Hinterlandet: De udødelige og kultfælleskaber

Den nat, hvor himlen blinkede, var den lange nat. Efter det skete, åbenbarede De Udødelige sig på himlen. De udpegede oldpræsterne, som grundlagde kultfællesskaberne. De gav regler, anråbelser og oplærte deres helligfolk i de hemmelige skikke.

Graada Royhun – Den røde vismands 13 bøger

Kultfællesskaberne er nøglen til, hvordan folk og helligfolk dyrker De udødelige. En vigtig funktion ved kultfællesskabet er, at dets helligfolk anviser vejen til efterlivet, og at fællesskabet varetager gravmæler. I hverdagen spiller kultfællesskabet dog andre vigtige roller.

De udødelige dyrkes i kultfællesskaber. Helligfolk kan kun være medlem af et kultfællesskab, mens almindelige folk kan være med i flere, men de fleste er som regel kun medlem af deres lokale eller deres slægts kultfællesskab. I mange mindre samfund som landsbyer, er der ofte kun landsbyens kultfællesskab, mens de handelspladser, store havnebyer og metropoler er de steder, hvor man oplever flere kultfællesskaber side om side. Når samfundene er store nok, er der flere fællesskaber, og her dyrker folk flere forskellige udødelige – eller i det mindste anerkender dem nok til at holde fri og fejre dem på de store kultiske festdage. Ceres’ kornkult fejrer, når høsten er i hus med en tre dage lang festdag. Kulten er udbredt i landsbyerne, men de tre høstdage fejres overalt i Kejserriget uanset tilhørsforhold.

Kultfællesskaber følger gerne de samme linjer som andre fællesskaber, som slægt, landsby, militærenhed, skibsbesætning, og de begrænser sig ofte i størrelse til grupper, hvor man ikke nødvendigvis er på fornavn med alle, men hvor man genkender alle medlemmerne. Den primære undtagelse er her Kejserkulten (som generelt er en undtagelse til mange af trækkene ved kulte, da den både dækker dyrkelsen af Juno, af Kejseren og af en række populære Udødelige, som ses som underordnede til Juno), da der på Kejserens foranledning holdes store kultiske arrangementer, som dækker hele provinser og storbyer.

Kultfællesskabet er normalt samlet om dyrkelsen af en enkelt udødelig. Der er dog sjældne tilfælde, hvor den udødelige optræder som en duo eller trio og dyrkes som sådan. Enkelte udødelige har ingen kultfællesskaber, som ‘Den udødelige bag sløret’, som de færreste har hørt om, og hvis navn kun hviskes. En del af dyrkelsen er centreret om simple ritualer, hvor helligfolk fortæller myter om Den udødelige, og hvor en del af den Udødeliges gerninger opføres som rituelle teaterstykker. Disse er med til at opretholde den kosmiske orden og lade den Udødelige udvirke sine velsignelser og mirakler over fællesskabet. Medlemmerne understøttes økonomisk af fællesskabet, bespises, får begravelseshjælp og er en del af et socialt samvær. Disse aktiviteter er som sådan altid offentlige – og de foregår ofte på offentlige pladser eller i frit tilgængelige templer.

Fællesskabet har også en hemmelig kerne centreret omkring helligfolkene. Gennem særlige ritualer og fortællingen af hemmeligholdte myter, indvies medlemmerne til kultens indre kredse. Der er lag på lag af indvielse, hvor nogle kommer nærmest naturligt, når børn træder ind i de voksnes rækker, mens andre kræver særlige studier. Disse aktiviteter er omgærdet af forskellige grader af hemmeligholdelse. De finder sted ude af syne for den store offentlighed: om natten, i lunde og grotter, i templers kældre, baglokaler eller bag altrene, eller skjult bag forhæng, masker og forklædninger – eller blot på de tidspunkter, hvor børn er lagt til at sove. Indvielserne er vejen til efterlivet. Det er en større og dybere indsigt i de fortællinger og mysterier, som omgærder De udødelige. Hvor det er muligt at være knyttet til flere forskellige kultfællesskaber, kan man kun være dybt indviet i en kults hemmeligheder. Folk, der forsøger at lære flere fællesskaber hemmeligheder, bliver udstødt og anset som pariaer.

I Kejserriget er de fleste kultfællesskaber anerkendte og accepterede. Individer kan se skævt til kultfællesskaber af personlige eller ideologiske årsager, men fællesskaberne forfølger ikke hinanden. Der er i den forstand hverken ‘hedninge’ eller ‘kættere’. De forbudte og de forhadte kultfællesskaber er dem, som ikke anerkender Den kejserlige kult, dem som er en trussel mod Kejserriget, og dem som i deres rituelle praksis begår forbrydelser mod andre folk (f.eks. menneskeofring er ikke acceptabelt). To eksempler på forbudte kulte er Askemagikernes kult, da den udgør en trussel mod folks efterliv, og ‘Hekate, Nattens herskerinde der fortærer‘ – ikke fordi dyrkelsen af Hekate er forbudt, men fordi dyrkelsen af hendes fortærende aspekt inkluderer menneskeæderi. Folk, der dyrker sidstnævnte aspekt forstødes fra deres lokalsamfund, og provinsernes guvernører idømmer dem fredsløshed.

Spildesign: Kultfællesskaberne er et forsøg på at skabe en anderledes måde at tænke dyrkelse af guder og medlemsskab af kirker i forhold til Dungeons & Dragons og anden generisk fantasy. Det trækker på et bredt udvalg af ideer fra antikkens verden, fra middelalderkirken og fra førmoderne landsbrugliv.

Kultfællesskaberne er også tænkt til at være et fleksibelt værktøj i forhold til scenarieskrivning og lignende. I stedet for at låse spillet fast på bestemte tolkninger, så er der mange sideordnede praksisser. Kulte kan her være en hel landsby, hvor man ikke skelner mellem landsbyfællesskab og kultfællesskab, men det kan også væren lille kult af snigmordere organiseret omkring en karismatisk leder, som er oplagt som skurke til et scenarie. Derfor er der ikke så meget vægt på ‘onde’ kulte, ‘dæmontilbedere’, ‘kættere’, ‘hedninge’, men derimod på at et kultisk fællesskab kan tage rollen som en fjende, som f.eks. et fællesskab af Mitanni-dyrkere, der hædrer solen i dens fortærende flammes renselse aspekt, og som går rundt og brænder folks hjem af.

Kultfællesskaber har ikke haft den store rolle som aktører i scenarier. De er mere en del af baggrunden for helligfolk karakterer. Intentionen er her mere at give dem en større funktion som kulør i scenarier og verdensbygning. De kan være årsagen til en gruppe fjender, men de kan også være årsagen til kultisk festdag næste gang eventyrerne besøger en by.

Mere om helligfolks roller i fællesskaberne senere, og mere om De udødeliges aspekter snart.

Tidligere indlæg om Hinterlandet relateret til kosmologi:

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Hinterlandet, Rollespil og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Hinterlandet: De udødelige og kultfælleskaber

  1. Lasse Enevoldsen siger:

    Rigtig interessant. Og det er skrevet/designet på en måde, så man som GM selv kan udfylde, sætte farver og kulør på, og passe det ind i sine egne verdner. En ekstra styrke.

    PS. Der er nogle steder i teksten, at det skaber lidt forståelsesforvirring, at der skrives en og et i stedet for én og ét.

    Like

  2. Morten Greis siger:

    Tak for kommentaren.
    Jeg skal forsøge at være obs på bestemt og ubestemt form 🙂

    Like

  3. Pingback: Hinterlandet: De udødelige – aspekter og lokale varianter | Stemmen fra ådalen – en blog om rollespil og historie

  4. Pingback: Hinterlandet: De udødelige og helligfolk | Stemmen fra ådalen – en blog om rollespil og historie

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.