Mutant Crawl Classics – Incursion from the Ultradimension

Incursion from the Ultradimension er det fjerde Mutant Crawl Classics modul, og det er for en level 3-gruppe, og efter at vi i karantæne-gruppen har spillet os gennem de tre foregående scenarier (foruden grundbogens intro), ville det være oplagt også at spille dette scenarie. Det kommer bare ikke til at ske.

Incursion from the Ultradimension er et dårligt scenarie. Kort fortalt plages en lokal landsby af monstre, og vore helte drager til monstrenes ophav, som er en ø ude på havet, som er en tudsegammel forskningsstation, hvor et eksperiment har åbnet en flænge til en anden virkelighed gennem hvilken kommer fæle monstre, og de og deres virkelighed inficerer langsomt forskningsstationen og vores virkelighed, og vore helte skal standse det.

Scenariet er en god bane til et Doom-lignende computerspil, hvor man er i en labyrint, som slutter om sig selv bevæger sig rundt mellem seks sektorer, som er fyldt med rum, hvor der er mystiske monstre, som er trængt igennem fra en anden verden, og som man skal slå ihjel. Monstrene har forskellige særlige angreb eller farlige effekter til at differentiere dem fra hinanden, og de er meget lovecraftian i deres besynderlige og ubegribelige natur og udseende. Til sidst konfronterer man boss monstret i en episk finale, og undervejs har man set også nogle andre seje, overjordiske væsner.

Det er til gengæld et kedeligt Mutant Crawl Classics modul, og det udstiller en forfatter, som enten ikke har villet skrive et MCC modul eller smidt retningslinjerne væk og i stedet taget den bane, som han havde designet til et Doom-lignende spil og skrevet et scenarie over det. Eller rettere at forfatteren har forelsket sig i en ide, som har fået lov til at diktere scenariets form frem for at indrette det til at give en MCC-oplevelse. Selve Ultra-dimension elementet dukker op igen i et senere MCC-modul, som synes at ramme bedre plet med MCC-oplevelsen, og det givet en fornemmelse af, at det her scenarie er mere et oplæg til en senere spiloplevelse, og at scenariet derfor er endt med at være hovedsageligt kamp fuldt af kamp fuldt af kamp.

En sjov detalje i scenariet er, at forskningskomplekset, som det meste af scenariet udspiller sig i, foregår på indersiden af en gigantisk kube eller terning, hvor man ubemærket bevæger sig fra side til side, når man bevæger sig fra sektor til sektor. Kortet er stort og detaljerigt, og det bliver i modsætning til de foregående scenarier nødvendigt at tegne kort – både for at orientere sig og for at opleve den sjove forvirring det er, at bevæge sig rundt på indersiden af terningens seks sider. Ulempen er, at der nu skal tegnes kort, og det er en enorm bane. Faktisk en så stor bane, at mange rum ikke er beskrevet i scenariet, og der er et belejligt appendiks, hvor man via terningkast kan generere indholdet af de ubeskrevne rum og fylde dem med flere monstre at kæmpe imod.

Og monstre er der mange af. Rigtig mange, og hvor de andre scenarier har udmærket sig ved sjove møder med sære væsner og nogle enkelte kampe, så er der næsten udelukkende kampe (undtagen i mødet med de humanoide mutant-marsvin, som er opstået i forskningscentret ene rum, og det er en charmerende ide).

De ting, som har været noget af det sjove i MCC-modulerne – knapper at trykke på, udstyr at eksperimentere med, sære mutationer at tilegne sig – er der ingenting af. Borte er alle teknologiske fund, som ellers har båret modulerne, og borte er næsten samtlige sjove knapper at trykke på. Det er et Crawl modul, som har taget Mutant ud af scenariet på den hårde måde.

Jeg overvejede ved gennemlæsningen af scenariet, om jeg kunne skære scenariet ind til benet (for introen uden for forskningsbasen var fin) og spille de sjove dele, men efter at have kigget teksten igennem en gang mere, så må jeg konstatere, at der ikke var nogen sjove dele at spille. Blot kamp efter kamp. Det gad jeg ikke udsætte mine spillere for, og jeg gad heller ikke selv spille det.

I stedet har jeg kigget på det næste scenarie, Warlords of Atoz, som nok er den mest tydelige homage til et af MCCs vigtigste inspirationskilder og genreværker – og så ser det sjovt ud. Allerede da jeg bladrede det gennem, fik jeg lyst til at spille det. Om vi får det på bordet en dag, vil tiden vise.