Tomb of Annihilation – Abernes tempel

Velkommen til episode 41 af Tomb of Annihilation – Mystara Edition, hvor brave helte fortsætter udforskningen af den mystiske ruinby Omu efter en heroisk strid med øglefolket i deres underjordiske tempel.

Dagens forløb

Vi følger denne gang heksemesteren Kwalu, ridderen Wolfgang, heksen Gibberline og Furio, barn af vulkanen, som de drager gennem Omus ruiner i deres søgen efter flere af de mystiske stenkuber.

Vi begynder med at spillerne studerer kortet over Omu, og de kigger på de steder, hvor de har sat markeringer på kortet, som kunne indikere helligdomme til dyreånderne, hvor der er stenkuber at vinde. På kortet er to lokationer, som ligger tæt på hinanden, og som ligger nær hovedvejen i byen. Dem beslutter de sig for at undersøge.

Jeg ruller for om der er omstrejfende væsner at rende ind i, men jeg får ingen resultater. Med den viden beskriver jeg deres færd gennem byen, og hist og her stopper jeg kortvarigt for at lade spillerne reagere og overveje, om de følger alternative ruter eller skifter mål.

Ubesværet kommer de frem til en stor bygning. I bygningens mure er abeansigter med åbne munde og forskræmte eller forvirrede ansigtsudtryk. Nær bygningen er en lille skjult lejrplads, hvor nogen har gemt sporene af et bål, og nær bålet er heldanniske støvlespor. Sporene fører hen til bygningen, som har en stendør stående på klem. Døren er flankeret af et par stenmonolitter af den type, som selskabet er stødt på talrige gange tidligere.

Gruppen beslutter sig for at det bør undersøges nærmere med magi, og det kræver rituelle forberedelser. Ritualerne tager 10 minutter, så jeg spørger, hvad de andre karakterer spenderer tiden med, og Gibberline og Furio beslutter sig for at undersøge den anden lokation, som ligger nær ved. Det viser sig at være en lille park med en statue, der holder forskellige ting oppe. Det synes at være en statue af en udødelig i form som menneske med en barklignende hud, som synes at være en lokal tolkning af en af de naturorienterede Udødelige, som gruppen også kender hjemmefra.

Efter ritualerne er tilendebragt studeres bygningen nærmere. Der er kun en indgang, og der er ingen magi omkring døren. Indenfor er et lille forkammer med et ældgammelt trægulv, og fra den modstående trævæg med trædør kommer en aura af fortryllelse og beskyttelsestrolddom. Gruppen bevæger sig forsigtigt videre. I det næste rum er der de samme magiske auraer fra væggene og omgivelserne. Dybere inde er også en kraftig divinatorisk aura, som viser sig at komme fra et stort spejl.

Lokalet er højloftet, og der er beskidt og fyldt med spindelvæv. Ved de mørke, beskidte vinduer er røde gardiner. Rundt om i lokalet er runde træborde og skamler og stole. Langs spejlet er et langt, smalt bord, og på en hylde foran spejlet er en lang række af flasker og flagoner. På gulvet ligger ligene af bizarre dyrefolk, der alle har forskellige dyretræk, og deres fællesnævner er nærmest at de ikke har de samme træk, men udtrykker forskellige dyretræk på deres humanoide kroppe. Ikke langt fra ligene hænger en mand og dingler. Det er en heldannisk ridder. På bordet, som han er sprunget fra, ligger en pung med guldstykker, et smukt sværd og et brev. Gruppen skærer liget forsigtigt ned, og de læser brevet:

Nu ved enden er jeg usikker. Jeg frygter at dø den store død, men jeg kan ikke klare endnu en tavs dag på dette forbandede sted. Jeg tror, denne uhellige Kro mellem Verdenerne vil drive mig til vanvid. Måske har den gjort det. Men til trods derfor vil jeg ikke træde ind i den hvide tåge, som mine venner Liutpold og Mathilde. Hvor end de er nu, må mægtige Vanya bringe hvile til deres forpinte sjæle. Nej, ikke det. Aldrig. For mig hurtig hvile – og en ende på dette steds dvælende tomhed, som vi fandt med humøret højt.
Fremmede, hvis du læser dette, vid da, at du er fortabt. Måske er du mere fornuftig end os. Måske er der en måde at bryde stedets grumme forbandelse, som vi ikke gennemskuede, og som lader dig forlade stedet, som i en bitter spøg kalder sig Komtilbage Kroen. Måske vil du med den gode skæbne finde udgangen, vi ikke fandt. I så fald tag dig tiden til at skære mig ned og begrav mig. Med det fromme håb efterlader jeg mig min pung som løn for besværet. Tag også mit sværd, som har tjent mig vel, og som vil gøre det samme for dig.
Hvis, som jeg tror er tilfældet, at du ikke er mere vis end jeg, vid da, at der ikke er nogen vej herfra. Betvivler du mine ord, så prøv dig frem. Døre går op, vinduer kan åbnes, men når du træder gennem, finder du dig selv tilbage, hvorfra du begyndte blot et øjeblik senere. Ej heller kan du bryde fortryllelsen ved at ødelægge stedet. Vi prøvede det. Vores klinger og køller og økser gled af væggene og vinduerne uden det mindste mærke fra vores selv kraftigste slag. Vores magikers trolddom svigtede os også. Alt var for os forgæves. Vi kunne ikke forlade stedet. Ej heller kan du.
Vi kom her, en deling af os for at søge kilden til Dødens forbandelse og årsagen til vores skibs fald. Vi søgte svar – og drømte om skatte – i dette legendariske sted glemt af tiden. Vi kæmpede os over Rædslernes hav og gennem Davanias jungle og søgte i månedsvis efter stedet, førend tilfældet ledte os hertil.
Spor på højgaden, lyde fra bygningen, mærker på bygningen ledte os hertil, og vi dristede os til at tvinge døren op og springe herind i håbet på at finde svarene vi søgte.
Vi fandt også skatte. Mellem plankerne i forkammeret – som vi siden indså er en veranda indkapslet – fandt Rilk en kobbermønt. En fin lille ting det var, men vores hjerter var opstemte efter at finde mere.
Ivrige som børn var vi myldret ind. Vi efterlod Rilk uden for, som bad os stoppe og holde igen.
Da var det, jeg vendte mig om for at kalde på Rilk og bede ham følge os, at jeg første gang anede vores undergang. For jeg kunne se ham stå ude på pladsen råbende at vi skulle stoppe. Ordene formede sig på hans læber, men der kom ingen lyde. Ej heller var der junglens eller byens lyde. Det var som om et usynligt tæppe var kastet over os, som lod lys sive igennem, men afskar alle lyde.
Foruroliget af denne sære oplevelse vendte jeg om for at forlade stedet – og trådte tilbage ind. Det skete igen og igen, og jeg forsøgte mindst et dusin gange. Jeg ved ikke, hvad Rilk så. Måske så det ud som om, jeg vendte om for sådan så det ud indefra. Jeg ved, at han så på mig med forundring og forbavselse. og han havde fornuft nok til at holde sig fra at træde ind på dette forheksede sted. Resten af os forsøgte at undslippe og søgte efter om en mystisk krovært ville lade os undslippe gennem en skjult udgang. Vi gennemsøgte kroen fra ende til anden, men vi fandt ingen. Kun ligene af unævnelige ting, som vi kastede ned gennem køkkenets affaldsskakt.
Således begyndte vores fængselsophold. Til at begynde med var vi modløse, for vi havde ingen forsyninger, men snart lærte vi, at mad og drikke fra selve kroen var forunderligt god, og hylderne syntes at fylde sig selv i de små stunder, hvor vi sov. Vi spiste den samme skinke utallige gange, inden vi blev lede og kede af smagen, og hver morgen hang den hel og ny på sin krog, uanset hvor mange gange vi havde ædt den. Det samme skete med alt ting indenfor. Kun når vi ikke efterlod den mindste rest eller bid på sin plads i spisekammeret, blev den ikke erstattet den følgende morgen. Det samme gjaldt for drikkevarer. Vinen flød over vore læber, og hver morgen var fadet fyldt. Uanset hvor meget øl vi drak, var ankeret altid fyldt om morgenen. Uagtet var vi hver dag mætte og uden tørst.
Dage blev til uger. Rilk holdt øje med os, og som han observerende, at vi ikke døde af sult og tørst, mens han var ved at løbe tør for forsyninger, forlod han os – måske vendte han tilbage til vores lejrplads, eller forsvandt han mon helt fra byen? Vi så ham aldrig igen.
Mere tid gik, men vi tabte enhver fornemmelse for tid. Vi planlagde mange flugtforsøg, men hver og et forsøg fejlede. Kun en ting undgik vi, da det var vores sidste chance til den dag, hvor al håb var gået tabt. Du har utvivlsomt set den. Der i den mørkeste kælder er den. Porten som vores magiker kaldte den. En hvælving af magisk tåge, som nogle gange bølger og stormer med et indre lys.
Så vi boede her som modvillige konger i vores guldbur. Lige indtil en dag for ikke længe siden om aftenen. Da var det, at dyrefolkene pludselig trængte ud af kælderen, hvor ingen skulle have været i stand til at komme ind. Vi havde lukket og afskærmet stalddørene efter at Rilk var rejst. Den forheksede kro var lukket, så hvordan var de dukket op?
I vore hjerter vidste vi det. Porten, den frygtelige port under os, var åben. Rædslen greb os og vi greb vore våben, gennemsøgte stedet og dræbte, hvad vi fandt. Da alle indtrængerne var døde, søgte vi ned i kælderen. Da vi endelig krøb ned ad rampen i den dybeste kælder, fandt vi de vagter, som dyremændene havde posteret for at sikre deres retræte. Da de så os, vidste de at alle ovenpå var dræbt, og de pev og gyste, da de så os, og de vendte om og løb gennem den tågede portåbning, og de forsvandt i den bølgende tåge.
Uvisheden fik os til at stivne. Så som grebet af vildskab besluttede Mathilde og Liutpold sig for at lede os gennem tågen. De ville trænge ind i dis og røg og se, hvor det måtte føre hen på den modsatte side. Mine indsigelser blev ignoreret. Delingen trådte over tærsklen og gennem tågerne. Vores magiker tøvede for et øjeblik, men så trådte han også igennem og var borte. Jeg var alene.

Efter at have læst brevet, beslutter gruppen sig for at undersøge situationen ved selvsyn. De forsøger at træde ud af kroen på forskellige måder, men hver gang de træder ud, træder de ind igen. De er fanget.

Herfra begynder gruppen at udforske stedet. Først i stue-niveau, og derefter bevæger de sig op. Blandt de mange ting de støder på, så er stedet støvet og beskidt, men der er drikkevarer i flaskerne ved baren, og det store rum, de befinder sig, bliver med al tydelighed genkendeligt som en krostue. De er i en træbygning med murstensmure, og når de kigger gennem vinduerne, ser de stenmurene på stenbygningen, som er bygget uden om. Det går op for dem, at de befinder sig i en kro, som Omus befolkning har bygget en skal udenom.

Inde i bygningen finder gruppen malerier. Et maleri afbilleder bygningen, og teksten på maleriet tolkes via trolddom: “Blackmoor gæstgiveri“. Andre malerier forestiller en hærfører i panser og plade, der fører tropper og kavaleri hen over blodige slagmarker.

Da gruppen er halvvejs gennem udforskningen af førstesalen, hører de støj og brøl nedefra, hvor væsner er i gang med at udforske stedet. Ved trappen ned render de på en flok dyrefolk, som de kaster sig ud i kamp med, og efter et par runder, hvor voldsomme slag udveksles, besejrer vore helte fjenden. Fjenden er udstyret med forskellige dyretræk, som gør at ikke to af dem har samme pels, horn, klør eller lignende træk, og dog synes deres forskellighed at være deres fælles træk. Efter kampen fortsættes efterforskningen.

I stuen finder gruppen kontoret for kroejeren, og her finder de gamle bøger. Nogle er regnskaber, som dækker en 100-årig periode, men kronologien er sat efter en serie af kejsere, og ingen af deres navne er heltene bekendte. Et andet sted finder gruppen en krønike med en frygtelig imponerende og vigtig titel: The Chronicles of Thonia. Book IX: Wherein is Told the Story of the Great Rebellion Against the Empire and the Rise of the North, Being a True and Accurate Account of the Holy Life and Righteous Acts of Uther the Justifier As Compiled by The Synobian Monk Valerin from Records Found in Blackmoor and the Imperial Library of Mohacs.

Undersøgelsen af stedet leder til forskellige andre ledetråde. På mønter i kroen er afbilledet Huset Andahars høg og udsagnet ‘Uther, once and always‘. Gruppen erindrer også, at have hørt historier om et sted som dette:

• Det er et gæstgiveri for eventyrere, der rejser mellem verdener i jagten på rigdom og eventyr
• En gruppe helte svoret til at redde et imperium kan ikke finde vej ud af kroen da de konstant distraheres af druk og lignende
• En ond fyrste er tvunget af sit folk hertil i eksil fra sin egen dimension
• Huset Andahar uddøde for 3000 år siden. Uther herskede for 4000 år siden.

Selskabet fortsætter efter mange spekulationer deres udforskning ned i kældrene. De finder ekstensive øl- og vinkældre, en stald og en lade, og de finder en dybere kælder, som fører ned til en besynderlig portallignende ting.

Portalen er fyldt med hvirvlende, duvende lysende hvid dis. Det lyder som om, der kommer forvrængede stemmer ud gennem portalen. Den udforskes forsigtigt, men portalen giver kun vrangvilligt sparsomme informationer fra sig. At kaste et reb ind og trække det ud igen giver ingen særlig oplysninger.

Omtrent her stopper vi spillet.

Rent praktisk har jeg sammenskrevet og opsummeret dagens forløb. I praksis blev en større lokation gennemsøgt og oplysninger akkumuleret. Der er mange spredte oplysninger, og gruppen er mystificeret. Hvad er det for sted? Hvorfor er det fortryllet, og hvorfor er de indespærret i bygningen? Hvad er de besyndelige dyrefolk for nogle? Hvad er portalen for noget, og hvor leder den hen?

Afsluttende bemærkninger

Lige nu er vi midt i en efterforskning, hvor jeg ikke har intentioner om at afsløre for meget. Mine bemærkninger kommer i denne omgang til at være sparsomme. Blackmoor er en del af D&Ds DNA på et dybt plan, som fører os tilbage til begyndelsen af 1970’erne, og det er en del af to forskellige D&D settings, nemlig Greyhawk og Mystara. Vi er igen listet os lidt ud af originalscenariet for at trække noget mere baggrund ind, som her er tilpasset Mystara settingen.