Handel, rumskibe, XP og shopping – og bogføring – er nogle af de ting, som gør Traveller til et anderledes og et lidt mere skævt science fiction-rollespil, og i denne episode om Dekademejsen og dens besætning, der er på vej mod Det svævende palads på Drinax for at erhverve sig et kaperbrev, følger vi besætningens oplevelser ud i handel, rejser mellem stjernerne og XP. Vi bygger videre på hændelserne fra sidste episode, hvor Dekademejsen begyndte sin færd.
Aftenens forløb
På bordet foran os ligger en stribe ark fyldt med hex-felter, og i felterne er solsystemer angivet med små talkoder. Med andre ark på bordet kan vi afkode talkoderne for, hvor store samfund, der er i solsystemerne, rumhavne, teknologisk niveau, planetære forhold etc.
En del af spillet for os er at planlægge vores rute. Hvilken vej vil vi gerne rejse mellem planeterne, og hvad er mulighederne. Målet er Drinax, og der er en håndfuld systemer mellem Drinax og os, og vores rumskibs jumpdrive kan bære os så og så langt.
Tid har vi som sådan nok af, men hvert hop koster ca. 2000 credits i vedligeholdelse, og vi har driftsomkostninger for ca. 3000 cr hver måned. Brændsel koster 100 eller 500 cr pr ton, og vi spenderer 20 ton pr spring, men vi kan bruge vores ‘scoops’ ved gaskæmper til at indsamle gratis brændstof. Det er blot et spørgsmål om tid. Vi fokuserer derfor vore rute efter solsystemer, som indeholder gaskæmper, så vi kan spare midler på brændstof.
Vi har pt. masser af penge på kistebunden, men hvis vi vil opgradere rumskibet, investere i grej og lige flyve til Drinax, så svinder midlerne nemt ind. Det gælder derfor for os at samle nogle småjobs op undervejs. Ligesom sidst kan vi drage fat i tabellerne og se, om der er nogen, som har noget de skal have fragtet, eller om der er noget, vi skal have investeret i, for siden at sælge det.
Fra systemet Iilgan til systemet Exocet samler vi et parti varer, der skal fragtes, og der er varer nok til at fylde hele lageret. Udfordringen er, at vi kun har otte dage til at nå frem. Første del af færden begynder med astrogation for at planlægge en rute, så flyver vi fri af planetens tyngdebrønd og derefter hopper vi med et Jump Drive tjek til Exocet-systemet, hvor vi flyver ind til den lokale rumhavn med Piloting checks. Det holder lige akkurat. Vi ankommer efter 7 dage og seks timer, så inden for deadline. Partiet af varer, som er eksportvarer, der ikke nåede med den officielle handelsflåde overføres fra vores rumskib til handelsflåden, og vi kigger os omkring efter noget at tjene penge på, når vi alligevel skal fra Exocet til Blue. Foreløbigt har vi tjent 14000cr, hvilket fint vil dække den kommende tids udgifter.
Traveller-rollespillet er meget åbent, og en del af spillet konstrueres ved, at vi digter over de sparsomme oplysninger, der er om de forskellige planeter blandt andet ud fra deres tekniske date: Således er Exocet en terraformet planet, hvis oprindelige biosfære er fuldstændig udskiftet af en importeret pakkeløsnings, der minder om jordens. Store dele af planetens eksport er landbrugsvarer, som det terraformende selskab mere eller mindre har monopol på, og derfor var der meget lidt for os at fragte eller investere i. Ved Exocet er vi ved en verden, der ikke er meget andet end en rumhavn, hvor man optanker og vedligeholder rumskibe og ikke meget mere. Planetens befolkning er ikke andet end den, der skal til for at vedligeholde basen (basalt set en tankstation med fastfood-restauranter, som dem, der ligger langs motorvejene), og det er os ikke rigtig til at opstøve noget handel her (og vi ruller elendigt på vores sociale færdigheder, så der dukker ikke noget op i denne omgang).
Med nok penge på kistebunden, beslutter vi os for at hoppe videre til Blue, tanke op ved systemets gaskæmpe og derefter flyve ned til planeten. Planen er at fortsætte til Torpol, som også har en gaskæmpe i sit system, hvor vi kan tanke op, hvorefter vi kan hoppe videre til Drinax.
Ved ankomsten til Blues solsystem konstaterer vi, at der er en frihavn, hvor vi kan ligge til i stedet for hovedplaneten, og det sparer os for en del cirkulærer og bureaukrati. For nyligt har en imperial antipiratgruppe været gennem systemet og skyde uønskede piratskibe ned. Der er en vis røre i systemet, og vi konstaterer, at der er en del folk, som for tiden søger arbejde. Vi mangler dog ikke ekstra hænder lige nu, men det kunne være praktisk senere.
I rumhavnen spenderer vi nogle dage på at finde et parti varer. Denne gang satser vi hårdere på investeringer frem for fragt, da det giver bedre, og vi typisk ikke er bundet op af deadlines, men til gengæld er kunsten at finde ting, der kan købes billigt og sælges dyrt. Vores broker er bedst på det sorte marked, så vi beslutter os denne gang for smuglervarer, og vi investerer i en masse avanceret teknologi – og så går vi i gang med at købe ind til os selv. Våben og rustninger skal der til. Vi er på vej ind i et område med pirater, og selvom Antipiratgruppen for nyligt har været forbi, er det en god ide at sikre sig en smule, og det særligt når vi noget ekstra at passe godt på. Med andre ord finder vi regelbøgerne med udstyr frem og begynder at shoppe.
Næste gang går turen til Torpol og siden til Drinax.
Hvad med XP?
Well, der er ingen monstre at banke, så det får vi ikke XP for. Der er heller ikke en masse succesfulde skill checks, man kan optjene XP for. I stedet er der tid, og der er masser af det. Det er vejen til forbedringer af skills, og det XP-systemet i Traveller (en model, der senere også er at finde i Ars Magica).
For hver otte uger, der er brugt på at studere eller træne kan man hæve en skill fra ingenting (som tæller som -3) til +0, derefter tager det flere og flere studieperioder af hæve en færdighed, f.eks. fra 2 til 3 koster tre studieperioder.
Vi har foreløbigt rejst længe nok til at have studeret i fire uger.
Afsluttende bemærkninger
Vores spil er til dels en udforskning af Travellers muligheder, og vi har derfor også haft fokuseret på rejserne, på indtjeningen, udgifterne og karakterernes træning. Fra et dramaturgisk synspunkt sammenlignet med f.eks. tv-serierne Firefly, Killjoys, Dark Matter, Andromeda og lignende rumrejseeventyrsserier, så følger vi lige nu meget af handlingen mellem episoderne.
Men det er en del af Traveller som rollespil (ligesom det ville være i computerspil og i brætspil). Vi har med medier at gøre, som kan fortælle nogle andre sider af historierne, og som stadig kan engagere spillerne. Det er ikke stort følelsesladet drama, men der er stadig engagerende samtaler mellem os spillere, når vi planlægger vores karakterers rejser, diskuterer økonomi og investeringer og kaster terninger for at se, hvordan tingene forløber.
Hvis det var hele kampagnen, ville det i længden blive for smalt et område at vedholde at være spændende, men det er det heller ikke. Det er optakten til en større kampagne (som dog fortsat vil have bogføringsrollespil som et element), og vi har på vores rejse gennem de forskellige solsystemer samlet oplysninger op om rumpirater, antipiratflåder, våbenhandlere og soldater til leje. Mere om alt det i en kommende episode.
Antipiratgruppen? 😀
LikeLike
Ja, det var, hvad vi endte med at døbe gruppen af kejserlige krigsskibe, hvis formål var at patruljere lokale stjernesystemer og skyde pirater i sænk. For en gangs skyld en passende brug af ordet 😉
LikeLike