Warhammer FRPG 4th edition – Ashes of Middenheim: episode 14

I denne episode af vores Ashes of Middenheim kampagne tog spillet en finurlig drejning, da vi kom til det store retsalsdrama. Vi er godt i gang med at spille Warhammer Fantasy 4th edition, hvor vi ikke er gode venner med regelsystemet, men finder stor underholdning i selve Warhammer fantasy universet.

Forløbet kort går på, at vore karakterer senest har stormet en kaos-helligdom skjult under en kro i byen Middenheim i hælene på heksejæger, som forinden også havde stormet stedet, men var blevet trængt tilbage af kultisterne. Heksejægeren blev efterfølgende fundet af byvagten, og han blev arresteret for at være kultist, fordi man fandt på ham den bog, som han tog fra kulten.

Derfor er der nu foranstaltet en større retssag, hvor anklageren er centralt placeret i Ulrik kirken, som dominerer i Middenheim og omegn, mens anklagede er heksejæger for Sigmar-kirken, ligesom hans forsvarer er en højt placeret person i samme kirke.

Retsalsdramarollespil

I stedet for at udspille retssagen mellem en række NPC’ere, hvor spilleder enten laver et enmandsteater eller kommer med en opsummering, får vi spillere udstukket hver vores birolle, og så har vi fornøjelsen af at udspille dramaet.

Dommeren bliver spillet af spilleder, og først på banen kommer anklager, som opsummerer sagen, og han afhører den anklagede heksejæger. Efterfølgende har forsvareren en mulighed, og snart ender sagen på at være ord mod ord, hvor anklageren beklikker hele Sigmar kirkens ære, idet han ophidset anklager Sigmar-kirken for at skjule kaos kultister. Omdrejningspunktet er, at heksejægeren, som er medlem af en lyssky orden Ordo Fideles, som bruger hårde metoder i deres jagt på kaos, er blevet fundet med en kaos-bog, og derfor må han være kultist.

Heldigvis kan et vidne frembringes, Johan Opfer, som er det stakkels offer for kaoskulten, som vore karakterer undsatte sidste gang, og han kan bekræfte ikke blot kultens eksistens, men også at heksejægeren tiltvang sig adgang, huggede kultister ned, og da han var såret, erobrede han deres kultbog og flygtede med den.

Dermed er sagen på plads, da anklager pludselig skifter retning. Han indkalder forsvareren som vidne! Dernæst fremdrager han et ikon, nemlig intet ringere end det stjålne ikon, som forsvandt på mere eller mindre mystisk vis tidligere i kampagnen (tilbage i episode 3), og som vore helte har søgt lige siden. Nu er det tilbage, anklager forhører sig, om det er det stjålne kultmaleri, hvilket vidnet, sagens forsvarer, bekræfter. Da vender anklager ikonet om og på bagsiden afsløres et kaos symbol!

Tumult og optøjer bryder ud i retssalen, da anklager pisker en stemning i vejret ved fremvisningen af ikonet med kaos-motivet, og den underliggende anklage om, at Sigmar-kirken i virkeligheden er et dække for Kaos. Sagen bringes hastigt til en ende og folk eskorteres ud af kirken.

Heksejægeren er imidlertid fri, idet der ikke var tvivl om hans uskyld ved sagens afslutning, og anklagerens fremturen var ikke relevant for de anklager, men har derimod splittet de to kirke fra hinanden og opildnet til optøjer.

Vi kan til gengæld ikke lade være med at spekulere over, hvordan anklager har fået fat i ikonet, og hvordan kaossymbolet er dukket op. Den simple forklaring er, at anklager er blevet korrumperet af kaos, har med onde håndlangere fået fat i ikonet og vandaliseret det. Det tilkommer derfor vore helte at bringe en ende på den sag, men hvordan?

Imidlertid dukker en gammel bekendt op, Fader Ranulf, som vi tidligere overdrog kaoskraniet til, og som han pakkede ned i en særligt forseglet kiste (episode 9), så dets onde indflydelse ikke skulle korrumpere nogen – men nu frygter han for, at den korrupte anklager og hans håndlangere, som er en del af en fanatisk orden inden for Ulrikkirken skal få fingre i kraniet, og han beder derfor vore helte om at overdrage kraniet til Albert Zweistein (dobbelt så smart som Einstein) ved Collegium Theologica, så de kan ødelægge kraniet.

Vi indvilliger og bevæger os skjulte og usete gennem gaderne, hvor optøjer truer med at bryde ud, og kun et strengt opretholdt udgangsforbud holder nogenlunde ro. Hos kollegiet finder får vi afleveret kisten, men til vores skuffelse indeholder det ikke længere kaoskraniet, men derimod et afhugget menneskehoved (faktisk den stakkels Johan Opfers hoved, men vi nænnede ikke at staklen skulle have en så grusom skæbne efter hans mange trængsler som fange hos kaoskultisterne). Nogen har taget det dæmoniske kranie, og det kan kun være de korrupte kræfter i Ulrikkirken. Der er ikke andet for, end at vore helte sniger sig ind i kirken og gør en ende på anklageren og hans kumpaner (og undervejs undgår Ulrik-folk, da de fleste vil være uskyldige folk uvidende om korruptionen i kirkens øverste kredse).

Her stopper vi spillet.

Bemærkninger

Vi havde regelssystemet minimalt i brug denne gang, men vi havde XP-systemet oppe og vende, da vi måtte konstatere at stærkt historiedrevne scenarier som f.eks. Ashes of Middenheim spiller dårligt sammen med den missionsbaserede XP model, hvor man sætter sig mål fra spilgang til spilgang for, hvad man gerne vil opnå. Jeg har tidligere kritiseret denne mekanik for at være dårligt implementeret (se Mouse Guard for, hvordan  det skal gøres godt), og det var tydeligt for os igen denne spillegang, da vi ikke kunne få målene til at spille sammen med handlingen.

Retssalsdramaet er en af de gimmicks i scenarier, jeg godt kan lide. Det er sjovt, når et scenarie bryder rammen for det normale spil, og at lade os udspille retssagen i stedet for at se NPCer gøre det, gav en kærkommen lejlighed til at bryde rammerne. Det er en ting, som optræder i scenarier rundt omkring. F.eks. D&D modulet DDA2 Legions of Thyatis (1990) har samme element, hvor man også via biroller udspiller en retssag.

Næste gang kommer vi til klimaks i Ashes of Middenheim, hvor vi skal konfrontere den onde kaoskult, som har infiltreret Ulrikkirken, og det er med al sandsynlighed afslutningen på den sæson.