Det var i tiden før Kejseren. Stjernerne på himlen brændte, bjergene skælvede, havene åd kysterne, og statuerne i templerne faldt. Overalt smuldrede de gamle tekster om de mægtigste væsner. Det var før De udødelige vandrede på nattehimlen. […] Den lange nat endte krigene med orkkrigerne, og da solen rejste sig, slog Kejseren toppen af bjerget og grundlagde Kejserstaden.
Graada Royhun – Den røde vismands 13 bøger
De udødelige, der vandrer på nattehimlen, dyrkes af folk samlet i fællesskaber guidet af helligfolk, der genfortæller myterne og opfører historierne for fællesskabets medlemmer. To landsbyfællesskaber, der begge dyrker Ceres gennem kornkulten, kan snildt gøre det på forskellige måder alt efter hvilke myter, deres helligfolk prioriterer at fortælle, men også efter hvilke aspekter og lokale varianter, der gør sig gældende.
Det, de lærde kalder aspekter, er ofte blot et beskrivende tilnavn i de lokale kulte. Tilnavnene anråbes af helligfolk og af kulten, når man håber på en særlig velsignelse eller accept af Den udødelige. Nogle aspekter er at finde hos næsten alle Udødelige, mens andre ses sjældent omtalt hos mere end en eller to Udødelige. Statuer og andre gengivelser fremhæver ofte et eller to aspekter hos en Udødelig.
De mest udbredte aspekter er Den frugtbare, Den hævnende, Den sejrrige, Den godgørende, Den rejsende og Den gæstevenlige. Nogle af de sjældne aspekter er Den lænkede, som typisk kun bruges om Mirqurios, og Den fortærende, som kun bruges om Hekate. I visse tilfælde danner dyrkelsen af et aspekt en lokal kult, som fokuserer på denne særlige tolkning af den Udødelige, men som oftest anråbes aspekter, når der er særlige behov for det. Aspektet Den gæstevenlige bliver ofte anråbt af rejsende, når de ankommer til ukendte landsbyer og beder om at overnatte.
I fællesskaberne i landsbyerne finder man gerne lokale varianter, tilnavne, af De udødelige, hvor den Udødelige får et tilnavn, som er knyttet til en lokal legende. De lokale legender er ofte forbundet med særlige helligdomme, hvor der sker mirakuløse ting, og en vigtig kultisk praksis er at gengive den lokale legende. Blandt de legendariske tilnavne er for eksempel Den knæløse, Den tyrebetvingende, Den bevingede, Den af havet fødte og Den morgenrøde.
Tilnavne og aspekter kan kombineres. Det ses f.eks. med Hekate, Nattens dronning, der Fortærer, hvor Nattens dronning er et tilnavn fra en lokal variation og Der fortærer er et aspekt.
Et eksempel på en helligdom er Tårernes brønd i landsbyen Pernesfont (som ganske vist er så lille at byboere sjældent vil betragte det som andet end en forpost). Tårernes brønd er en brønd bestående af en udhulet træstamme, som er banket ned i jorden. Herfra henter de lokale deres vand, men de samles også om brønden, hvor deres helligfolk fortæller om legenden om Ceres den Tårevædede, og hver gang beretningen resulterer i en mirakuløs helbredelse, skænker de et keramikkrus til brønden.
Udbredte kulte og aspekter i Kejserriget er
- Kejserkulten og dens dyrkelse Juno den Sejrrige og Juno den Heltemodige
- Kornkulten, der dyrker Ceres den hemmelighedsfulde
- Heksekulten dyrkende Hekate (men dyrkelsen af Hekate den fortærende er forbudt, da det er en dyrkelse af verdens ende opslugt af evig nat og evig vinter)
- Solkulten, der hædrer Mitanni den Sejrende og Mitanni den Livgivende
- Mirqurios-kulten, der blandt Silicias øboerer dyrker ‘Spilopmager Edderkop’ og havnebyerne, der dyrker Mirqurios Søfarer, mens spillefugle anråber Mirqurios Lykkemager
- Persephone-kulten, der hædrer Persephone den blide
- Velthume dyrkes af havets kult, der særligt hædrer Fiskeren Velthume og Velthume den sikre havn.
- Vinkulten, som anråber Bacchus, og de tildeler Bacchus mange forskellige tilnavne alt efter, hvor fulde og opstemte de er blevet. De mange tilnavne er ikke til at nævne her, men to skiller sig ud, og det er Bacchus den Vilde og Bacchus den Rædselsvækkende, da disse ikke anråbes i festlige lag.
- Askemagikernes kult er ikke blandt de udbredte, da den er forbudt og forhadt for dens praksis med at røve lig og hindre folks adgang til Efterlivet. Den er et udbredt fjendebillede, og den identificeres nok langt oftere som skurk, end den reelt er det.
Designnoter
Dette er tredje indlæg om De udødelige. Det første var om Dødsriget og Efterlivet, det næste om kultfællesskaber, og dette har afdækket aspekter og lokale varianter af De udødelige.
I lighed med de foregående indlæg er målet at designe en ramme for, hvordan kulter, præsteskab og dyrkelse af det overnaturlige tager form i Hinterlandet. Intentionen er en stabil ramme med et fleksibelt indhold: Har man brug for en fanatisk kult af morderiske tilbedere, kan man konstruere en asocial legende og et destruktivt aspekt af noget af det eksisterende, men vil man blot have en landsby med sære kultiske traditioner til at skabe noget sjovt rollespil, så er det blot at fremdrage en lokal variant af en af de mange Udødelige. En god del af vægten er lagt på, hvordan der er et socialt liv omkring dyrkelsen, og hvordan det er en del af hverdagen uden at folk er teologisk stærke eller diskuterer teologi (i modsætning til Planescape, hvor konceptet netop er ‘filosoffer med køller’, hvor det handler om at udtrykke sin lærde tolkning).
Et tredje element er helligdomme. Det vil blive diskuteret yderligere i følgende indlæg, og de peger imod en af de funktioner og særlige evner, som helligfolk kommer til at have i stedet for formularer, og det er evnen til at aktivere helligdommes (i meget bred betydning: altre, statuer, templer, monumenter etc,) indlejrede kræfter. Hvor troldfolk tager deres kræfter med sig i deres tryllebøger, rejser helligfolk fra kraftfuldt sted til kraftfuldt sted.
2 kommentarer til “Hinterlandet: De udødelige – aspekter og lokale varianter”