Den mystiske ruinby Omu har været et mål for den store ekspedition, og vi begynder nu at se konturerne af, hvad der skjuler sig i selve byen. Episode 38 af Tomb of Annihilation – Mystara Edition ser nærmere på, hvad der skjuler sig i og under byen.
Dagens forløb – Shagambis helligdom
Vi begyndte ved Shagambis helligdom. Vore fire helte står over for stenstatuerne, og de benytter deres position til at skabe en flaskehals, som deres modstandere er fanget i, og vore helte kan derfor bombardere dem med angreb. Statuerne er sejlivede modstandere med bunker af hit points, masser af angreb og et fravær af morale og intelligens.
Runde efter runde kæmper vore helte. De bliver sårede, men med masser af trolddom til rådighed, kan de holde sig gående i kampen mod stenstatuerne. Fjenderne står pænt på række og venter på at kunne komme frem og slås, hvilket de kan en af gangen. Ulempen, som vore helte snart opdager er, at når en stenstatue falder, så blegner den bort, og ikke alt for længe efter kommer en ny marcherende.
Kampen med køen af stenstatuer begynder derfor at trække ud. Både for vore helte og for os spillere. Jeg skaber derfor små afbræk i kampen, så der er plads til at tale om, hvordan situationen skal håndteres – for det er ikke nok at tampe løs på fjenden – og Lourie hopper derfor usynlig rundt i helligdommen for at granske den nærmere og se, hvorfra statuerne dukker op (når den er besejret, dukker den op i en lille celle i kælderen). Spillerne beslutter sig derfor for, at løsningen må være statuernes bronzespyd, og da den næste statue falder, skynder vore helte sig at gribe et spyd og holde fast i det, frem for at lade det blegne bort med statuen. Spyddet passer perfekt i grebet på den statue, som er i helligdommens øvre sal, og nu mangler gruppen blot tre spyd mere til de tre resterende statuer.
På dette punkt springer vi resten af kampen over og forhandler kort, hvor meget skade og hvor mange spells, de har spenderet, og derefter erklærer, at spyddene er erobret og placeret korrekt:
Nu åbner soklen i rummet sig, og frem dukker en mystisk stenkube. Den er 10cm på hvert led, udstråler trolddom og har relieffet af en kamadan på siden, som må være Shagambi. Det var den første.
Med den første kube i hænde, beslutter gruppen sig for at forlade helligdommen, tage afsked med de to fortryllede kamadans og finde et skjulested, hvor de kan søge midlertidig hvile, mens de afventer det andet holds undsætningsmission. Kortvarigt over de dog, om de skal undersøge den nærmeste helligdom for yderligere en kube, men undlader at lade sig friste.
Paladsdistriktet – Hinterlændingene
Den anden gruppe besejrede sidste gang en flok øglefolk, hvor de fik en pludselig støtte fra en flok hinterlandske krigere og deres rakasta allierede. Denne gang er der tid at hilse på de fremmede. Den lille flok præsenterer sig. Det er krigeren Ebronnion og kampfrænder og rakasta fra deres stammes allierede. De er blevet guidet fra hinsides Øglebjergene hertil af deres helligkvinde Gainatia, der guidet af De udødelige Halav og Petra har ført dem til Omu.
Hinterlændingene bebor junglerne langt mod vest på kontinentet Davania. Dele af deres områder er blevet erobret og gjort til kolonier under Det thyatiske imperium (det er det eneste sted, hvor ‘Den kendte verden’-regionen af kontinentet Brun er i umiddelbar kontakt med Davania). Wolfgang taler heldigvis hinterlandsk fra sine mange krige mod hinterlændingene, så han kan tale med den lille flok, som kun kender sparsomt til thyatisk (og som de nødigt taler, da det trods alt er invadørernes sprog; dog enes man om, at siden den lille flok er vest-hinterlændinge og de invaderede hinterlændinge er øst-hinterlændinge, at så er krigen så perifær og sammenlignet med truslen fra Omu så lidet betydningsfuld, at man ser gennem fingre med den thyatisk-hinterlandske konflikt).
Hinterlændingene fortæller, at i århundreder har de været plaget af øglefolk, som tog deres folk som slaver og bragte dem til Omu, men i de sidste tre hundrede år har de ikke haft problemer, men det har ændret sig for nyligt. I de foregående århundreder har øglefolket taget deres slaver blandt de yavdiske folk, som er begyndt at kolonisere landet nord fra, men for nylig har det ændret sig, da landet er blevet fyldt med skarer af dødninge. Det har fået øglefolket til at søge mod øst og overfalde de nærmeste hinterlandske stammer.
Ebronnion og Gainatia har derfor samlet en lille flok inklusiv tre rakastaer (kattefolk baseret på huskatte/vildkatte, mens karakteren Kilicia er en simbasta, et kattefolk baseret på løver – der findes endnu flere kattefolk end det), og de syv har infiltreret Omus paladsdistrikt, hvor de spionerer på øglefolket, som patruljerer distriktet. Det er lykkedes dem at tage en yavdisk slave som fange og afhøre fangen, men det var vanskeligt for fangen var under øglefolkets mentale kontrol, at denne ikke ville komme til fornuft.
Fangen afslørede, at øglefolket har en underjordisk base under paladsdistriktet, og Ebronnion har et forsimplet kort over dele af basen, og han har sammen med sine folk undersøgt indgangen. Det er en stor metalbeslået port, som er yderst tung at åbne, og inden for er både vagter, et trækdyr (der åbner porten) og ‘skællede stenglanere’ (dvs. basilisker – og gruppen har ikke lyst til at se flere af deres venner forvandlet til sten – episode 33). Fangen oplyste, at der var to steder, at fanger blev opbevaret. Det ene sted er slangegruber og det andet sted er nogle celler (og fra Shawas vision ved gruppen, at de leder efter en celle – episode 37). Sidst men ikke mindst befinder Ras Nsi sig derinde (første gang omtalt i episode 11).
Fra Ebronnion lærer gruppen også, at udover at øglefolket patruljerer regelmæssigt i paladsdistriktet, så er der også en gruppe af sortglaskrigere, som huserer i Omu, og at de er trængt ind i en af byens helligdomme (faktisk den, som den anden gruppe overvejede at kigge ind i som nummer to), at der er en flok grung (frøfolk) nord for paladsdistriktet, som synes uvenlige samt at der sniger sig en fjerret t-rex rundt i byens gader, som har evnen til at snige sig ind på folk. Ydermere har hinterlændingene set en fange blandt øglefolkets slaver, som ligner Leopold, og gruppen har derfor også en ide om, hvad der er blevet af (noget af) den heldanniske ekspedition (episode 36).
De to grupper bliver enige om at storme øglefolkets skjulte base, men først vil vore helte dele oplysningerne med resten af deres rejsefæller og planlægge indfald med forfriskede kræfter. Det aftales derfor at de to grupper skal mødes igen og sammen trænge ind i basen.
Vore helte vender derfor om, og på vejen tilbage mødes de med deres rejsefæller, som slutter sig til dem, og de rejser alle otte tilbage til deres base uden for junglen (og jeg ruller ikke et eneste vandrende monster undervejs).
Nu begynder den store planlægning. Vi kan se, at tiden er ikke inde til at begynde stormen på basen denne spilgang, så i stedet laver vi den indledende planlægning nu, så jeg som GM bedre kan forberede. I den forbindelse bliver der spurgt til, hvordan og hvorledes med spillernes mange karakterer. Af praktiske årsager har vi haft splittet karaktererne op i tre grupper, og det har været til at legitimere i spillets fiktion, men nu giver det mening at alle elleve karakterer stormer stedet for at undsætte Virgilia (gruppen er kommet frem til at siden øglefolkene har så mange slaver, så er risikoen for at Virgilia kommer af dage ikke overhængende, og hun tåler nok at være der til den følgende dag). Da det giver mening i fiktionen, og da det egentlig kun er af praktiske årsager med ikke at skulle håndtere tre karakterer på en gang, bliver vi enige om, at spillerne sender alle elleve karakterer af sted (samt deres syv hinterlandske allierede), så næste gang trænger atten PCer/NPCer ind i basen.
Planen er at vore karakterer bruger deres trolddom til at nogle forvandler sig til øglefolk og med trolddom taler deres sprog. De tager nu nogle af de andre som fanger, som de så forsøger at bringe ind i basen. De resterende karakterer – blandt andet tortlen Tizian og de to elvere Eldan og Ildrahil, som er ret eksotiske – sniger sig ind i ly af usynlighedstrolddom i hælene på de andre karakterer. Når de først er indenfor vil de danne tre strike teams, som holder forskellige sektioner af indgangsområdet, mens de forsøger at finde Virgilia og få hende ud – og imens danner hinterlændingene bagtroppen.
Afsluttende bemærkninger
Vi har et stort og spændende slag foran os med virkelig mange bevægelige dele, som jeg er spændt på at se i brug. Det bliver lidt som Return of the Jedi med at få sneget karaktererne ind, og så på et tidspunkt smide maskerne. Vi står nu med en fjende, som har luret i skyggerne gennem talrige spilgange, og nu har vi måske en konfrontation, og måske bliver det den helt store. Omvendt er det en aktiv base, som gruppen stormer og ikke en halvtom dungeon beboet af forskellige væsner, så fjenden er talrig, og vil have en tendens til at bevæge sig rundt. Det kommer til at kræve noget forberedelse at holde styr på fjenden og håndtere diverse NPCeres bevægelser.
Noget af Omu er en puzzle dungeon, eller rettere helligdommene er puzzle dungeons, og vore helte har løst den første af dem. Hvad mon de skal bruge den mystiske sten til, og hvordan skal det gå med at skaffe de andre, og er sortglaskrigerne ved at komme dem i forkøbet, og hvad vil sortglaskrigerne med dem?
Puzzle dungeons rummer en interessant udfordring fra et kommunikationsmæssigt synspunkt. De skal håndteres anderledes end regulære dungeons, og det er først nu, hvor spillerne har løst en af dem, at de ved hvad der venter dem, og at de ved de næste helligdomme skal forvente andre puzzles. Hver puzzle dungeon rummer sine særlige udfordringer, og det bliver interessant at se, hvordan spillerne håndterer de næste.
Næste gang: Stormen på øglefolkets palads.
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 