Husker du Sværd & trolddom? Eller måske nogle af de mange andre ‘du er helten’-bøger, hvor man vælger sig vej gennem bogen, nogle gange med terninger, andre gange uden?
I mange år har der ikke været oversat til eller udgivet noget på dansk, men det lille, danske forlag DreamLitt via deres afdeling Tværveje nu udgivet to bøger, hvor man kan atter kan være helt og bladre sig vej gennem bogen og overkomme hindringer med terningkast. Lad os derfor kigge nærmere på dem – som jeg i min julekalender nævnte, at jeg ville gøre.
Ankors amulet
Forfattet af Linea Bjerrum Nielsen og udgivet af DreamLitt i 2017, og andet bind fra Tværveje, hvor man får lov at være helten i bogen og selv træffe valgende. I lighed med seriens første bind, skal man anvende en 20-sidet terning (i stedet for Sværd & trolddoms to 6-sidede terninger), og bogen er på 399 opslag (i modsætning til Sværd & trolddoms klassiske 400).
Kort fortalt er Ankors amulet, hvis vi ser bort fra selve ‘vælg selv’-elementet en ungdomsroman (som nok nu om stunder ville blive klassificeret som en YA) i portal fantasy-genren, hvor vores hovedperson via biblioteket finder vej til en anden verden, som er et mytisk sted på randen til dødsriget, og hvor al ting er lidt mere fantastisk og spiller efter sine egne regler. Sendt på en færd af et spøgelses mødt på biblioteket, går turen ned gennem kælderen og en mystisk labyrint til et grænseland mellem de levende og de dødes verden, hvor der er en serie af prøvelser og møder med både fjendtlige og venlige væsner, inden vores hovedperson formår at erhverve Ankors amulet, som skal frigive det stakkels spøgelse fanget på biblioteket. Hvor historien svigter er slutningen, hvor vores hovedperson vender tilbage til det spøgelse, som sendte os ud på færden, og vi konstaterer, at spøgelset naturligvis er skurken, og det er både stereotypt, forudsigeligt og tamt, og det snyder os for en ordenlig afslutning på historien, for der er ikke meget ved konfrontationen, særligt fordi den optimale slutning er blot at gå sin vej fra biblioteket uden at konfrontere skurken (som er endt som et spøgelse fanget i antiksamlingen).
Undervejs skal man en tur rundt på biblioteket og nærliggende områder for at skaffe sig det udstyr, der skal til at komme bedst gennem udfordringerne – for uden det rette udstyr, kommer man nemt til kort og bliver nødt til at spendere vores hovedpersons livskraft eller astma-inhalator (for ja, vores hovedperson er naturligvis skolens mobbe-offer, men ikke noget, som bogen rigtigt udforsker, men i stedet beror den på vores genrekendskab til at fylde hullerne i historien ud).
Regelsystemet træder i kraft, når der af og til er en prøvelse, som man skal klare. Den 20-sidede terning rulles mod en sværhedsgrad. Rulles der godt nok, vinder man kampen og kan passere modstanderen, men ruller man skidt, koster det livskraft, inden man kommer videre. Andre steder er det ikke kampe, men prøvelser, der skal overvindes, fordi man enten valgte ufornuftigt eller ikke havde valgt eller fundet det rette udstyr til at passere udfordringen. Således bruges terningkastene flere steder til at afgøre om en udfordring kan løses, hvis man ikke har valgt fornuftigt eller har det rette udstyr, og det er en stærk ting – men enkelte steder skal man rulle uanset hvad, og ruller man skævt, har man tabt. En ‘save or die’-type mekanik, som modstillet de andre terningkast i bogen, ikke er særligt fed. Undervejs skal man også holde øje med sin astma-inhalator, og der er en god del ting, der kan gå galt undervejs, og vores hovedperson er langt fra garanteret en lykkelig slutning på sin historie. Meget passende er der en del grumme dødsfald undervejs.
Der er nogle sproglige mislyde i bogen, særligt udtrykket ‘bibliotekets antikvariatsafdeling’, men også nogle sproglige billeder (hvor enkelte deskriptive udtryk bruges mere end en gang rundt om i bogen) samt skævt opbygget tekst, som da vores hovedperson samler ting op for vitrineskabe, men først da låget løftes til det ene, får vi at vide, hvad der er dernede, hvilket er sært, når pointen med glasskabet er, at tingene i skabet er udstillet. Mest forstyrrende er nok, at forfatteren eller forlaget har valgt ikke at forankre bogens historie noget sted, men at den del, der udspiller sig i vores verden, er en gang anonymiserede steder rodet sammen (det føles lidt, som om vi begynder i universetsbiblioteket på Fiolstræde, indtil man går op af trappen, som fører til første og anden sal i Københavns rådhus, for derefter at træde ud på gaden over for en Flying Tiger Copenhagen-butik på Strøget).
Afsluttende bemærkning
Hvis man kommer ud af Sværd & trolddom-traditionen, som et eller andet sted nok er målestokken for de fleste danske spilbogslæsere, så er Ankors amulet en væsentlig anderledes ting, hvor vi følger en hovedperson, som har mere til fælles med Bastian fra Den uendelige historie eller vores hovedperson fra Goonierne, end med en opportunistisk eventyrer, der er draget ud fra sin landsby for at prøve lykken. Fokus er på forfriskende vis et andet sted, og som portal fantasy, hvor vores helt har sin nærmest mytiske færd til Dødsriget (i lighed med Bent Hallers Griseøjet fra 1980), fungerer historien generelt godt.
Som spilbog er Ankors amulet interessant, fordi der faktisk er flere veje gennem bogen, og der er en række udfordringer, som kan løses på mere end en måde. Kampe er generelt reduceret til blot et terningkast (i stedet for en serie terningkast som i Sværd & trolddom), og det giver en anden dynamik, og bortset fra et par enkelte svage punkter generelt fungerer godt. Svagheden i bogen er først og fremmest sproget, som flere steder synes at gentage sig selv, når det kommer til brugen af deskriptive adjektiver, dens fantasiløse skurk (quest-giver er skurken, hvilket er tamt) og særligt indledningen, hvor man bevæger sig rundt i intetsteds-/allesteds-København/købstad.
Vil du gerne give andre oplevelsen af at vælge deres vej gennem en bog, og ikke lige har nogen af din barndoms Sværd & trolddom-bøger liggende, så er Ankors amulet trods mine kritikpunkter en fornøjelig oplevelse.
Anmeldereksemplar er venligst skænket af DreamLitt. Du kan læse mere om DreamLitts tværveje-udgivelser her.
Biblioteket som indgang til en fantastisk verden er et meget skægt greb, omend det lugter lidt af en belærende ‘læsning er sejt!’ morale.
Hvad der altid frustrerede mig som barn var når sådanne bøger gjorde målet uopnåeligt, hvis ikke spilleren/læseren fulgte en helt bestemt rækkefølge. Hvor slem er ‘Ankors amulet’ i det henseende?
LikeLike
Jeg synes ikke, der er nogen morale omkring biblioteket og ‘læsning er sejt’, men snarere en reference til arketypen ‘nørdet børn søger fred og frihed på biblioteket’ (se også Den uendelige historie).
Ankors amulet har mere end en rute, men der er nogle ting, man skal gøre (f.eks. bruge den første del af færden på at samle udstyr, som skal bruges i en senere del), men det er ikke flaskehalse, som er værre end dem, man finder i Sværd & trolddom-bøger. Jeg var positivt overrasket over, hvor ‘ikke-slem’ bogen på det punkt var.
LikeLike