rødder for (magasinernes) science fiction og (magasinernes) westerns som genre), og som er mere eventyr og ramashang end spekulative historier og ingeniør-science fiction.
Så fra den ældre og på nogle område ildesete gren af science fiction med genrebetegnelsen Space Opera kommer så fra et sted i sen 80’erne/tidlige 90’ere de første værker, som kan kaldes New Space Opera.
Foruden generationsskiftet er de – så vidt jeg har bemærket – kendetegnet ved en bevidsthed om genren, et opdateret billede på fremtidens mulige teknologier, en væsentlig grad af transhumanisme og en løsrivelse fra ideen om ‘hard science fiction’ som værende bedre science fiction (noget som The New Wave allerede i 60’erne havde etableret, og som blandt Le Guin og Bradbury fermt har skrevet indenfor).
LikeLike