På den anden side af skoven ligger en ødemark, som de taler meget lidt om. Kun på nætter, hvor månen gemmer sig bag tunge skyer, og alkoholens tåger hænger tungt i teltene beretter nomaderne om sletten med de faldne kæmper. Det er Den røde slettes land.

Når rejsende sætter ud fra Den ensomme fæstning for at udforske Hinterlandet, har de ingen ide om, hvad der venter på den anden side af den store skov. Rygter er der mange af, men intet kan ruste folk med mødet med det vidtstrakte landskab hjemsøgt af en levende vind, der æder folks fornuft. Det er Den røde slettes land.

Hinsides skoven: Jordskælvernes ruin

Røde banker farvet af rust ligger som bølger ud over sletten, så langt øjet rækker. Horisonten er farvet blegt rødt af støvskyer, som vinden konstant rejser, og de fejer ind over sletten, hvor alt hyldes i et lag af fint, rødt sand.

Slettens revler er flere steder brudt af enorme metalflader, der stikker frem af de rustrøde sandbanker. Rejsende, der har forsøger at følge konturerne, har igen og igen berettet, at de stammer fra enorme metalmænd, måske 400 meter lange. Det er titanerne fra oldtiden, det er de faldne jordskælvere, som ligger livløse og halvt begravet i sletten.

Den røde sandstorm, som navngiver sletten, passerer som en buldrende stormvind regelmæssigt over landskabet og sletter sporene af rejsende, og jævnligt nulstilles landskabet, som om ingen havde rejst her før. Tilbage er en hvislende hylen fra småvinde fanget i de enorme metalmænd, og deres uhyggelige klagen kan høres viden om.

Slettens omfang er ukendt. Den røde sandstorm spreder det røde sand og trækker sletten med sig i en retning, mens skoven gradvist erobrer det tilbage i en anden retning, og nogle af hinterlandets nomadiske folk påstår, at sletten vokser eller vandrer hen over landet, mens det begraver alt i sine rustrøde kulører. For nogen er stormvinden, der bærer de røde sandbanker med sig, en forbandelse, der langsomt ødelægger landet. For andre er det De udødeliges straf over de titantiske metalmænd, hvis levn ligger spredt over sletten. Nogle lærde mener, at stormvinden er mere end blot en stormvind, for den vandrer konstant over sletten uden at finde hvile, og de mener, at den er resterne af et våben, som slap løs i kampen mellem de titaniske væsner og De udødelige. Måske er sletten en straf for at have bygget krigsmaskiner, der kunne række ind i himlen?

Sandet er rødt som rust, og mellem det fine sand, der nogle steder er som det fineste støv, er tynde flager af rust. Det ligger som sandbanker, der ligger over landet som revler. Hen over dem synger vinden, og erfarne rejsende lytter til vindens kald for at lære, hvor sandstormen er.

Landet flyder i et. Der er næsten ingen pejlemærker andet end bjerge i horisonten. Eneste undtagelse er, at hvis man ved, hvor man skal kigge, kan man være heldig at få øje på Kranieklippen, som rejser sig over en del af sletten, men den er relativt set ikke videre høj. Sandet er tungt at rejse i, og rejser går langsomt. Man når ikke så langt, som man er vant til, og landskabet er ensformigt, så det er svært at orientere sig. Der er næsten intet dyreliv, og der er langt mellem noget, som kunne være vandhuller.

At udforske Den røde vinds slette

Sletten er en ny region til Hinterlandet. Den ligger hinsides skoven, som blev til at rejse gennem siden den fortryllede vinter, der bandt skoven, er lettet, og eventyrere er nu begyndt at besøge den besynderlige egn. Det er intet harmløst landskab, for monstre har hjemme mellem sandbankerne, den røde vind fortærer folk, og mange rejsende lider en grusom skæbne, når de udforsker jordskælverne.

Den røde vind

Sletten med det røde sand rummer en permanent sandstorm, som konstant er i bevægelse over sletten. Sandstormen udvisker alle spor og forvandler landet, så det er svært at have landkending. Stormen begraver og afslører de titaniske jordskælvere, der ligger rundt om. Hvor stormen ikke er, er vejret ofte stille og følger de almindelige vejrforhold, og lytter man godt efter, kan man høre, om sandstormen er i nærheden, da en sagte vind i hyler skarpt i luften, men de færreste ved, om det betyder, at stormen kommer eller går.

Når stormen er passeret, er alle spor udhviskede. Indtil da har man sporene af andre rejsende at følge, når man rejser hen over sletten.

• Al bevægelse over sandet efterlader et tydeligt spor. Rejsende kan gemme deres spor ved at træde i hinandens spor, eller de kan trække net, tæpper eller lignende efter sig for at sløre deres spor. Alle sporingstjek er med fordel, men simple handlinger giver let ulempe på at identificere de rejsende. Vinder fjerner alle spor.

Hvis man fanges af sandstormen, ryger al udsyn, og vindens buldren overdøver folk. Det fine støv/sand trænger ind over alt, og gør det umuligt at orientere sig, og rejsende bliver nemt væk fra andre. Kan man ikke nå ud af stormens greb, er det bedste som regel at grave sig ned og overleve stormen. Derefter kan man grave sig fri af sandet og håbe på, at ens rejsefæller alle slap gennem stormen.

• Er man fanget i stormen, er man aktiv blændet og døv. Der er ulempe på sansetjeks, og hvis man ikke har en ide om, hvor andre er, kan man ikke finde dem.
• Fødevarer, der ikke er ekstraordinært pakket ind, bliver forurenet af rødt støv.

Der er noget i stormen …

• 10% af de tilfælde, hvor folk fanges i Den røde storm, er der noget i stormen, og rejsende slipper sjældent fra det. Der er mange beretninger om, hvad der sker i mødet med vinden, men kun en af dem er sand. Vælg en:
• Stormen er levende. I dens center er luften tyk af tågeskabte væsner. Deres kroppe, som ligner røde røgspor, er strakt tynde af den ruskende vind, men de lange klør og gabende munde med spidse tænder er ikke til at tage fejl af. Rejsende, der ender i tågens centrum, må kæmpe for livet, hvis ikke stormens passeren skal ende med at begrave deres efterladenskaber under et tykt lag støv.
• Stormen er hjemsted for den syngende vind, der i menneskers ører lyder som en susen, indtil de fanges af stormen, og den harmløse susen forvandles til et brøl, og vindens ofre kan ikke længere undlade at forstå de hemmeligheder, som vinder bærer med sig. De færreste overlever dette møde, og de overlevende vælger ofte at følge deres faldne venner ved at skære deres ører af og grave hjernen ud i et desperat forsøg på at komme ‘vinden i deres ører’ til livs. De få, der slipper helskindet fra vinden, kan berette om sære historier og glemte byer skjult mellem bjergtinderne – men de tør aldrig mere rejse i åbent landskab og slet ikke i bjergegne af frygt for at den hævngerrig vind kommer efter dem.
• Stormens centrum er en levende hvirvelvind af ganske små, sylespidse blodrøde krystalflader, der flænser kød fra knogler, og efterlader en blodig bunke knogler, mens resten af kroppen flænses til smådele, der fejes bort af vinden, og på kolde nætter forvandles resterne til de nye krystaller, så stormens centrum holdes ved lige.

Rejseregler

Det ensformige landskab er vanskeligt at tolke og finde rundt i. Himlen er ofte farvet rødligt af støvskyer, og det slører pejlemærker i horisonten. Sandbankerne er uniforme, der er sjældent nogen spor i dem, og efter stormens passeren har de ofte flyttet sig. Enkelte steder kan man ane bjergene eller skoven, eller også kan man se Kranieklippen, og det er de få tidspunkter, man har andet end andres spor og stjernerne på himlen at rejse efter.

Det er ikke muligt at fouragere undervejs på færden over sletten. Der er ikke nok dyreliv eller vandkilder til at finde noget brugbart. De få planter, som har formået at slå rod, er giftigt tornekrat.

• Hvis et rejsetjek fejler, rulles på tabellen for at se, hvad der sker. Rul 1t10+0 hvis der rejses langs spor; 1t10+2 hvis der rejses med pejlemærke; 1t12+2 hvis der rejses uden spor eller pejlemærke.
• Rejsetjeks langs spor er sværhedsgrad 6. Med pejlemærker i horisonten (bjergene og skoven er i slettens udkant) eller i form af Kranieklippen er rejsetjeks sværhedsgrad 8. Uden pejlemærker eller spor er rejsetjeks mod sværhedsgrad 14.
  • 1-2 Sporene er udviskede
  • 3-4 Rendevouz
  • 5-6 Vinden synger
  • 7-8 Stormen kommer
  • 9-10 Rester af en jordskælver – metalskrog
  • 11-12 Rester af en jordskælver – sammenstyrtning
  • 13 Gået i ring
  • 14 Ude af kurs

De fleste rejsemål på Den røde slette ligger inde for 2-4 dagsrejser, når man er kommet gennem skoven. De fleste rejsende søger mod de nærmeste jordskælvere for at udforske dem og plyndre dem for deres skatte, men enkelte søger mod Kranieklippen.

Jordskælverne

Begravet i slettens røde sand, ofte dækket af sandbankerne, og ofte udgør de hoveddelen af den sandbanke er jordskælverne enorme metalmænd. De er typisk 400 meter i længden, når de ligger ned, og tanken om de massive skabninger har vandret omkring er svimlende at tænke på. Nu ligger de på siden, på ryggen eller på maven, og kun brudstykker af dem stikker frem af sandet. Nogle har en voldsom flænge i siden, folk bruger til at udforske deres indre med. Andre har mistet en hånd eller en fod, så man kan snige sig ind gennem benet eller armen, mens de intakte kræver at man finder hovedet for at kunne bruge munden som indgang.

Jordskælvernes indre er enorme maskiner med gangbroer og platforme, hvor mennesker eller væsner med en højde og drøjde som mennesker en gang har bevæget sig rundt. Der er ingen spor af skaberne, og det eneste spor af deres identitet er de ansigter, metaltitanerne bærer, som måske rummer en hentydning, men hvis de gør, løber tanken koldt ned af ryggen på de fleste. Det indre af jordskælverne er en labyrint af gange, der ofte rummer den ekstra udformning, at man bevæger sig gennem skikkelsen, mens den ligger i stedet for at stå, og i dens indre løber sære væsker og pumpes besynderlige gasser i rørene, og der er sale og kamre, der bedst kan sammenlignes med templer og helligdomme. I dem summer voldsomme kræfter fra efterladt maskineri, som ingen ved, hvordan skal anvendes, men som mange lurer på at plyndre for at sælge brudstykkerne som skatte eller skrot.

Og så er der beboerne. De væsner, som kalder jordskælvernes for deres hjem …

• Hver jordskælver er et hulesystem i sig selv, og hver jordskælver rummer sig eget miniature-økosystem.