Hvordan kan man spille i en setting, hvor historien allerede er fortalt?
I Lovecrafts Yogsothery-univers er det let. Det er et univers med mange små historier, og næsten ingen gennemgående karakterer, og heller ingen fortællinger, der vender op og ned på universet.
Men hvad med Star Wars, når historien handler om rebellernes oprør og omvæltning af kejserriget, eller om hvorledes Anakin bragte balancen tilbage til Kraftens udøvere, eller hvorledes den monokulturelle orden af hvide mænd omstyrtedes af et pluralistisk samfund af mennesker, aliens, robotter, mænd og kvinder? Vi har historien fra dens begyndelse til dens ende med slaget ved Endor.
I Ringenes herre har vi også historien om Ringen, og hvorledes den havner i en hobbits hænder og siden ødelægges, og den tredje tidsalders ondskab omstyrtes.
The One Ring
Netop Ringenes herre er for tiden mig en udfordring, da jeg vil til at begynde at spille The One Ring, som foregår i Tolkiens Midgaard få efter begivenhederne i Hobbitten, og jeg bevæger mig nu ind i et kendt og elsket univers, så hvilke ændringer kan jeg lave, og hvilke historier kan jeg fortælle?
I et hjørne af de nordlige egne
The One Ring er sat i samme område som Hobitten, og den udspiller sig fem år efter bogens begivenheder. Min tilgang til dette univers er tilstræbe en kampagne, som har temaer og ligheder med Tolkiens Midgård-fortællinger, men som berører et ukendt hjørne, som jeg kan indsætte (plug and play) i Ringenes Herre-universet, så den både binder sig an til det eksisterende, men skaber en åben ramme, hvor vi ikke ved, hvordan det skal gå heltene, mens de involveres dramatiske begivenheder, der matcher Hobbittens eller deromkring. Mit udgangspunkt er The Barrow Wight fra Ringenes Herre, men mere om der i et fortkommende indlæg.
DragonLance
For tiden spiller jeg Dragonlance, og teknisk set er der samme problem, forskellen er bare, at der til universet er skrevet scenarier over den historie, som gennemløbes, og det er derfor muligt for os at gennemløbe samme episke fortælling som i bøgerne (omend konceptet ikke er særligt godt gennemført).
Fra roman til NPC-spil
Oversættelsen af DragonLance fra roman-format til scenarie-format afslører en vigtig og tilbagevendende mangel i rollespil: Karakterudviklingen, og hvorledes denne er en del af den fortælling, der fortælles.
Tag f.eks. historien om Elistan fra DL2:
The heroes’ cage also holds Gilthanas (the elf from the tavern), two soldiers from Solace who fought against the Dragonlords, and Elistan—a high priest of Haven who believes in the false gods. Elistan will give no clue to his identity. He is an intelligent and perceptive man, however, and if confronted with evidence of a true cleric, will question his faith. (p.9)
Senere møder vi ham igen:
Also in this room is a battered Elistan, injured from a fall in the mines. Because of his influential position, the Dragonlords allow the women to tend him, when they would let most prisoners die unaided. Even so, Elistan is near death and needs magical healing.
If the PCs heal Elistan, he abandons his disbelief and embraces the true gods. He renounces his past beliefs and begins to worship Paladine. Goldmoon’s medallion will magically duplicate, and Elistan’s will contain the symbol of Paladine. (p.23)
Og endelig i næste scenarie, DL3:
This Event takes place following the first meeting of the Council. Goldmoon (or another PC cleric) suddenly has a vision of Elistan clothed in the robes of a priest of Paladine. He carries the Disks of Mishakal and is bringing the Word to all the world. This vision lasts only a moment. The cleric has a strong feeling that Elistan must read the Disks of Mishakal, recovered by Goldmoon in DL 1, right away. This vision takes place whether or not Elistan was converted to the worship of Paladine in DL 2.
If the cleric speaks with Elistan about the disks, he appears mildly interested and says he will look at them later. That night, he takes the disks and stays up all night. The next morning he emerges refreshed and with new power and determination. Overnight, he has become a 7th level cleric of Paladine. From this point on, use Elistan’s Character Card. (p.7)
Han gennemgår en udvikling. Vores helte derimod har allerede gennemgået den, for de begynder scenariet med at mødes efter at være draget ud for at finde en ægte præst. De har allerede indset at de eksisterende præster er falske – men hvordan, hvorfor, hvorledes, og hvilken pris de betalte for den erkendelse, kender vi ikke. Således er spillerne hele tiden et skridt bagud med indsigter, erkendelser, svære valg, åbenbaringer, forandringer, og i stedet er de lagt i hænderne på NPC’erne.
En udfordring er at skrive et stort episk scenarie, som stadig er åbent for spillernes valg og indflydelse, en anden er at give plads til og situationer for udvikling og forandring.
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 
Har selv spillet en masse middle earth og gang på gang løb vi ind i samme problem: Lige meget hvor episke og heltemodige spillerne var, kunne de aldrig slå en ung hobbit som smed en ring i en vulkan.
LikeLike
I mange år var jeg selv tynget af fornemmelsen af “historien er allerede fortalt”, når det kom til de store, veletablerede “settings”. De to universer du selv nævner, er gode eksempler, på denne problemstilling. For nogle år siden oplevede jeg dog, som spiller, at det sagtens kan lade sig gøre, at spille en episk kampagne, på trods af det umiddelbare indtryk af “afsluttethed”.
Nu var jeg selv spiller i kampagnen, men jeg kan alligevel forsøge at komme med en række punkter, der fik det til at fungere godt. Det var i øvrigt en “Star Wars” kampagne, hvor vi benyttede Savage Worlds reglerne.
1) kampagnen startede umiddelbart inden episode 4, men udspillede sig i galaksens udkantsområder Outer rim, hut space, Nar Shaddaa.
2) Kampagnen havde en klassisk Star Wars (rumopera) tone, men var samtidig også meget mørk. Der var klare spionfilm, thriller, film noire elementer. Samspillet mellem disse genrer gjorde at universet føltes velkendt, men samtidig at historien var “vores”.
3) “Lord Vader, rebellerne…hvad snakker du om?” De steder historien udspillede sig, var der så mange andre vigtige ting på spil, at det skabte et knivskarpt fokus. Helt konkret kendte man ikke noget til de sideløbende begivenheder, de steder vi færdedes. I forbindelse med opløsningen af senatet indtræffer en række overgreb på den personlige frihed, og mulighederne for kommunikation. Eneste kilde til nyheder var “De Kejserlige Holonyheder”, som var et propagandaorgan uden sidestykke.
4) “Intergalaktisk tyranni?…du vil ønske dig tilbage til de tider, hvis vi fejler vores mission!”. I løbet af kampagnen optrevlede vi en kæmpemæssig konspiration, der involverede et kup mod Kejseren, gamle artefakter, og andre spændende sager. Det gav følelsen af “Ja, det er vigtigt det Luke og Co. går og laver, men der er mange andre dårligdomme, der står for døren.”
Deres projekt, der ganske vist er stort, er blot en af mange sideløbende historier
Håber det gav mening, det er nogle år siden kampagnen sluttede.
PS: angående MERP, så er mit indtryk at der er udgivet mange bøger, der kan bruges som inspiration.
LikeLike
Hej Bjarke,
Tak for kommentaren. Det er unægteligt noget af et benspænd at stå over for. Det er nok også mit største problem – at skabe noget som er vedkommende og relevant, selvom den store historie allerede er fortalt.
Hej Sirus,
Tak for kommentaren. Jeg må sige, at du har haft en kreativ spilleder, der har formået at skabe en spændende tilgang, men det er også interessant at se, at jeres kampagne uundgåeligt fortsat spejler sig i hovedhistorien, enten ved at bekræfte eller benægte den.
For resten f.s.v.a. MERP – som jeg bedst kender gennem den lækre, indbundne regelbog, så har jeg til The One Ring (TOR) besluttet mig for generelt ikke at hente mere materiale ind i kampagnen, end hvad der er i Hobbitten – også selvom jeg bryder dette, så snart jeg bruger Barrow Wights – da jeg gerne vil undgå at for meget backstory sniger sig ind. Det var ikke relevant i Star Wars, hvor den gule tekst hen over stjernevrimlen fortæller os alt, hvad der er at vide, og det var ikke relevant i Hobbitten, da vi lærte det undervejs, og på samme vis vil jeg ikke bruge en masse supplementer, men i stedet arbejde med det beskedne oplæg, som hovedsageligt Hobbitten leverer – og så krybder der sig et par islandske sagaer ind, men det er ikke meget anderledes end hvad Tolkien gjorde.
LikeLike