Præcis hvem, der spillede rollespil, lader vi stå hen i det uvisse lidt endnu.

Tilfældighedernes gang har ikke været flinke ved spilgruppen, og det er nogen tid siden vi afsluttede DL1 Dragons of Despair, og vi skal nu til at spille DL2 Dragons of Flame. I dette scenarie er kodeordet Railroading, og det blev til noget af en oplevelse.

Fra AD&D 1st Ed til Dragonlance

Vi indledte vores spil med konvertere gruppens karakterer til Dragonlance-settingen. I vores lille leg lader vi som om, at vi begyndte med DL1, mens vi kun rådede over scenariet, og at efter scenariet blev spillet, erhvervede vi DragonLance Campaign Setting-bogen til AD&D 1st edition (der kom en hel æske til AD&D 2nd ed). Det tog en aften at konvertere karaktererne, og valget var ikke let for druider og troldmænd. DragonLance-settingbogen antager, at man enten er født på Krynn og vokset ind i de forskellige klasser og racer, eller at man kommer udefra fra andre verdener, men at man beslutter sig for at konvertere fra AD&D til DL, det er ikke dækket i bogen.

Druider findes ikke, så Nis måtte opgive sin druide-karakter og lade den konvertere til en clerig for guden Mishakal (da denne er den eneste, som har vist sig for vore helte endnu). Kristoffer og Susanne skulle spekulere i at ændre deres troldmand til en rød-, hvid- eller sortkåbe troldmand, og disse har hver deres XP-tabel, og hver deres spellcasting-muligheder. Spells, antallet af spells eller level? Disse ville ændre sig alt efter farven, så valget var ikke let. Christinas kendar rogue var der ingen ændringer til.

En interessant ting ved DL-bogen er, at den rummer regler for magi-skoler og at klerkes evner er betinget af deres guder, og herved peger bogen i retning af regler, som optræder i AD&D 2nd edition. DL-bogen er fra 1987, som er samme år udviklingen af AD&D 2nd ed påbegyndtes.

Scenariet begynder

Vi begynder, hvor vi slap sidst … omtrent. Vore helte har forladt ruinbyen i sumpen (sidst flygtede de ud af den sammenstyrtende undergrund, men vi klipper nu og ignorerer en masse logistiske problemer), og de er allerede igennem bjergene, der adskiller sletten fra kystområdet (hvor ruinbyen Xak Tsaroth ligger), og har passeret den første udbrændte sletteby, og de ankommer nu til den næste udbrændte sletteby (som de passerede i sidste scenarie, hvor den var intakt). Her finder de en døende NPC:

These are the old man’s last words. Treat his hit points as -10 at this point; if a PC clerig performs a cure that brings him to at least 1 hp, he revives. However, he will lose 1 hp/turn and have no further memory of his experience. Eventually he dies.

I D&D kan de godt lide døende budbringere, men i en verden med magisk helbredelse og genoplivning af de døde og med samtaler med de døende, skal reglerne omgås for at skabe døende budbringere, og døende budbringere vil man have.

Herefter følger en kamp med en flok draconians, og vi møder nu en ny type, som opløses i syre, når de dør, og de sårer, hvor helte hver gang de dør, hvilket gør dem ret stygge at slås imod, og de slikker deres våben før kamp for at påføre klingerne dem edder, der lammer deres ofre.

Ankomst til Solace

Efter den udbrændte sletteby ankommer vore helte til Solace, der er faldet for fjendens angreb, men vore helte vover sig stadig ind for at finde Otiks kro, Inn of the Last Home. Kroen finder de, og de træder ind …

… og her bliver de taget vel imod af kropigen Tika

… som beordrer dem sætte sig og spise og snakke med hende, da hun gerne vil med dem på eventyr

… og netop da går den mystiske fremmede hen til vore helte

… men han demaskeres af en flok draconians

… og Tika i sin vrede slår en af dem ned med sin stegepande

* og nu udkæmper spillerne en kamp mod draconiansne

… og ind træder hobgoblinlederen Fåmester Tudese, som arresterer Tika, den mystiske fremmede (elveren Gilthanas) og vore helte

… og alle spærres nu inde i en tremmevogn, hvor de bevogtes af hobgoblins, goblins og draconians sammen med tre andre mænd (bid mærke i nr. 3 fra venstre, ham vender vi tilbage til), og der er en lang beskrivelse

… og vore helte sidder indespærret i lang tid, og der er en lang beskrivelse

… og vore helte hører våbengny, og det viser sig, at smeden Theros Ironfeld er blevet afsløret, og nu tages til fange. Gilthanas fortæller, at Theros elverven reddede Gilthanas og har smuglet elvere ud af byen

… og Theros smides ind i vognen, hvor han ligger stærkt blødende, da hans arm er blevet hugget af, men hans sår heles af Nis’ karakter.

… og vognene ruller af sted, og der er en lang beskrivelse

… da heltene begynder at stille spørgsmål, bryder Gilthanas ud i en lang monolog, hvor han opsummerer, hvorledes Qualinesti-elverne blev til, og hvorledes fæstningen Pax Tharkas blev oprettet som en tegn på venskab mellem dværge og elvere, men nu må fæstningen være faldet via forræderi og de onde anført af Drageherren Verminaard tvinger slaver til at arbejde i fæstningens jernminer.

… og så kører karavanen ind i et elverbaghold, og al ting er pludselig kaos

… hvilket følges af en lang beskrivelse af Fåmester Tudese, der mishandler sin tjener, og udstikker denne nogle ordrer, inden han galoperer ud ad scenariet (ligesom han gjorde i DL1, hvor han ledte efter Den blå stav og beordrede heltene dræbt), og derefter befrier tjeneren vore helte, og derefter forsvinder han ud af scenariet

– vore helte får nu lov at hoppe ud af vognen, kæmpe mod goblins, lede efter deres udstyr og kæmpe mod hobgoblins. Kampen begyndte at blive lang og triviel, da der skulle bankes 20 goblins, som ankom parvis, og derefter 16 hobgoblins, som vogter vore heltes udstyr. Fire PC’ere og seks NPC’ere gjorde, at jeg rullede mange terninger, spillerne ikke så mange.

… Gilthanas opfordrer vore helte til at flygte sammen med de befriede fanger og elverne ind i skoven. Forfølgerne render ind i elvernes fælder og må opgive at jagte dem

… Gilthanas taler med elvernes leder, Porthios, og derefter taler Porthios til de befriede fanger, som han råder til at flygte syd for fæstningen Pax Tharkas

… og så taler Porthios til vore helte, som han anbefaler kommer med ham, da han har hørt godt om dem fra Gilthanas

… så følger en lang beskrivelse af rejsen hen til et vandfald bag hvilken er en hemmelig rute

… så følger en lang beskrivelse af rejsen oppe på et plateau nået via den hemmelige rute

… så følger en lang beskrivelse af elvernes smukke by

… så snakker Gilthanas og Porthios sammen igen, og vore helte tilbydes et sted at hvile, men først skal de lige snakke med Elvernes Taler

… og efter en længere beskrivelse af elvernes haller, dukker Elvernes Taler op, og han taler med Gilthanas og Porthios, hans sønner, og Gilthanas fortæller, om sin forfejlede mission til Pax Tharkas, som strandede ham i Solace, hvor hans rejsefæller blev henrettet med drageild fra Verminaards røde drage

… herefter taler Taleren til heltene kort, og han følges af hofpoeten, som reciterer The Canticle of the Dragon (som vi også reciterede i DL1), og herefter dukker Laurana op, og hun fører vore helte til deres kvarterer

… hvorfra de om aftenen kaldes til elvernes udendørs sal, hvor Elvernes Taler opsummerer situationen for vore helte: Vi er omringet af fjendtlige hære og er nødt til at forlade vore lande, men for at rejse sikkert mod vest, skal hæren ved Pax Tharkas standses. Drag med Gilthanas via Sla-Mori ind i fæstningen og gør det

… efter den lange udredning og forklaring, bryder elverne ud i sang, og der er en sangtekst med noder og det hele, som reciteres for spillerne

… hvorefter heltene føres tilbage til deres kvarterer af Laurana, og netop, som hun forlader dem, kidnappes hun af Fåmester Tudese, der hævngerrigt er kommet flyvende forbi på en wyvern. Han kidnapper Laurana, og efterlader en flok draconians til at forhindre vore helte i at redde hende, og derefter flyver Fåmester ud af scenariet igen. Vi springer kampen over, da den er ligegyldig på dette tidspunkt

Her sluttede aftenens spil. Næste gang drager vore helte med Gilthanas, Tika, Ravneøje, Solstjerne, Guldmåne og Åvind til Sla-Mori for at trænge ind i Pax Tharkas, og vi glæder os til, at det bliver vores tur til at spille rollespil.

Lige ud af landevejen

Det burde nu fremgå af ovenstående gennemgang, at afsnit efter afsnit er alene mig som spilleder, der fortæller spillerne, hvad der sker, og hvilke NPCere, der gør hvad. Vore helte får lov til at komme med små indspark undervejs, men disse er generelt ligegyldige. Snart lærte spillerne, at vi kom hurtigere gennem scenariet, hvis de generelt undlod at gøre noget og bare nikkede pænt. Snart føltes dette også som meget langstrakt, og snart blev jeg opfordret til at gå hurtigere gennem teksten, og snart blev de lange, lange tekstblokke opsummeret hurtigere og hurtigere: “I kommer nu til elverbyen, meget elveragtig, meget smuk, I kigger på fine bygninger, meget smukke bla bla bla”, og på den måde nåede vi snart gennem den meget, meget lange indledning:

Fra heltene undslipper Xak Tsaroth til de sniger sig ind i Sla-Mori, er der ikke meget andet, end en meget lang indledning, som ikke opsummeres, men som gennemspilles med spillerne på sidelinjen.

Jeg har nu forståelse for folk, der vånder sig over scenarier med en historie, for folk, som brokker sig over spilledere, der “væver” en fortælling, og for folk, der klager over railroading, samt de mange kritikere, der mener, at der ikke er meget rollespil i traditionelle systemer. Men railroading er måske ikke så præcis en formulering, som sidelining, for spillerne er på sidelinjen, mens alle NPC’erne får lov at gøre alle de spændende ting.

On a Mission from God

Vore helte er sendt af sted af Mishakal for at finde folkets fødte fører. Præcis hvad det har med scenariet at gøre, aner jeg ikke. Måske er det planen, at spillernes karakterer vokser ind i denne rolle, at mens de leder efter lederen, bliver de selv lederen, men jeg har ikke den tillid til DL-kampagnen, men antageligvis kommer det i nogle senere scenarier.

Undervejs nævnte Nis’ flere gange, at vore helte havde et mandat fra en mere tungtvejende institution end elvernes chef, men både scenariet og elverne ignorerede dette, og sendte i stedet vore helte på alle mulige andre missioner.

Men hvem spillede så rollespil?

Tika, der tager sig sammen, og gør oprør mod dragemændene, og slår en af dem ned for at redde Gilthanas fra at blive mobbet.

Husker I mand nr. 3 fra venstre i tremmevognen? Han har også en historie. Det er Elistan, ypperpræst i Haven, som tilbeder de falske guder, men siden han så Nis’ karakter (og Guldmåne) bruge guddommelig magi til at helbrede så, er han begyndt at betvivle sit eget verdensbillede, og han gennemgår en krise, hvor han i næste scenarie bliver præst af Paladine, og vi får introduceret den næste DL-guddom. Alt dette aner spillerne naturligvis intet om, og de spændende kriser, der kunne være i oplægget, forbeholder vi NPC’erne.

Theros Ironfeld forsvinder mere pludseligt fra scenariet, end han dukkede op. Han nævnes ikke mere i DL2, men han dukker op igen langt senere, hvor han er blevet skænket en magisk sølvarm, så han kan smede dragelanser.

Bulpen Sestun (Gully dwarf), tjener til Fåmester Tudese:

“On your feet, you pitiful worm, and cover my glorious retreat. Above all, dog, these prisoners are not to escape!” Staggering beneath hia weight, Toede’s horse carries him to the front of the Collumn, where the sounds of fighting are faintest.

The little dwarf climbs to his feet, muttering under his breath. He adjusts his oversized helmet and raises a fist in the direction of his master. He still grumbles as his eyes wander to the cage holding the heroes.

Hoisting his dented battleaxe, he moves to the locks holding the cage shut, and shatters them with two solid blows. […]”

Vi har her en karakter, som ender med at gøre oprør mod sin herre, og her har vi en karakter, der gennemgår en udvikling.

Laurana af Qualinost:

Destiny has an important role for Laurana in the Epic of the Dragonlance, and she will be called upon to grow up in a hurry.

Her har vi en karakter, der er blevet lovet en udvikling, som kommer senere, mens Elistan undergår en forandring i baggrunden af scenariet, og Theros gør sig klar til sin episke rolle senere, og imens har han reddet en masse elvere. Imens har Tika valgt at gøre oprør mod invadørerne.

Vi har således en stribe karakterer, der gennemgår udvikling og dramatiske situationer, og imens sidder vore helte på sidelinjen og venter på, at der er nogle fjender, som de kan slå ihjel, og spillerne får lov til af og til at trykke på knappen “Ønsker du at spille videre? Ja/Nej“:

• Vil I hjælpe Tika mod dragemændene?
• Vil I flygte med elverne ind i skoven?
• Vil I gå med Porthios og Gilthanas til elverland?
• Vil I følge med Gilthanas til Sla-Mori?

Sikke det vrimler med NPC’ere

Vi sluttede scenariet DL1 med, at vore helte er i selskab med Solstjerne, Ravneøje, Guldmåne og Åvind. I tv-serier ville de overflødige karakterer udvandre i slutningen af episoden, og det accepterer vi, fordi det er en del af tv-serie-mediets måder at arbejde på, selvom det let virker kunstigt.

Sådan forholder det sig ikke helt her. Scenariet antager mere eller mindre, at Guldmåne og Åvind fortsat er gruppen, eller rettere at spillerne har valgt karaktererne fra bøgerne, og derved er Guldmåne og Åvind automatisk i spil. Men hvis vi skal holde det i fiktionen, så ankommer vi først til de fire slettefolks hjemby, som vi så var raseret i DL1, og de er eneste fire overlevende. Nærmeste beboelse er den næste sletteby, og der er ingen grund til at dele gruppen op inden da, da vore helte som minimum skal denne vej til at begynde med. Næste by er også udbrændt, og der er nu en sletteby mod syd, som der ikke er nogen grund til at antage endnu står, og så er der Solace stadig mod vest. Her skal vore helte hen, og herfra er der veje til andre byer, og der er derfor stadig ingen grund til at selskabets veje deles. I Solace støder vore helte nu på Tika og Gilthanas, og alle ti fanges og proppes ind i en vogn. Først ved elvernes befrielse af dem, er der mulighed for at splitte gruppen op.

6 NPC’ere og 4 PC’ere

Til næste gang skriver jer NPC’erne op, så spillerne kan få lov at spille dem ved siden af deres egne karakterer, og der vil forhåbentlig være en masse sjov at spille, hvis vi altså kommer til at spille rollespil, men mere om det til senere.
De mange NPC’ere giver til gengæld et meget AD&D’ish feel med henchmen og så videre, og de skal have andel af gruppens XP! De får et halvt lod hver.