Curse of Strahd – Porten i bjergene

Velkommen til episode 5, sæson 2 af Curse of Strahd. Vore helte har forladt den ødelagte vingård, som faldt, mens vore helte var ved Yesterhøj for at standse druiderne. På vejen tilbage til Vallaki passerede vore eventyrere en vej mod syd, som de besluttede sig for at udforske, Dette er deres færd til Porten i syd, til Tsolenka-passet.

Aftenens forløb

Det er ved at være en god rum tid siden, vi har haft kunne samle hele gruppen, og de sidste par spilgange er blevet til brætspillet 7th Continent (efter 10+ timer er vi ved at have gennemført første scenarie, men vi har også været vidt omkring på kontinentet og fundet mange skjulte ting), men nu blev det til rollespil igen, og vi fik en kort men hyggelig spilgang ind, hvor der var en del humoristiske bemærkninger undervejs.

Efter tre dages rejse gennem bjergene er selskabet nået frem til en port. Deres færd har ført stadigt højere op i bjergene, og landskabet bliver stadig koldere og mere dystert. Himlen er grå dag efter dag, nætterne er begyndt at ramme frysepunktet, og rimfrosten har svært ved at forlade jorden om morgenen. På tredjedagen passerer selskabet Lunasø, som de kan se ligger dybt under dem ved foden af bjergene. Ved aftenstide kommer de til en sort mur, som er bygget på tværs af vejen fra bjergvæg til skrænt. På toppen af murværket er spir og to statuer af dæmonisk udseende gribbe iført metalhjelme.

I muren er en port lukket med et faldgitter, og bag gitteret er et tæppe af grønne flammer. Et stykke bag muren er et hvidt tårn med statuer af krigere på toppen.

Aftenens spil udfolder sig omkring muren med porten med de grønne flammer. Det er et mystisk fænomen, som kræver noget udforskning. Gruppen finder ud af, at flammerne er meget virkelige, og de er smertefulde at passere igennem. Med krigeren på den ene side med lette forbrændinger forsøger doktoren at klatre over, men da han når toppen, vågner de to hæslige statuer til live og angriber den splittede gruppe. Det er hverken gargoyler eller udøde, som spillerne ellers gætter på, men to vrocks (dæmoner med hæslige skrig og skyer af giftgas, der er resistente (halv skade) over for mange former for angreb), som er her for at bevogte porten mod alle, der forsøger at komme uden om de grønne flammer.

Efter en lang og blodig kamp, hvor to af karaktererne går ned – men blot kort før de to vrocks er besejrede – er vore helte sejrrige, og de kan snart komme rundt om muren uden at skulle tvinge sig gennem de grønne flammer. På den anden side bevæger de sig hen til det hvide tårn, som de udforsker. Bortset fra skeletterne af tårnets tidligere vogtere, er der intet af interesse, og vore helte slår lejr ved det befæstede område, og aftenens spil ender her.

Bemærkninger

Barovia er omkranset af store mure og porte. De er et levn fra dalens storhedstid – men også et levn fra det oprindelige modul, og de er en symbolsk barriere for, hvornår man træder ind i Strahds mareridtsverden. Porten og broen mod syd er i spillets fiktion en barriere, der angiver dalens grænse, men hvad er dens rolle i scenariet? Et gæt er, at den skal hindre eventyrere i at nå frem til Ravtemplet, hvis de ikke er højt nok level. Det er ikke noget, som teksten fortæller, men det umiddelbart mit gæt. Det er igen et af de steder, som er lettere frustrerende i scenariet, fordi der er afsat flere sider, men for noget, som har fra et dramaturgisk synspunkt en beskeden rolle.

En anden ting er selve porten med flammerne. I scenarieteksten er det en port af grønne flammer, som minder mig om en mystisk ‘port’ af blå ild, da ideen med den flammende barriere synes inspireret af selve Dracula romanen:

Suddenly, away on our left, I saw a faint flickering blue flame. The driver saw it at the same moment; he at once checked the horses, and, jumping to the ground, disappeared into the darkness. I did not know what to do, the less as the howling of the wolves grew closer; but while I wondered the driver suddenly appeared again, and without a word took his seat, and we resumed our journey. I think I must have fallen asleep and kept dreaming of the incident, for it seemed to be repeated endlessly, and now looking back, it is like a sort of awful nightmare. Once the flame appeared so near the road, that even in the darkness around us I could watch the driver’s motions. He went rapidly to where the blue flame arose—it must have been very faint, for it did not seem to illumine the place around it at all—and gathering a few stones, formed them into some device. Once there appeared a strange optical effect: when he stood between me and the flame he did not obstruct it, for I could see its ghostly flicker all the same. This startled me, but as the effect was only momentary, I took it that my eyes deceived me straining through the darkness. Then for a time there were no blue flames, and we sped onwards through the gloom, with the howling of the wolves around us, as though they were following in a moving circle. (Dracula på Project Gutenberg).

Den blå flamme optræder også i Francis Ford Coppola’s Dracula filmen.

Det er fristende at antage at denne barriere er inspirationen til den grønne flamme port i Curse of Strahd. Bemærk også den sorte hestevogn. Den vender vi tilbage til i et senere indlæg.

Det var denne omgangs korte forløb og mærkelige check point. Vores gruppe beviste, at de er højt nok niveau til at passere barrieren, og de får derfor nu mulighed for at passere dybere ind i bjergene, hvor næste udfordring venter. Mere om det næste gang.