Rollespil, tegneserier – som et dårligt Call of Cthulhu scenarie

Rollespil og tegneserier. I efteråret præsenteredes en række indlæg omkring tegneserier og rollespil – nogle om sammenhængen mellem dem, nogle om den inspiration de bringer til mit rollespil, men langt fra alt er sagt i denne sag. Denne gang bliver det et nedslag i en specifik tegneserie, der på forunderlig vis er som at læse referatet på et dårligt Call of Cthulhu scenarie, og det er lærerigt. Men først noget baggrund.

Min tur gennem forholdet mellem rollespil og tegneserier og inspirationen fra tegneserier i mine scenarier og det rollespil, jeg spiller, har fået mig til at genlæse en del ældre tegneserier, og en del af dem er albums, jeg ikke har haft læst i 15-20 år, og det er interessant at gense og genlæse dem.

Jeg har særligt fat i europæiske tegneserier, og mange af disse er kun udkommet på engelsk i stærkt begrænset omfang og nogle gange slet ikke, og en del af dem dækker en genre, som ikke rigtig findes i rollespil – men mere om det en anden gang, for denne gang skal det dække noget mere specifikt, jeg er stødt på.

En gruppe af tegneserier er dem, der omhandler et mandligt makkerpar, som kommer af sted på forskellige eventyr ofte via deres funktioner som rapportere, journalister eller noget tilsvarende, ofte vagt formuleret, men som gør det relevant, at de er på rette sted, og her støder de på slyngler, svindlere og smuglere, og de finder ældgamle ruiner, render på forskere, der har opfundet futuristiske teknologier, og snubler over fænomener, som på overfladen kan forveksles med det overnaturlige og spøgeri. Det er ikke Splint & Co. i denne omgang, men Tim & Thomas, der er en tilsvarende belgo-fransk tegneserie som begyndte i magasinet Spirou (ligesom Splint & Co. gjorde det), har vekslende tegnere og forfattere og som har kørt i årtier. Lighederne med Splint & Co. er markante, men der er nogle interessante forskelle.

På dansk er udkommet 11 albums: 4 i perioden 71-75, 4 i perioden 79-83, 3 i 2000-01 og 2 i 2015; men det giver da mere end 11? Jeps, men i 79-83 var der kun tre nye titler, og i 00-01 kun to nye titler, da man valgte i begge de senere runder at genudgive et tidligere album; i alle fire omgange har man dog valgt den irriterende danske tradition med at udgive album i vilkårlig rækkefølge. I forhold til de 45 albums i Belgien er på dansk udgivet #16, #14, #15, #8, #16, #17, #24, #19, #8, #9, #10, #35, #36.

Så i modsætning til Splint & Co. er meget lidt blevet oversat, og det, der er oversat er hovedsageligt de albums, der er tegnet af Willy “Will” Maltaite, der måske er bedre kendt for sine fabelagtige “urban fantasy” tegneserier Isabelle.

Tilsyneladende er Tim & Thomas – eller Tif et Tondu, som de hedder på fransk – ikke blevet udgivet på engelsk, men der er undtagelsesvist en rigt detaljeret gennemgang af serien på tvtropes og en del af det synes, at det er en tegneserie, hvis popularitet langt hen ad vejen synes at være drevet af en markant skurk, Monsieur Choc, men ham skal det ikke handle om her (han optræder i #8, som er udgivet under titlen Villa Uhygge, men den danske tradition med tilfældigt valgte albums, tager betydningen ud af skikkelsen, da man som læser ikke chokeres over Monsieur Chocs opdukken, da man som læser ikke kender ham i forvejen).

Som et dårligt Call of Cthulhu scenarie

I albummet Gæsten fra dybet (#19 Sorti des Abîmes 1972; DK 1983) gæster vore hovedpersoner London, mens byen hærges af et rædselsvækkende monster, som det lykkes at neutralisere til sidst, inden den ligger byen øde.

I Call of Cthulhu termer er historien, at en biolog har fået tilsendt en slags celleprøve, som en kollega har fået skrabet op fra havets dyb, og da det biologiske materiale udsættes for ultraviolette stråler begynder det at vokse monstrøst og afslører sig som værende en Shoggoth, som en dybhavsekspedition ved et uheld har fået skrabet med sig op. Shoggothen undslipper fra laboratoriet og begynder med at strejfe omkring i kloaker, indtil den ender i havnebassinet, hvor den pludselig udsættes for sollys og begynder at vokse drastisk, men man finder ud af at den kan neutraliseres med infrarødt lys og standser den.

Spilleders planer

Spilleder eller scenarieforfatteren har tænkt sig, at spillernes investigators er ankommet til London under et eller andet ubetydeligt påskud (en krimiforfatterfestival i Tim & Thomas’ tilfælde – København holder netop en her i juni 2016), og ideen er, at de kommer på sporet af sagen med Shoggothen, da den efterlader sig ødelagte veje og kloaker samt et ildelugtende slimspor. Spillernes investigation skal føre dem først til laboratoriet, hvorfra den undslap, og ejeren af laboratoriet fortæller om sin kollega, der skaffede væsnet, hvorfor man tager ud til kollegaen, der har efterladt en kryptisk besked. Hans hjem og laboratorium ude ved kysten finder man ødelagt og manden bevidstløs. Heldigvis kan spillernes investigators via krimi-forfatterfestivallen komme i kontakt med en forsker med en ny, moderne maskine, der kan læser de sidste sanseindtryk hos en bevidstløs person og projicere dem op på en skærm – her får karaktererne deres første tågede glimt af en Shoggoth, som koster dem en smule sanity point, men intet imod hvad øjenvidnet mistede. Situationen lader til at være, at den bevidstløse biologs Shoggoth er undsluppet ud i havet, mens den anden strejfer omkring i Londons kloaker og havnebassiner. Med de mange ledetråde fra de to biologer skal spillerne nu regne ud, at kilden til Shoggothens enorme vækst er ultraviolette stråler – og at dette bliver værre af, at London nu rammes af godt vejr! – og de skal derfor regne ud, at de skal neutralisere monstret med de modsatte stråler, nemlig infrarødt lys.

Mødet med spillerne: Selv de bedste planer …

Imidlertid overlever scenariet ikke mødet med spillerne. Karaktererne består af to mandlige karakterer samt en grevinde. Spilleder har sat en stemningsscene, hvor karaktererne ankommer til tolden i England, og det viser sig nu, at grevinde-spilleren med vold og magt vil smugle en hund gennem tolden og uden om karantænen. Det går galt, og scenen begynder nu at kamme mere og mere over, indtil den ender i en hektisk biljagt gennem byens gader, som ender, da grevinden fejler sine drive auto checks og forsøger at køre bort i strandkanten ude i vandet, hvor spilleder oplyser, at bilen er brudt sammen. Dette har intet med scenariets plot at gøre, og i tegneserien udgør det 5 sider ud af historiens 44 sider (det er en meget besynderlig scene).

Til spilleders frustration beslutter spillerne sig for, at de ikke vil tage på krimi-festival, men i stedet hænger ud på hotellet, og grevinde-spilleren har så meget minded sig på sit hjemmeskabte plot med hunden, at hun beslutter sig for at den skal reddes fra kennelen, hvor den er i karantæne. Spilleren oplyser, at grevinden sniger sig ud om natten, når de andre karakterer er gået til ro, og så vil hun bryde ind i kennelen og undsætte hunden. Vi er nu otte sider inde i tegneserien, og målet for karakterernes færd er ikke kommet i spil, og scenariets Shoggoth plot er ikke kommet i spil endnu. Spilleder beslutter sig derfor at introducere det i kennelen, selvom det ikke passer ind i plottet.

Shoggothen dukker op, og grevinden fejler sit sanity check og ender i en katatonisk tilstand – men spilleder klipper væk fra grevinden og over til de andre karakterer, inden det afsløres, hvad der er sket med hende.

Herefter begynder så investigationen af sagen – og interessant nok laver vores karakterer meget lidt. De drager ikke de vigtige slutninger, de kæder ikke informationerne sammen, de finder ikke deres bevidstløse veninde (som i stedet i et besynderligt subplot ligger bevidstløs ved et for hjemløse godt sted at holde sig skjult, så da to hjemløse finder hende, beslutter de sig for at fragte hende gennem byen og dumpe hende et andet sted, så hun ikke spolerer det fine skjul – og undervejs render de ind i en betjent, men inden denne opdager noget, dukker Shoggoth monstret op og får gaden til at kollapse, så han bliver opslugt – og efterfølgende ror de to hjemløse gennem havnen i en lille jolle med den bevidstløse grevinde, og da de pludselig bliver vædret af et fragtskib, hvis ror er beskadiget, da skibet lige for inden vædrede shoggothen, men de får redet hende i land. Gennem denne flere sider lange sekvens er hovedpersonen bevidstløs, og det er to ubetydelige biroller, som kører hele forløbet).

Da grevinden er blevet fundet bevidstløs, beslutter spilleder sig for, at det bliver hendes tanker man scanner for et billede af monstret, og da spillerne indser, der er et monster, beslutter de sig for at standse det, men i stedet for at regne pointen med de infrarøde stråler ud, bemærker en af spillerne, at hans karakter besidder evnen Pilot Airplane, og fra et krigsmuseum låner man nu en Stuka (!) og udstyrer den med en bombe, og så forsøger man at bombe monstret. Spilleder går hovedrystende med til den fjollede plan, ignorerer effekten af bomben og beder derefter om et Pilot: Airplane check, og det fejler, hvormed flyveren styrter ned, men piloten slipper uskadt. Da aftenen er ved at være gået, beslutter spilleder sig for, at en af hans NPC’ere får ideen med de infrarøde stråler, og derefter mobiliserer en båd med lamperne, og derefter bestråles monstret, og det standses.

I tegneserien Tim & Thomas er det ganske vist ikke en Shoggoth, men en dybhavssnegl, men det er en besynderlig fortalt historie, fordi hovedpersoner er til stede hele vejen gennem historien, men de udretter intet. Alle oplysninger kommer fra birollerne, det er birollerne, der drager konklusionerne, og det er birollerne, der findes løsningen og standser monstret, og i mange af scenerne er hovedrollerne slet ikke til stede, men alene biroller er aktive (f.eks. det sære subplot med de to hjemløse), og hovedrollerne har i stedet små absurde scener (grevinden, der derailer hele introen; Thomas, der får anskaffet et tysk jagerfly fra 2.VK. og vil bombe monstret med det, og Tim, hvis subplot er, at han hele tiden får afbrudt sin søvn, og derfor hele tiden forsøger at få sovet noget mere). Det er præcis som et læse et referat af et scenarie, hvor spillerne snubler gennem hele spillet mere optaget af plotmæssige ligegyldigheder end af selve hovedplottet, som spilleders NPC’ere i stedet tager sig af, og fordi karaktererne alene er til stede i scenerne, lærer man så godt som intet om dem. De er yderst blanke karakterer – jeg er som læser meget i tvivl om, hvem vores hovedpersoner er, og hvad de går og laver. De er vist nok rapportere, men de rapporterer aldrig noget, og er i stedet alene til stede qua deres funktion af hovedpersoner.

I rollespil har jeg set den slags flere gange, men at støde på denne type fortælling i andre medier er usædvanligt, men for Tim & Thomas er det ikke usædvanligt – f.eks. i albummet Burma (#24 Aventure Birmane – 1976; DK 1981) udspilles alle intriger og plotelementer mellem ekspeditionens andre medlemmer, mens Tim, Thomas og grevinde Kiki det meste af tiden bare er til stede og fylder ud med elementer, som har lidet med plottet at gøre).

I stedet er karaktererne i serien næste helt tomme figurer, der bruges til at have en rød tråd, mens historien mange steder bliver båret af birollerne ligesom i immersive scenarier (mange af 90’ernes fastawood scenarier), hvor spillerne skal opleve historien, eller i railroadede scenarier, hvor spillernes ageren er uden betydning, og historien udspiller sig omkring karaktererne uagtet deres ageren. I stedet er hovedpersonerne vores blik ind i historien. Det er besynderligt at se det udfolde sig i en tegneserie i modsætning til rollespil, men det er tydeligvis en struktur, der kan udspille sig i andre medier end rollespillet, og det er interessant – men det er ingen kvalitet ved Tim & Thomas tegneserien, som hovedsageligt lever gennem sine NPC’eres gøren og laden.

Måske skyldes det, at forfatteren og tegneren ikke er interesseret i hovedpersonerne, men er interesseret i den historie, som hovedpersonerne oplever? Og uden interesse i hovedpersonerne men i fortællingen rundt om dem, ender det med en struktur, hvor hovedpersonerne alene er til stede, men intet udretter.