Episode 5 i Dark Sun kampagnen er episoden, hvor vi mødtes og levellede karaktererne op til level 5. Efter talrige opslag i vores stabler af regelbøger blev de rette feats, powers og udstyr fundet, og vi sprang flere levels frem og er nu level 5.
Vi spiller analogt, og der er printet cheat sheets og lavet diverse noter for at holde et overblik over alle evner og kræfter. Det er omfattende at stige levels for så utroligt mange felter skal udfyldes med opdaterede talværdier. Vi nåede ikke mere den aften.
Episode 6 fortsætter handlingen fra episode 4, og vi er nu nået til loot-fasen efter at have besejret monstrene. Der er adskillige magiske skatte, som vi fordeler imellem os.
Studiet af biblioteket giver os en del ledetråde om stedets ophav. Vi er i et psionic academy for Karak Ogrebanes ordenskrigere. Stedet er en del af et stort byanlæg langt større end Tyr, og udstyret med navnet Tyr’Agui. Ved anlæggelsen af byen skal enorme mængder vand drænes fra området, og byen ligger ved noget, der kaldes en sump, hvilket er ‘våd jord’. For vores post-apokalyptiske ørkenverden er omtalen af de store mængder af vand fuldstændig bizart.
Troldkongen, der regerede over Tyr, hed Karak, og ifølge traditionen er han umådeligt gammel. Omtalen af en Karak Ogrebane synes at indikere en sammenhæng med den nylig afdøde Karak. Dog aner vi ikke hvad en ogre er. Elverne (hvoraf vi har en i gruppen) kan huske fire hundrede år tilbage, og i al den tid har Karak altid været regenten. Vi er tilsyneladende i et arkiv, som dækker ældgammel fjern historie.
For længe siden, da byen skulle anlægges, var Karak en del af et broderskab af krigsherrer. Byen blev anlagt hen over to segl, som hver har forbindelse med ting uden for den kendte verden. Hinsides alt dette er Det grå, som er en tåget verden, der forbinder de hinsides steder, og i Det grå er Tomrummet eller Intetheden, som er en lokation gemt væk bag det ene segl. Bag det andet segl synes at være en adgang til elementarkræfterne, og det segl er muligvis svækket (deraf sidste episodes kamp med flammevæsner og deraf dagens senere forestående kamp). Der har været en intention om at foretage et mægtig rite over et eller begge segl men det er muligvis gennem århundreder ikke blevet udført – eller kun på lille skala gennem ‘menneskeofringer’ i byens arena. Dog synes der for nylig at have været gjort et forsøg – den enorme bygning rejst i bystaten og dens sammenhæng med arenaen signalerer noget mere, muligvis et forsøg på at ofre ikke kun gladiatorerme men også publikum (sært nok er der her et sammenfald med No Honor Among Thieves – ikke blot den bedste D&D film, men også den bedste eventyrfilm i meget lang tid), som blev hindret ved mordet på Karak.
Lokalerne vi befinder os i er et arkiv og træningssal. Der er indikationer rundt om i form af relieffer med mere at mennesker og halvinger har sært nok udgjort en meget stor del af byens befolkning. Der er ingen spor af half-giants eller mul, som muligvis fordi deres rolle i Tyr primært er som slaver, at de ikke er afbilledet i byens ‘selvportrætering’ – eller fandtes de to folk ikke dengang, og var halvinger mere end blot barbariske kannibaler bosiddende oppe i bjergene?
Talrige spørgsmål om Athas’ fortid presser sig på – og vores karakterer fortsætter udforskningen af deres verdens fortid.
Efter at have erhvervet diverse magiske ting, fortsætter færden ind under byen. Vi vælger at åbne en dør, som vi blokerede sidste gang, og et godt stykke inde i salen bag døren konfronteres vi med et elementarmonster skabt af luft akkompagneret af to levende hvirvelvinde.
Det er tid til initiativ.
Vi udkæmper en lang kamp, som varer omkring 5 kamprunder. Vi får lejlighed til at prøve vores mange nye evner af, og undervejs rette diverse småfejl på karakterarkene. D&D 4th edition er et system med mange modifiers, hvoraf mange er små og lidt omstændelige, og systemet er fintunet til at hvert et plus tæller. Det er desværre en svaghed ved 4th edition, for det er ikke interessant at tælle plusser og sikre sig at alle modifiers er med, og det tvinger os i stadig større grad at sidde med cheat sheets og oversigtsark.
Kampen er drilsk, fordi fjenden er hvirvelvinde, som puster, skubber og trækker vores karakterer rundt på slagmarken, og de angriber med kraftfulde vindstød, som rammer flere karakterer samtidig. Kampen bliver hård, og måske er det også et encounter, der grundet sine area attacks og synergien mellem de forskellige monstre, som er ubalanceret. Det holder hårdt at trække sejren i land, og to karakterer går i gulvet undervejs (men bringes tilbage igen). En styrke ved 4th edition er spillets evne til at kunne opstille interessante og tematiske kampe. Hvad jeg ikke får tydeligt præsenteret her er at med tid og et stort katalog af monstre med sjove effekter, kan man som spilleder konstruere meget forskellige typer af udfordringer, og deri er der en kvalitet.
I takt med at vi får spillet D&D 4th edition toner sig forskellige observationer frem. Det er et system med en markant wiff-faktor: ved hvert angreb vælger man en power at aktivere, og det gør ondt at se en encounter power brændt af på en forbier. Det er en sej effekt eller ingenting. Med daily powers følger i det mindste en ‘halv’ effekt ved en forbier. Oplevelsen af wiff forstærkes af, at der er meget lidt eller ingenting at lave i mellem ens ture, så at sidde og vente på aktiveringen af en power og så opleve at der ingenting sker, er ekstra træls (som også opleves i andre versioner af D&D, særligt når man som spellcaster benytter en ‘save or die’ spell blot for at se modstanderen klare sit saving throw).
Det synes nærmest forstærket af, at der er meget lidt man kan gøre for at øge chancen for at ramme med et angreb (man kan manøvrere sig til en Combat Advantage og opnå +2 attack bonus, og man kan vælge et angreb, som går mod en af modstanderens dårlige forsvar – forudsat man har et sådant valg mellem de to powers, man ønsker at bruge). I modsætning til andre systemer, kan man ikke opbygge til et angreb med en øget chance for at ramme (der er for eksempel ikke noget med at opbygge en kombo af angrebskort, som sikrer en træffer).
En række af kritikpunkterne mod 4th edition har vist sig ret hurtigt. Dog det nok mest væsentlige kritikpunkt er den måde, som spillet veksler mellem ‘kamp’-fasen og ‘alt andet’-fasen. Vores karakterer er gearet mod at kunne gøre en masse i kamp og være ret diffuse med deres kræfter uden for kamp (for eksempel kan min karakter foretage et telekinetisk ‘skub’ (slide target 1 felt, minor action, encounter power), men hvordan fungerer den evne uden for kamp?). Kontrasten forstærkes af, at der er en følelse af, at hvad der sker i de to faser ikke påvirker hinanden – i den ene fase udvikler handling, karakterer og verden sig, i den anden får vi lov til at rulle terninger og aktivere spilmekaniske effekter. Det giver to løsrevne spil, som hver især er hyggelige at spille i godt selskab, men som ikke hænger elegant sammen. Det er de samme problemstillinger, jeg sad med for snart ti år siden, da der sidst spilledes 4th edition.
På sin vis er D&D 4th edition lidt som at spille Gloomhaven, Folklore, Descent og lignende dungeon crawler brætspil men med den forskel, at der i stedet for en spildesigner, som har udtænkt sig en kamp, hvor modstanden leveres af spillet, så sidder der en spiller, som skræddersyr kampene og håndterer udfordringen direkte frem for at overlade det til en analog AI. I stedet for at læse et oplæg til kampen højt, foregår den i en dialog mellem spillerne. At spille D&D på denne måde er ikke forbeholdt 4th edition. Det kan og bliver gjort i 3rd, 5th, PF1 og PF2, men 4th edition er svært at spille på anden vis.
Kampen endte med en sejr for vore helte. Nogle har nu brændt deres fleste healing surges, og selvom vi generelt har mindst en daily power tilbage og i en ny kamp, får encounter powers igen, så er mængden af hit point tilbage der, hvor det nok er bedst med en taktisk retræte og fortsætte udforskningen af ruinerne under Tyr en anden dag.
Næste gang: tilbage til overfladen?
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 