[13. dec] Lovecraftesque – gys med H.P. Lovecraft i rollespil

Julekalenderen tager en tur mere omkring gyserrollespillene. Cthulhu-baseret gys er nok den dominerende form for gyserrollespil blandt rollespillere, og årsagerne kan være talrige – fra at Lovecrafts kosmiske rædsler talet til tidsånden til at Cthulhu Mythossen er public domain til at rollespillet Call of Cthulhu fra meget tidligt af dominerede rollespilsmiljøet (ligesom Dungeons & Dragons sidder tungt på ideen om, hvad fantasy rollespil er). Vi skal derfor kigge på Lovecraft og Cthulhu-rollespil.

Andre gysergenrer er zombier, men zombier har relativt set meget få rollespil taget deres placering i popkultur og blandt brætspil i betragtning – All Flesh Must Eaten, End of the World: Zombies, I Zombie og Outbreak er vist de fire store, og de er alle ret små. Atter andre rollespil dækker gysergenren mere bredt, f.eks. Chill (2. dec.), Dead of Night (som Spil & Spilopper vist ikke ser det store i) og Savage Worlds: Horror Companion (som Savage Christmas julekalenderen måske runder?), eller bruger Call of Cthulhu til det (Blood Brothers – 5. dec.).

Det skal imidlertid ikke handle om Call of Cthulhu (se jeg har kigget på tidligere), og det skal heller ikke handle om gyserrollespil generelt. I stedet skal det handle om Yogsothery, og kunsten at skabe en Lovecraftseque spiloplevelse. Fra Kickstarter er ankommet en bog her i efteråret, og det er Lovecraftseque – A Storytelling Game of Brooding Cosmic Horror (2016). En udfordring ved H.P. Lovecraft og hans gyserhistorier er til dels manden selv, der havde markant racistiske holdninger sammenlignet med den tid, som han levede i, og xenofobien er ofte et underliggende element i den måde, han skaber gys på, så man er nødt til at skrive sig rundt om dette element, hvis man vil arbejde med Lovecrafts kosmiske rædsler uden at inddrage hans fremmedfjendske verdensbillede. En anden udfordring ved Lovecraft er, at hans kosmiske rædsel kan som genre være svær at oversætte til andre medier. I brætspillenes verden skifter genren i spil som Arkham Horror, Eldritch Horror, Mansions of Madness og Elder Sign til pulp action adventure versus tentakkelmonstre. Monstrene bærer samme navne som Lovecrafts unævnelige uhyrligheder, men de mister deres betydning, for alt klares med et haglgevær.

Rollespil som Call of Cthulhu og Trail of Cthulhu samt Delta Green kan let forfalde til samme. Vanviddet, som er konsekvensen af mødes med de kosmiske rædsler, bliver spillet som gimmicks, og man morer sig over stereotyperne ved at arve fra den afdøde onkel igen igen, fordi historierne mangler en god forklaring på, hvorfor vores hovedpersoner igen og igen render ind i monstre.

Andre rollespil griber fat i dette og forsøger at præsentere os for nye tilgange. Her kommer tre, som repræsenterer nærmest tre grene inden for 10’ernes rollespil: The Cthulhu Hack, Tremulus og Lovecraftseque.

The Cthulhu Hack (som jeg samlede op til Spiel i Essen) er et OSR-rollespil, som tager mekanikkerne fra The Black Hack (som jeg har erhvervet via kickstarter) og tilstræber en oldschool rollespilsoplevelse med sanity loss og frygtelige monstre. Det har ikke noget nyt at bidrage, men det tilstræber at spille Call of Cthulhu med oldschool maner (og jeg vender tilbage til den bog senere).

Tremulus (som også er erhvervet via kickstarter) er gået indie-vejen, og det har taget 10’ernes store indie-rollespil, The Apocalypse World (som jeg snart modtager 2nd edition af via kickstarter), og anvendt som engine – og det er derfor ‘powered by the apocalypse‘ som flere andre spændende rollespil er det. Imidlertid er oversættelsen af The Apocalypse til Cthulhuid horror ikke videre vellykket, og Tremulus har ikke derfor ikke opnået den rette ånd.

Lovecraftseque – som også kom via kickstarter – er et story game (den anden type indie-rollespil), og det har tilstræbt at ramme Lovecrafts kosmiske rædsel og at komme rundt om udfordringerne ved Lovecrafts racisme, ved pulp action adventure og kampagne-struktur ved at bruge story game-formen. Story Games handler hovedsageligt om at skabe fortællingen, og i stedet for at man råder over en person inde i en fiktiv verden (som når man spiller D&D eller CoC), så tager man et skridt tilbage og kigger på den fortællingen og den fiktive verden sammen. Ofte udblødes spillederfunktionen eller man har ikke nogen, men fordeler spilleders opgaver imellem spillerne – ligesom f.eks. i Polaris (10. dec.), og det giver ofte stærke og intense historier, for man ved aldrig hvor historien er på vej hen, men man kæmper for sin hovedperson – og de kan ofte spilles på relativt kort tid (for rollespil er et langsomt medie). I Lovecraftseque fordeler man rollerne mellem spillerne, så der er en Fortæller, et Vidne og Vogterne, som har hver deres opgaver og kontrol med fiktionsuniverset. Målet er sammen at skabe Yogsothery, men ingen har fuld kontrol med mysteriet eller handlingen, men må sammen se, hvad der sker. Handlingen spilles hen over tre akter, og hver akt har sine særlige rammer. Første akt har fem scener, anden akt har op til tre scener, og tredje akt består af 3-4 scener, som er Force Majeure (hvis Vidnet ikke selv drog af sted), Rejsen ind i mørket, Den endelige rædsel og Epilogen.

På den måde er Lovecraftesque et spændende nyt bud på, hvordan man gå til gyserrollespil og Lovecrafts Cthulhu Mythos, og det er et rollespil, jeg ser frem til at spille. For en vred læsning af Lovecraftesque henvises til Thais’ rant over bogen.