Fading Suns: Pax Alexius

Der er rollespil, hvor universet virkelig fænger eller fascinerer. Hvor man virkelig drages af at gå på opdagelse i det og møde de ting, man har læst om. Fading Suns er for mig det rollespil. Udfordringen med denne type rollespil er, at der er meget univers, der skal kommunikeres til spillerne, og i rollespil er der ikke gode værktøjer til at gøre det. Imidlertid er Fading Suns kommet i en ny udgave, Pax Alexius eller 4th edition (eller 3rd alt efter, hvordan man tæller).

Længe har jeg gerne villet spille Fading Suns – det har været et tilbagevendende motiv her på bloggen (blandt en kampagne om at rejse rundt i Den kendte verden) – men udover en spændende og omfangsrig verden, så er de tidligere udgaver af Fading Suns regelsystem – Victory Point System (VPS) – et ægte 90’er WoD/Ars Magic-inspireret d10-system, hvis bærende designfilosofi er, at GMs plot trumfer systemet, så derfor behøver systemet ikke at fungere, og spillerne er med for at opleve plottet udfolde sig foran dem. Derfor blev det kun til et par forsøg med at spille Fading Suns tilbage i 90’erne og de tidligere 00’er.

Den nye udgave fra forlaget Ulisses, der senest har overtaget licensen, og finansieret af kickstarter i to omgange (hver gren finansieres af ks, så der kommer nok flere), og som inkluderer den oprindelige designer, Bill Bridges, leverer en ny tolkning på regelsystemet, som måske denne gang virker (og ellers er der allerede udgivet et officielt anerkendt fan-hack). Det skal i alle fald stå en prøve.

Universet

Året er 5023 i skrivende stund, for Fading Suns universet er ‘levende’, dvs det fremskrives konstant, så det er 3000 år foran os. Der sker derfor en udvikling i tidslinjen og verdenen fra tidligere udgavers supplementer, der blev udgivet for 20+ år siden og frem til nuværende udgaves supplementer (rollespil som Shadowrun og tegneserier som Hellblazer gør det samme) – og det fascinerende at sammenligne og se, hvordan tidslinjen er blevet fremskrevet: Kejser Alexius har nu siddet på tronen i mere end 20 år, og spændingspunktet i de ældre værker, om han ville vælge den ene eller den anden bejler, og derved skifte magtbalancen i Den kendte verden i den ene eller den anden retning, er blevet afklaret – men ikke som vi havde ventet det. I stedet for en adelsfrue fra et af de store adelshuse har han giftet sig med en barbarisk vuldrok prinsesse, og sammen har de nu en datter, som en dag skal arve tronen i Føniksimperiet. Det er blot en af ændringerne eller udviklingerne.

Lad mig dog tage et skridt bagud. Fading Suns er et Dune-inspireret space opera univers. Det er middelalderen i rummet. Det er et neofeudalt, højteknologiske samfund, hvor moderne og futuristisk teknologi er ekstremt skævt fordelt, og hvor kirken har en stor indflydelse.

Fading Suns er også en futuristisk middelalderverden, hvor man har taget arketypiske elementer fra den lange middelalder og genskabt i en ny sammenhæng. Det tillader, at man som GM kan bruge short hands fra tid til anden, så som at forklare at den kirkelige sekt, Brother Battle, er det samme som korsriddere, og at de hedenske vuldrokker er det samme som vikinger i rummet. Settingen har derfor paralleller til alle mulige ting inkluderende folklore og myter. Den byder således indirekte på kentaure, som her er Shantor, et intelligent hestefolk, og på trolde i form af de firearmede, kattelignende kæmper kaldet vorox (og de er også pendant til wookies i Star Wars).

Universet består af Den kendte verden rummende omkring 30 planeter forbundet i et netværk af enorme stjerneporte, som hele flåder kan passere igennem. Samfundet er samlet under Kejseren, og det er opdelt i tre stænder – adel, kirke, gilder – samt gruppen af fribønder. Størstedelen af befolkningen er mennesker men den rummer også et lille antal cyborgs, mutanter og psykers samt små grupper af ikke-mennesker som vorox, shantor, ur-ukar og ur-obun (sidstnævnte er ækvivalenten til mørkalfer og lysalfer) og en del flere. Uden for kejserriget er der Vuldrok stjernenationerne på den ene side, på den anden side er kurga-kalifatet, på en tredje side er Vau (ikke-mennesker; lidt en ækvivalent til Kina dengang Europa var i middelalderen), og på den fjerde side er symbionterne (svarende til Warhammers tyranider; FS er en kitchen sink setting, og vil man gerne spille aliens vs space marines er det en del af universet). Derudover er der alle de tabte verdener, man kan genopdage, og de udfylder en masse Space Opera arketyper. Man kan således have kampagnerne, som udspiller sig blot på en planet, eller det kan være kampagner, hvor man rejser mellem talrige verdener osv.

En charme ved Fading Suns er samspillet mellem det overnaturlige og det teknologiske. Det er en verden, hvor mirakler finder sted, hvor hekse truer og dæmoner lurer, og hvor kætteri kan bringe folks sjæle i fare, og det er også en verden, hvor umådeholden dyrkelse af teknologi tilsyneladende kan lade folk moralsk på afveje. Det er en verden, hvor religion både som varetager det overnaturlige, som social institution og som en del af folks verdensbillede spiller en rolle. Det gør, at religion fylder en rolle i et omfang, man sjældent ser i rollespil, også selvom klerke med hellig magi er en del af rollespils fantasygenrens norm.

Hvad spiller man?

Den store og omfangsrige verden gør, at man kan spille alt muligt, og med alt muligt ender man også med ikke at ane, hvad man skal spille. Man kan spille en flok scraver gildearkæologer, der udgraver tabt teknologi på forladte måner hjemsøgte af dæmoner, eller en flok oprørske bønder anført af en tiggermunk, som forsøger at genindføre demokrati, eller man kan spille en flok klonede mutant-krigsveteraner proppet med cyberware, som forsøger at finde deres plads i et lavteknologisk landbrugssamfund, som ikke har brug for dem. Den store bredde gør, at Fading Suns siden Second Edition har haft deres Questing Knight med entourage som guidende princip: Man skal spiller en ridder med følge, som er på en gralsfærd efter portnøgler til tabte verdener. Det er en praktisk måde at forme en eventyrergruppe, der har en klar grund til at rejse rundt, og en god grund til et bredt sæt færdigheder i gruppen. Dertil er det fint koblet ind i universet, idet kejser Alexius har indstiftet en ridderorden af adelige til at finde nøglerne til tabte verdener og bringe dem tilbage i kontakt med Den kendte verden. Det er dog langtfra det eneste man kan spille, hvilket ovenstående eksempler gerne skulle understøtte.

Systemet

Fading Suns: Pax Alexius benytter et anderledes task-resolution system. På overfladen er det intuitivt, men der er flere spidsfindigheder ved systemet. Grundlæggende ruller man d20 under stat+skill. Samtidig skal terningkastet være lig med eller højere en sværhedsgraden. Således kan man f.eks. rulle d20 lig med eller højere end sværhedsgrad 2 og under evne+færdighed på 11. Der er generelt ingen modifiers til terningkastet, men det er muligt at rulle med advantage/disadvantage pr D&D 5th eller CoC 7th.

Det spidsfindige i systemet kommer ved Victory Point elementet: Værdien af terningkastet giver Victory point svarende til terningkastet, hvis resultatet var en succes. Så hvis der rulles en 7’er mod evne+færdighed 11, så opnås 7 Victory Point. De 7 point spenderes til at nå sværhedsgraden – som i førnævnte eksempel var 2. Der skal blot bruges 2 point, så her er handlingen en succes. De resterende 5 point kan enten gemmes til at booste senere terningkast eller de kan spenderes nu til at opnå en bedre grad af succes. F.eks. kan der spenderes yderligere to Victory Point på at købe en bedre succes, og de resterende tre point kan gemmes til en senere test. Gemte point kan enten bruges til at hæve chancen for succes, eller de kan efter terningkastet spenderes på at nå sværhedsgraden; hvis der f.eks. skal laves en test mere mod sværhedsgrad 2 med evne+færdighed 11, kan de tre overskydende point bruges til at hæve chancen for succes fra 11 til 14, og/eller der kan gemmes point til at opnå sværhedsgraden efter et succesfuldt terningkast.

Et element i konfliktsystemet er, at to parter i konflikt med hinanden, kan rulle angreb og forsvar, hvor forsvarer bruger sin point til at hæve sværhedsgraden for succes, mens angriber bruger sine point på at opnå point nok til at nå sværhedsgraden. Det gælder grundlæggende set både for sociale som fysiske kampe. I sociale konflikter er resultatet, at man får pålagt opponenten sociale tilstande – duperet, skræmt, vred, venskabelig, fascineret etc. – og der er en spilmekanisk konsekvens af det, samt en opfordring til at konsekvensen primært gælder for NPCere, mens den for PCerne primært rollespilles.

Systemet bruger en levels, men uden brug af classes. Dvs. alle karakterer har et level, og det dikterer, hvor mange Victory Point de kan lagre, hvor meget health de har, antal skill points og perks. Karakterernes sociale stand afgør hvilke skills og perks, de har adgang til. Perks svarer til talenter, feats og lignende i andre systemer. Der er virkelig mange at vælge imellem, og mange af dem er sjove, fordi de giver adgang til forskellige former for sociale manøvrer, som f.eks. Cartophylax, som har adgang til alle kirkelige arkiver, eller Holier than thou, som lader karakteren recitere passager fra Omega Evangeliet og agere så hellig, at folk ikke tør slå på vedkommende i kamp.

Dette er blot en kort præsentation af et stort rollespil. Meget mere om Fading Suns i kommende indlæg, hvor vi kaster os ud i at spille Fading Suns en planet og en sektion af reglerne ad gangen.