Tomb of Annihilation – Omus helligdomme

Udforskningen af den mystiske by, Omu, begynder for alvor i episode 37 af Tomb of Annihilation – Mystara Edition. To grupper sendes ind i byen. En for at udforske de mange forladte bygninger og en for at finde og undsætte Virgilia fra hendes kidnappere, de mystiske øglefolk.

Dagens forløb

Foran eventyrerne er en omfangsrig ruinby. Den er delvist sunket i jorden, den er delvist overgroet, oversvømmet og overrendt af dyr, og den er delvist ombragt af lavastrømme, der bobler op af jorden fra de samme kanaler, som har antændt de nærliggende Flammetinder.

Foran spillerne er kortet over ruinbyen. Det ligger på tryk, og med penne bliver der gjort alskens mærker fra mine streger, der angiver, hvor en gruppe har udforsket bygninger til, hvor selskabet ser tegn på liv, til spillernes anmærkninger om, hvor der er ting, de gerne vil udforske. Kortet er et aktivt værktøj i vores spil, og de mange små bygninger studeres grundigt (det volder lidt problemer at målestokken til kortet ikke er til skala med bygningerne på kortet), til gengæld er det interessant at have kortet til at følge udviklingen i både handlingen og indsigten i stedet.

Først bliver der lagt en plan for at få undsat Virgilia, som blev kidnappet af øglefolk sidste gang (eller som det mere kækt blev formuleret: Hun infiltrerede øglefolket), og holdet bliver sammensat ud fra et kriterium om, hvem der er stærke til at modstå øglefolkets telepatiske kræfter. Det bliver Furio, Wolfgang, Gibberline og Leopold. De er slagfaste og udstyret med gode Wisdom saving throws.

Shawa står for at bruge sine spådomskræfter til at finde Virgilia, og hun akkompagneres af Kwalu og Tizian. Imens sendes Lourie, Eldan, Kilicia og Ildrahil ned for at snige sig gennem byen og udforske den. Tilbage bliver Kwalus læremester og hans folk, som er med til at opbygge en lejrplads, og de bliver suppleret af Shawa, Kwalu og Tizian, når de er færdige med deres magiske spejde-ekspedition.

Da spillerne er kommet frem til en fordeling og generelt erklæret, hvad de vil, sætter vi gang i handlingen med det hold, som sniger ned i byen, da de andre bevæger sig rundt langs krateret for at finde en udkigspost til Shawa og derfra bruge det til at sende redningsholdet ind i byen.

Lourie, Eldan, Kilicia og Ildrahil sniger sig ned ad den store trappe til den sunkne by. Det er værd at bemærke, at efter byen er sunket, er der folk, der stadig har haft tilpasset byen dens forhold. Hvem har bygget trappen?

Snart kommer den lille gruppe ned til den bygning, hvor Kwalu og Virgilia tidligere faldt i et baghold, og de begynder nu varsomt at udforske stedet. Heldigvis synes der ikke at være fare på færde. Snart udforskes den næste gruppe af bygninger. Området rummer en del mindre stier og veksler trådt af dyr og andre væsner – men det er ikke til at identificere spor efter Virgilia eller hendes kidnappere – og mange bygninger er overgroede og tilgroede med få tegn på, at de er besøgt af andet end vilde dyr. Nogle steder støder gruppen på den gale abetåge, som de har stødt på et par gange tidligere, og de opdager, at den kan opløses med en Dispel Magic spell og at den kan sanses med Detect Magic. De har desuden et ubehageligt møde med en stor flok Stirges, men nu hvor gruppen er level 6+, kan de små bæster hurtigt elimineres.

Den videre udforskning fører selskabet tættere på ruinbyens kerneområder, og fra deres nu tættere udsynspunkt ser de, at der er et muromkranset område, hvor der er tydelige spor af røg. I en bygning har de desuden heldet med sig og finder tre krystalvaser, som tidligere eventyrere må have efterladt af uransagelige årsager. Nær byens hovedgade finder de endelig spor af Virgilia og hendes kidnappere, så de har en fornemmelse af, at hun er blevet ført dybere ind i byen. Imidlertid er det den anden gruppes opgave at finde og undsætte hende, så de vælger i stedet at fortsætte udforskningen af byens sydlige periferi. Et særligt mål for dem er søjlen ude i lavasøen, og som de nærmer sig den, ser de en lille flok ekstatiske svampefolk, som danser ivrigt tæt på kanten, og mens de danser, bærer de en bundet frøfolk mellem sig, og de bærer frøfolkfangen hen til kanten, og snart kaster de deres offer i lavasøen. Nogle af svampefolket springer efter i ekstatisk hengivenhed.

Gruppen benytter lejligheden til at se sig noget mere omkring, og Eldan bruger sin fortryllet kikkert formular (Clairvoyance spell udtrykt gennem en kikkert – det er en fantastisk kulør, der er blevet lagt på formularen) til at studere den anden søjle ude i lavasøen. Søjlen er ikke forbundet til fastlandet. På den er en besynderlig tempel-lignende bygning omhegnet af murværk, og ved murværkets port er to monolitter skåret i sten og dekoreret med motiver. De to monolitter vækker eventyrernes opmærksomhed, og de ligger nu mærke til, at der er andre helligdomme, hvis indgange tilsvarende er markeret med monolitter. Inden de fortsætter deres march til den nærmeste helligdom, og der er en i nærheden, holder de en velfortjent pause.

(I praksis spiller vi udforskningen fra meget detaljeret til mindre detaljeret i takt med at rutinen sætter ind, og vi får etableret, hvordan bygningerne ser ud, og hvordan de gennemsøges. Bogen genererer via terningkast en vis mængde indhold, som er mikset ind mellem udvalgte lokationer og scener. Imidlertid er Omu fejldesignet ligesom hexcrawl-delen gennem kontinentet er fejldesignet. Hexcrawls kræver langt flere lokationer end kampagnen er udstyret med, og tilsvarende kræver dungeon/citycrawls af denne art, at der er faktioner, man kan alliere sig med og imod rundt om i byen, men det er der en sørgelig mangel på. Det er et gennemgående tema for D&D 5th at deres scenariebøger er dårligt skrevne og dårligt designede.)

Herefter klipper handlingen til den anden gruppe. Leopold holder skarpt øje med Shawa, om hun bliver udsat for unødig indflydelse af Den sorte splint, når hun anvender den til at forstærke sine spådomskræfter. Gennem den sorte splint kaster hun sin Locate Object spell, som identificerer Virgilias ring, og for sit indre blik ser hun, at ringen sidder på Virgilias hånd, og at Virgilia sidder i en celle, og at der hører støvleskridt ude på gangen. Formularen giver hende en retningsangivelse, som peger mod ruinbyens paladskvarter. I næste nu ser hun et par gule øgle-øjne for sit indre blik, som søger hende, og hun river sig straks fri af formularen (med et succesfuldt wisdom saving throw), og Leopold gransker hende grundigt for at sikre sig, at der ikke er nogen upassende indflydelse over hende. Ude i byen flere forskellige steder lyder dybe gutturale og høje og skingre jagtskrig og jagtkald fra usete væsner. I den nordlige ende af ruinbyen rejser sig en sort flok af flagermus eller fugle eller lignende. Noget i byen har reageret på Shawas brug af den sorte splint.

Hastigt pakkes den sorte splint ned i sin blyforede æske, og Shawa fulgt af Kwalu og Tizian trækker sig tilbage, mens Furio, Wolfgang, Leopold og Gibberline hastigt rappeller ned skrænten, og de er nu snart inde i byen. De passerer i ly af bygninger og træer en god del af strækningen mod floden, og er snart fremme ved den træstamme, som krydser floden. Dog bemærker de en flok personer, som ligger i skjul på den anden side inde i et buskads, og tilsvarende er de blevet opdaget af flokken. Det er sortglaskrigere, der ligger i et baghold, og allerede som gruppen begynder at nærme sig broen, kommer de under beskydning. I første omgang er det kun få pile, som rammer deres mål grundet den store afstand, men flere vil nå deres mål, hvis gruppen ikke er varsom. Furio og Gibberline løser problemet med kombineret af at affyre en icestorm og en fireball, og sammen rydder de to formularer hele området, hvor fjenden skjuler sig. Imens stormer Leopold og Wolfgang over træstammen, som er broen over floden til den modsatte side af byen. Da først røg og damp ligger sig, er der ingen fjender tilbage.

Gruppen fortsætter gennem byens gader mod paladskvarteret. Undervejs finder de fodspor, som viser ikke blot Virgilias tilstedeværelse og øglefolks tilstedeværelse, men også Leopolds ordensbrødres tilstedeværelse. De fortsætter derfor op mod paladskvarteret, som er omgivet af en enorm ringmur, men som ellers er tom og ubeboet og tilgroet som resten af byen. Med en kombination af Leopolds fortryllede spyd, der giver advarsler og gruppens årvågne blikke, bemærker de både tilstedeværelsen af øglefolk i nærheden af sig, og at der er nogen person oppe i en bygnings vinduer. Gruppen sniger rundt om nogle bygninger og ned ad en gange i retning af et øglefolks varsel, da der pludselig rundt om hjørnet kommer en flok øglefolk. Disse virker mere primitive og mere dyriske med færre humanoide træk end dem, som Kwalu og Virgilia rendt på. Skikkelserne er stærke og blodtørstige og i deres iver for at komme i kamp, kaster de deres sværd fra sig og bruge i stedet klør og tænder.

Furio hidkalder en flammeånd til at bekæmpe øglefolkskrigerne, mens Leopold og Wolfgang gør klar til at engagere dem i nærkamp, og Gibberline bruger trolddom til at svække dem, og da hun først har set deres vildskab i kamp, saboterer hun dem med en Slow spell. For gruppen er det vigtigt at få fjenderne nedlagt så hurtigt som muligt, så de ikke har lejlighed til at bruge deres hypnotiske mentale kræfter.

Pludselig blander andre sig i kampen. Pile kommer flyvende oppefra, og øjeblikket efter kaster et par rakasta-krigere sig i nærkamp med en af øglefolkskrigerne. Gruppen har mistænkt de fremmede skikkelser oppe i bygningen for at være den heldanniske patrulje, og nu kommer den dem til assistance. På få øjeblikke får eventyrerne og deres nye allierede gjort blodigt has på fjenden. Dernæst opdager gruppen til deres overraskelse, at deres allierede ikke er de heldanniske riddere, men derimod en flok hinterlændinge!

Her klipper vi handlingen til den anden gruppe, og vi efterlader spillerne med en cliffhanger.

Den første gruppe er udhvilede, og de bevæger sig nu op til helligdommen. Det er en solid kuppelbygning med en tung stendør. Ved indhegningen er et par monolitter, og de er tilgroede, men man kan ane motiver af store kattedyr med slanger voksende fra skuldrene. Lourie genkender dem som Kamadans, som er en slags pantere, der har giftslanger voksende fra deres skuldre. De er farlige rovdyr.

Gruppen beslutter sig for at tjekke for alternative indgange, og Lourie og Kilicia går rundt om bygningen, mens Eldan og Ildrahil undersøger døren for låse, fælder og lignende. På bagsiden render Lourie og Kilicia ind i et par kamadans, som stikker deres hoveder frem af buskadset. Lourie er heldig at få bragt en Animal Friendship formular succesfuldt i spil, og de to kamadans er venlige og nysgerrige over for hende, og de følger hende nysgerrigt tilbage til bygningens eneste åbning. Da gruppen bevæger sig, bliver de udenfor.

Gruppen kombinerer deres kræfter og tvinger den tunge stendør op. Indenfor er en trappe, som fører ned til en sal. I salen langs væggende er fire statuer af krigere med skjolde og med en hånd i en positur, som holder de et spyd eller stagevåben, men hånden er tom. Midt i salen i gulvet er en kæmpe rist hen over en dyb skakt. På den modsatte side står en tom piedestal. På bagvæggen er en relief af en kamadan i kamp med en frøfolkskriger, og ved siden af relieffet er en udgang.

Via deres familiars og dancing lights spell udforsker gruppen forsigtigt stedet. De finder snart ud af, at den fjerne udgang er en korridor, som fører ned ad, indtil man kommer til bunden af den skakt, hvis top er i salen foroven. Området, som er bunden af skakten indeholder desuden en udgang mere.

Undersøgelsen af relieffet resulterer i, at gruppen bemærker, at der er meget fine åbninger i relieffet, hvor kamadanens slangehoveder er, og de mistænkes for at kunne være kanaler til giftgas. Gruppen finder dertil en inskription i relieffet, som de tyder med en Comprehend Languages: “Ved middagstid hoppede en modig kamadan ned fra sin klippe. Hun så ondskaben i Omu-folkets hjerter og besluttede sig for at spidde det som man punkterer en byld. Kamadanen udfærdigede derfor et helligt spyd, men hun efterlod det ved en strandbred, hvor en snild grung [frøfolk] stjal det. Af lutter vrede glemte kamadanen Shagambi alt om Omu-folket og forfulgte grungen Nangnang for evigt hen over himlen.”

Gruppen bevæger sig efterfølgende nedenunder, og da de kommer til rummet, som er ved skaktens fod, hører de pludselig raslen længere fremme fra den anden udgang, og lyden af metal efterfølges af taktfaste tramp. Frem træder fire lerkrigere med træskjolde og bronzespyd. Krigerne krydser salen for at komme hen til gruppen, men gruppen trækker sig defensivt tilbage til salen ved toppen af korridoren, og her planægger de at holde indgangen mod de fire fremvandrende fjender – og her stopper vi spillet.

Afsluttende bemærkninger

Vi sluttede spillet med to cliffhangers. Hver gruppe står nu et sted, hvor det bliver interessant at se, hvad der følger.

Spillerne er kommet på sporet af, at der er ni helligdomme i byen, som har en betydning, og de har identificeret flere af deres placeringer.

Kortet er et sjovt værktøj, da det kommer til at have historik af lag af udforskning, og kortet giver spillerne en masse steder at udforske, og nu har de fået sat steder på kortet, som de gerne vil se på, og det ændrer dynamikken. Før gik de mere i blinde og besøgte bygning efter bygning, men nu er der steder at besøge. Nu mangler vi blot at få byens aktører i spil.