Johs og Thais spekulerer i krigsførsel i rollespil og særligt i fantasy-rollespil. Jeg vil her bidrage med nogle hurtige tanker.

Grundlæggende er spørgsmålet – hvordan gør man?

Krig i Dungeons & Dragons

I Dungeons & Dragons har der været to overordnede tilgange, nemlig Battlesystem og War Machine, der er to forskellige mini-spil til at føre krig med. I Battlesystem fører man taktiske kampe i mere eller mindre klassisk figurkrigsspil (eller med papbrikker, da kassen til Battlesystem 1st ed rummer et væld af fine små papbrikker af humanoider, drager og andet godt set oppefra). War Machine var et abstrakt krigsspil, hvor man omregnede de forskellige troppetyper til pointværdier, som indgik i en simpel formel, hvor man valgte sit strategiske træk, og det gav en tabel, som man rullede på, og resultatet fortalte hvor mange procent tropper, der gik tabt. Hurtigt, enkelt og nemt.

Alternativt er der Birthright, som havde sit eget system, men det er jeg ikke bekendt med, og så er der diverse moduler og andet til D&D, som indeholder små mikro-systemer til at håndtere slag mellem større grupper (f.eks. DragonLance-modulerne).

Krig i fantasy-land

En ting, som de to systemer ikke dækker, er hvorledes krige egentlig vil udspille sig i fantasy-universer. Hvordan indretter man en borg mod en fjende, der kan sende en drage eller som råder over tropper, der er immune over for regulære våben, og virker voldgrave mod tropper af zombier og skeletter, som ikke trækker vejret? Mangt en artikel og læserbrev i Dragon Magazine har forsøgt at forholde sig til denne problemstilling, og planescape supplementet Hellbound – The Blood War forsøgt at beskrive slag mellem forskellige hære af djævle og dæmoner, hvor tropperne er besidder bizarre magiske evner, kan teleporte i et væk, har flyvende enheder og tropper, som kan fremtrylle forstærkninger, og som kan være helt eller delvist immune over for fjendens angreb. Det er kedelig og mærkelig læsning, og det formår ikke rigtig at forholde sig til det fulde omfang af de bizarre troppers mangfoldige og umulige evner. Krigsførsel i D&D-fantasy er langt værre end i Tolkien, da magi og væsner er så meget mere sære (selvom balrogger på slagmarken i Midgård også er vanvittig ting). Level-baserede systemer, som i D&D skaber desuden flere særheder, som jeg ikke tænke mere over her.

Krig i rollespil

Efter denne lange omvej rundt om krigsførsel vil jeg også sætte et par ord på det at rollespille krige og krigsførsel. Bruger man et krigsspil til at håndtere krigene med, lander man hurtigt i samme situation som med investigation – er det spillerne eller karaktererne, der udfører handlingerne? Er det karaktererne, der beordrer tropperne rundt, eller er det spillerne? Måske er der ingen god løsning på det, men det er noget, man bør være opmærksom på.

At tabe slagene og vinde krigen

Et sted at hente ideer fra er andre medier, og her er det et tilbagevendende tema, at heltene og deres allierede er underdogs, der taber slag efter slag og presses tilbage, men til sidst vinder de krigen i rette episke øjeblik.

Dueller på slagmarken

Et kendt element fra tv-serierne er heltenes og skurkenes evner til at konfrontere hinanden på slagmarken. De i bogstaveligste forstand skubber og fejer kæmpende til side, indtil de mødes og kæmper dueller på slagmarken, som reflekterer slagets udfald (lidt ligesom fægtekampene i Pirates-computer-spillet, hvor der er en sammenhæng mellem ens evner i duellen, og hvor godt det går ens mænd på slagmarken).

Generalstaben

Karaktererne kan få lov at være generalerne, der skal koordinere slaget uden at observere det direkte. De har upræcise kort over områderne, og deres informationer kommer forsinkede via signalhorn, flag og depecher. Spilleder kan levere budskaber via informanter, og lade spillerne /karaktererne træffe beslutninger på et mangelfuldt grundlag (og det er blandt noget, de kan forsøge at forberede sig ud af ved at vælge slagmark, studere fjenden og så videre), som de så noterer og giver til spilleder. Via et abstrakt system a la War Machine afgør spilleder udfaldet af ordrerne (dvs. ruller et par terninger), og derefter giver spillerne nye ufuldstændige oplysninger fra forpustede budbringere.

Der er ikke så meget info om war machine på nettet, men her er et par links: 1 og 2.

Helte på slagmarken

Udover den tilgang, hvor heltene udkæmper dueller på slagmarken, kan man fokusere på de “sociale” konflikter på slagmarken. Hvordan opildner man enhederne til at lave brave indsatser? Lad hver karakter stå i spidsen for en flok soldater, og lad enhedens succes og nederlag være betinget af karakterens egne kampevner, karakterens evne til at lave taktiske manøvrer og evnen til at opildne og højne moralen. Umiddelbart tænker jeg et mini-spil eller subsystem, hvor spilleren kan vælge mellem 1) karakterens kampevner, 2) spillerens taktiske evner og 3) at rollespille slagets gang via brandtaler og heltemod, (og evt. køre det som en social konflikt med tropperne, om man kan drive dem fremad, hvor der så optræder terninger igen).

– den præcise udformning har jeg ikke lige et svar på.

Birollespil

Med biroller – f.eks. at lade spillerne spille hinandens underordnede – er der en god chance for at komme slagmarken rundt, og jeg kunne finde på at bruge modellen fra 3:16 Carnage Amongst the Stars, hvor der er nogle fine retningslinjer for at lade spillerne have forskellige poster i militæret, og netop ved at bruge denne rolle-/opgavefordeling, kan spillerne rollespille forskellige dele af hærens opbygning.