Håndbog til bordrollespil – en læsning af bogen, del 6

Jeg læser Håndbog til bordrollespil i denne serie af blogindlæg. Følg med og bliv klogere på, hvad det er for en udgivelse. Læs del 1 her. Læs del 2 her. Læs del 3 her. Læs del 4 her. Læs del 5 her.

Sjette læsning af Håndbog til bordrollespil dækker 160-179. Det er bogens tredje del: 3. del – De dybere mysterier – Plottets Anatomi. Det skal med andre ord handle om de historier, vi spiller i rollespil, og hvordan plots opbygges.

I nogle af de tidlige læsninger var jeg ret kritisk over for nogle af de elementer, som jeg stødte på, og i de senere har jeg forsøgt at kommentere på og bygge videre på de ting, som Håndbog til bordrollespil byder på, for der er mange gode tanker og erfaringer i bogen. Denne sidste sektion har jeg dog svært ved at læse andet end kritisk for jeg finder den ufokuseret og kun lidt anvendelig. Noget af problemet kommer fra, at der kun er sat små 20 sider af til emnet, og det er igen et emne, som der er skrevet hele bøger ud fra – så den begrænsede plads er en uheldig hæmsko.

I foregående læsning (del 5) påpegede jeg omkring verdensbygning, at de råd og tanker, der er formuleret i mange rollespilsbøger om verdensbygning handler om ‘at bygge verdener’ men ikke om at bygge verdener til rollespil’, og det er faktisk to forskellige ting. Nært beslægtede, men når der bygges verdener til rollespil bygges der til et andet medie end film, bøger og tegneserier. På samme måde gælder det for plots. Mange rollespilsbøger handler om, hvordan man opbygge et eventyr, en mission, et ‘run’ eller tilsvarende. Meget lidt rollespil beskæftiger sig imidlertid med de fortællende mediers mange kunstgreb (dvs. teater, bøger, tegneserier, film og des lige), og hvordan de anvendes i rollespil, selvom det er en central ting i den danske scenarieskrivningstradition. Der er skrevet forskellige guider til, hvordan man skriver scenarier ud fra disse værktøjer, og hvordan man bruger dem som spilleder, men dette er små skæve udgivelser lavet af og til conner – for eksempel Fastavals kompendier (2014, 2009, 2008 del 1, 2008 del 2, 2007)

Det er derfor afsnittet om plots fejler. Det vil noget, som der er meget lidt materiale til at understøtte, og mange af de ideer, som Bjarne arbejder med, er ikke blevet formuleret eller særligt godt udviklet i de kommercielle rollespil. Håndbog til bordrollespil går derfor steder hen, hvor man kun vanskeligt kan finde gode værktøjer, og den leverer derfor noget, som mange amerikanske guider typisk har vanskeligt ved at håndtere. Det er rosværdigt.

Lad os komme i gang med selve teksten.

Plottets anatomi

Målet med afsnittet er at kunne bygge en historie op, som har noget mere substans end blot at myrde væsner i sammenkædede geografisk afgrænsede sektioner beliggende i geologiske strata. Derfor kommer Sinkjær nu ind på de modeller, som typisk bruges til at analysere eventyr og historier – Berettermodellen og Aktantmodellen – for at identificere elementer, som bør være i et rollespilseventyr for at give det konturerne af en historie. Der skal være plot, konflikt og budskab.

De to modeller bliver kort opsummeret, og målet er at bruge dem ikke til at analysere historier med, men snarere en slags reverse engineering, til at forme forme historierne, så når man designer eventyr i rollespil har man elementer at inddrage til at skabe historien med. Efter denne præsentation skifter teksten over til at handle om, hvordan man skriver scenariet, og der skelnes mellem, om man skriver til sig selv eller til andre.

Afsnittene bliver her alt for korte, og det er vanskeligt at bruge dem effektivt. Her savner jeg håndbogstilgangen – at det er en håndbog til konkret at lave eventyr, og her er bogens afsnit simpelthen for kort.

De næste par sektioner – ‘Redskaber i din værktøjskasse’, ‘Fejl, historiefortællere nemt begår’ og ‘Historien i fortællingen’ – er mere spændende, og de kommer tættere på håndbogselementet. Bjarne tager her fat i klassiske fortællegreb kendt fra bøger, film og tegneserier som in media res, McGuffin, pay offs, deus ex machina, forvarsling og mere til. For at forklare dem trækker Bjarne hovedsageligt på film foruden enkelte bøger. Nogle steder bliver kendskabet til filmen for implicit til rigtig at nyde gavn af afsnittet. Det gode og brugbare ved afsnittene er, at det bringer en masse værktøjer til rollespilleres bevidsthed. Problemet er, at værktøjerne ikke er kalibrerede til rollespil, og det bliver tydeligt i nogle afsnit som for eksempel sektionen ‘plot-stupiditet’, som er et klassisk kritikpunkt ved forskellige film og tv-serier, men hvordan det kommer i spil i rollespil er uklart. Flere steder forfalder afsnittene til mere at være kommentarer til film, som Sinkjær ikke er glad for, end det er værktøjer til rollespil, og afsnittet mister sit fokus flere steder undervejs på måder, som er irrelevant for læseren.

Det sidste af afsnittene, ‘Historien i fortællingen’, diskuterer originalitet og lån, og hvordan der er forskellige teser om, hvor mange typer af historier, der egentlig findes, og det forsøger Sinkjær at bruge til at opstille en række typer af scenarier, man kan lave til rollespil. Det er en rigtig spændende ide, men i lighed med de foregående afsnit, så bliver tanker og råd ikke kalibrerede til rollespilsmediet, og sektionen beskæftiger sig derved hovedsageligt med film, enkelte tv-serier og så et par litterære værker.

Afsnittet er et af de mest spændende i bogen for det inddrager værktøjer til netop at se på rollespil som historier og derved anvende fortællemæssige kneb i rollespil. Hvad der mangler er en mere konkret måde at bruge kneb og værktøj i rollespil, og mit eget syn på dette er, at tilpasningen af værktøjerne til rollespil bør have eksempler fæstnet i rollespil frem for andre medier. Alt i alt mener jeg, at der ligger et stort stykke arbejde i at få formuleret de fortællemæssige kneb til at passe ind i rollespilsmediet. En del af os bruger bevidst eller ubevidst disse kneb, men der er ofte ikke sat ord på dem. Håndbogen er blot en begyndelse.

Næste læsning er af bogens fjerde del, som er en omgang rollespilshistorie.