Rollespil udsat for cyberpunk

Gibson, Sterling, Stephenson og andre cyberpunk forfattere har en særlig måde at bygge deres univers op i deres noveller og romaner, og jeg har ofte spekuleret over, hvordan det ville lyde, hvis der var rollespil i deres historier. Så her er et lille bud.

Han tog sine Toshiba-rullere frem, begge d20’ere. Begge var de formet på thailandske fabrikker, udviklet til highstakes turneringsspil, hvor de blev gnedet mod purunges inderlår for held eller kropsolier til bedre at glide over den imprægnerede mikrofiberfilt, og smuglet til Europa i bunden af supertankere sammen med tonsvis af kinesiske 3d printede rollespilsfigurer, de fleste piratede, og med kroppen fra kendte karakterer og ansigtet fra spilleren, der havde bestilt figuren.

De glimtede i skæret fra stearinlysene omkring bordet, mens han tog dem i et Yanishar-greb og gjorde klar til et underhåndskast. Imens ryddede Micka midten af spilbordet for karakterark og chips og fandt sin Weismann-Gruber raflebakke frem. Den tyske raflebakke var designet med laserpræcision og forbedret med håndskåret Andrakant mikrofiberfilt, hvis nano-hår skabte en luftpude under terningerne, så de knap rørte raflebakken de første mange centimeter, de rullede, og først nede i den optimalt formede krumning på raflebakken, ville de ramme kanten og rikochettere tilbage med en kortvarigt voksende fart opnået gennem det indledende kasts opvarmning af mikrofiberfilten, indtil toshibaernes legering ville få dem til at køle af og finde ro snurrende om sig selv for et minut eller tre. Holdende terningerne stadig i sit Yanishar-greb opsummerede han: “Det er et Surprise Attack med Sneak Attack efter mit Stealth Move suppleret med min Deadly Strike Feat, hvor jeg anvender en rapir med måneelvernes adamantinlegering, hvilket udløser Advantage og ekstra Damage Dice. Difficulty er DC 16”. Med et let vrid med håndledet frigav han Toshibaerne i underhåndskastet, som sendte dem flyvende ned langs Weisman-Gruberen. For et kort øjeblik var der tavshed i lokalet, mens displayet på Weisman-Gruberen begyndte at beregne chancerne for succes baseret på kastet. De mange små sensorer ned langs bakkens kant målte på håndens bevægelse og terningernes bane, og fra de indledende 44% steg tallet hastigt, og da terningerne ramte krumningen og skød tilbage steg sandsynligheden til 73%, indtil de krydsede hinandens baner i den modsatte ende af bakken og begyndte at snurre om egen akse med en sagte hvinen. Displayet blinkede 79%.

d20’erne faldt til ro på 16 og 19. Tilfreds rakte han ud efter sine d6’ere.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Rollespil, Science fiction og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.