Guide til at spille Gumshoe rollespil – efterord

I to indlæg har jeg været rundt om Gumshoe systemet. Det første var en overordnet snak om systemet, og det andet indlæg var konkrete tips og tricks til at køre Gumshoe. Her skal det i stedet lidt om at læse regelbøgerne og grokke systemet.

En udfordring er, at det ligner noget, vi kender godt, og man kan lade rutinen køre systemet, men når man gør det, er der altid nogle mislyde. Det er, som når man glemmer at koble ud under gearskifte.

Indskudt addendum: biroller

Netop som udgiver disse artikler, dukker et interessant indlæg op på The Alexandrian om NPC’ere i Gumshoe: det argumenteres her for at der er en grundlæggende ubalance i pointsystemet mellem karaktererne og birollerne, idet karaktererne skal holde hus med pointene over mange konflikter mens NPC’erne kun skal vare en konflikt (samme problemstilling med critical hit damage, hvor konsekvensen for biroller kun er den ene konflikt, mens det for spillerne er en vedvarende effekt over mange spil), og det derfor kan være bedre at fuldt ud passe birollerne ind i Gumshoes player facing system. For spil med mange NPC konflikter kan det være meget relevant.

Tilbage til læsningen af Gumshoe

Gumshoe systemet har været sært besværligt at mestre. Gennem årene har jeg læst mange artikler på Pelgrane Press hjemmesiden om, hvordan man kører spillet og benytter det særegne skill system. Et tydeligt tegn på at mange har haft svært ved at få tag om systemet.

Det er også et system, hvor det er spilleder, som skal aflære sig måder at spille på, ikke spillerne, og det gør det ikke nemmere. Her har for mange manglet en Critical Role kanal, der spillede flot og fængende Gumshoe rollespil, og selvom der er podcasts, hvor man kan høre Kenneth Hite være GM på Night’s Black Agents, så bliver det ikke tydeligt, hvad det er, han gør som GM.

For mit eget vedkommende synes jeg først, jeg med NBA rigtig har fået greb om systemet, som jeg ikke tidligere har haft. At spille Trail of Cthulhu og tro, det blot er Call of Cthulhu med et andet task resolution system og auto-succes på Spot Hidden og Library Use, skjuler at det også er en anden måde at tænke scenariestruktur og kommunikation på, for særligt brugen af efterforskningsfærdigheder til at indhente oplysninger kræver en særlig kommunikation for at opnå et smukt forløb.

En anden ting, der var en udfordring ved NBA (og til dels andre Gumshoe systemer) er reglerne som katalog. I andre systemer er det nemt at sætte sig ned og få greb om kernestrukturen i reglerne (og den korte del i Gumshoe er ‘rul d6 plus skill point mod ukendt sværhedsgrad’), men på en eller anden måde blev reglerne i NBA ved med at glide mig af hænde, indtil det blev tydeligt, at bogen bare havde regler overalt, og mange af dem var situationenelle regler, der bruges efter behov og egentlig ikke er noget, man sætter sig og lærer. I stedet inddrages de, når det passer ind i scenen, scenariet eller kampagnen.

På samme måde var det sært at sætte sig ned og spille NBA scenarierne for nogle sekvenser, særligt actionscenerne, var opremsninger af potentielle dramatiske øjeblikke, som kunne opstå i scenen. Det var kataloger til inspiration og improvisation. I modsætning til andre scenarier var der ikke så meget at forberede men mere noget at lade sig inspirere af midt under spillet. Det var igen en anderledes måde at forstå scenarieskrivning på, at der dele som ikke skulle forberedes men blot bruges som inspiration til improvisation, når scenen kørte, og jeg derfor ikke skulle bruge materialet på forhånd men derimod når spillet var gået i gang. Da jeg først væbnede mig til dette, begyndte actionscenerne at flyde langt mere naturligt.

Kort opsummeret (og primært med Night’s Black Agents in mente), så er dele af regelbogen et katalog af mekanismer, der aktiveres enten for en scene, et scenarie eller en kampagne. På samme måde er dele af scenarierne en tekst til at improvisere over frem for at forberede.