Vi er netop gået i gang med at spille Cyberpunk RED, og første spilgang er blevet brugt på at skabe karakterer og sammensætte gruppen.
Det første scenarie tager udgangspunkt i scenariesamlingen Tales from the Forlorn Hope, som jeg tidligere har brugt, da jeg spillede Cyberpunk RED med Han Duo, hvor vi spillede scenariet Fall of the Axeman.
Tales from the Forlorn Hope blev udgivet i 1992 til Cyberpunk 2.0.2.0., som er det foregående regelsystem til Cyberpunk RED. Heldigvis er systemet generelt bagudkompatibelt, så det kræver ikke meget at konvertere scenarierne til Cyberpunk RED. De væsentligste punkter er at tilpasse det til det nye cyberspace, justere tidlinjen til 2040’erne, og så fjerne de mest åbenlyse elementer af 1990’er teknologi, såsom kasettebånd, disketter og kamerafilm.
Gruppen vi har sammensat er en Exec, Fixer, Rockerboy, Techie og Netrunner (hvilket vi i spøg oversatte til D&D 4th edition i form Warlord, Bard, Rogue, Artificer og Psionic; Cyberpunk Red følger ikke så gerne arbejdsfordelingen i D&Ds arketyper), så det er en gruppe med tre face-type karakterer og to teknik-type karakterer.
Deres baggrunde, vi rullede frem via karakterernes livsforløbstabeller, har dertil skabt en masse dybde til dem, og spillerne har i vores mail tråd fremsendt deres karakterers baggrunde, så vi overordnet kender dem. Holdet består af:
Exec Ariana Hakimi med persiske rødder, som arbejder for et middelstort corp i energisektoren, men hun er nærmest fra barnsben groomed til at være en art dobbeltagent, der infiltrerer stedet.
Netrunner Mono, der med sine britiske rødder, udgør et eksotisk islæt i amerikanske Night City. Hun freelancer sammen med sin makker Lanny, og leverer ofte arbejde for banden Nick-Flicks.
Rocker girl Louka har finske rødder, og hun er kendt som AX-S fra diverse natklubber. Hun har et udestående med den skandinaviske transport mafia, som var med til at bringe hende til USA.
Techie Felix, der voksede op i en velhavende familievirksomhed for blot at se folk franarre familien virksomheden, og nu må bittert leve i fattigdom arbejdende usselt lønnede lydtekniker gigs.
Fixer Ash fra Guyana begyndte sin opvækst i sus og dus, men en flytning til USA og Night City kostede familien dens formue. Nu lever de i et grænseland mellem gadebander og corporate verdenens mere lyssky aktiviteter.
Ash og Mono kender hinanden, fordi de havde en fælles kæreste på samme tid, hvilket de først opdagede, da hun forsvandt.
Louka og Felix har lavet nogle lydgigs sammen.
Indkøb af udstyr pegede desuden på, at vores netrunner er grundet sit meget cyberware grænsende til psykopat. De andre karakterer har langt mere empati, og derfor er mere stabile. Hvordan det kommer til at fungere er jeg spændt på.
Gruppen står i en interessant position mellem bander og corporations med en Exec i den ene ende, og en hacker, der arbejder for en bande mens en anden bande forsøger at headhunte hende i den anden ende. Omdrejningspunktet er nok vores influencer idol (rockerboy og dennes crew), som på bestilling kan levere distraktion, eller fixeren, da de to karakterer er gode indgangsvinkler.
Noget af det sjove bliver nu at bruge de mange venner, fjender, ulykkelige kærligheder, rivaler og kolleger, som spillerne har suppleret deres karakterer med til at sætte gang i scenariet.
Scenariet vi spiller er Girls’ Night Out, som jeg har foretaget en række justeringer til. Primært bruger jeg ikke den ramme, som scenariebogen har lagt ned over scenarierne, som omhandler værthuset Forlorn Hope, hvor krigsveteraner hænger ud og kommer hinanden til assistance. Rammen er fin, men den interesserer mig ikke, og det er en ramme, som er drevet af en masse NPCere, som er pokkers seje, og jeg har sjældent interesse i at GMe en masse seje biroller, da det tager fokus fra spillernes karakterer. En sjov ting ved scenariet er, at det udviser den fascination af Japan, som driftig nation, proto-cyberpunk samfund og merkantil trussel, som man blandt andet så i filmen Black Rain (1989) og Rising Sun (1993), og scenariet er derfor en sjov lille tidskapsel fra de tidligere 90’ere – men mere om det, når vi kommer i gang med scenariet.
Aftenens forløb
Jeg begynder spillet med at etablere en kontekst for gruppen. Jeg snakker åbent, om at vi skulle finde en måde at samle gruppen på, og benspændet var exec Hakimi, da hun ikke naturligt hang ud med de fire andre. Der blev foreslået at hun kunne hyre dem til dagens opgave, og det blev planen.
For nylig har Louka, Felix, Mono og Ash haft en fælles gig, hvor der skulle optrædes på The App Store Bar, men den finske transporbande Jyväskylä Import Gang hærgede stedet for at minde Louka om at der var et udestående.
Jeg bruger her Loukas baggrund til at introducere, hvorfor gruppens seneste job slog fejl, og der derfor mangler penge til den første i næste måned.
Ariana Hakimi er blevet indkaldt af Susan Marrow fra HR til en speget sag. Hun skal hyre et team til en ekstraktion af en revisor i nogle dage. Opgaven påbegyndes den følgende dag. Hun får anbefalet at gå til natklubben The Bus Land og kontakte Dolly Dingles (eks-medlem af en Dolly Parton posergang, der via plastikkirurgi ligner Dolly Parton).
Med den ramme begynder vi spillet. Jeg beskriver The Bus Land (navngivet efter den bus, der er tokyo driftet ind i siden af en bygning, og en kældertrappe under bussen fører ned i klubben og gennem dens antistrålings zone.
Her går Ariana ned. Nede i klubben udpeger Dolly Dingles Ash for Ariana, som snart hyrer Ash, der har sig et hold, der kan løse opgaven.
Handlingen klipper til den følgende morgen, hvor vi får et indblik i, hvilket hjem hver karakter holder sig, da spillerne på skift beskriver, hvad det er for en bolig, de vågner op i.
Senere den følgende dag bliver Ariana Hakimi yderligere briefed af Susan fra HR, der oplyser, at opgaven er at kidnappe den koreanske revisor Kang Hon Jun, der er ankommet fra Korea for at gennemgå firmaets regnskaber. De skal tage ham til en Corporate lejlighed i marinaen og holde ham i tre dage, hvorefter de skal lade ham gå uskadt, så han kan udføre sit arbejde. Han vil være at finde på sit hotelværelse 1517 på The Easton i Little Europe efter kl 21. Ariana er officielt sendt på ‘ferie’, mens opgaven står på, og hun sidder yderst på grenen, hvis noget går galt.
Ariana mødes nu med resten af holdet i Ash’s kontor, lobbyen til det kapselhotel, hvor de bor. Her udstikkes opgaven, og gruppen begynder planlægningen.
Indledningsvis forsøger Mono at grave nogle oplysninger frem om Kang, men oplysningerne om den koreanske revisor sendt fra en ekstern revisorvirksomhed er for sparsomme til at det giver noget (Mono fejlede sin skill test). Om hotellet konstateres det, at det er en nyopført bygning i glas og stål i belgo-britisk 90’erne – 00’erne stil.
Ash går i gang med at producere falske ID, så Mono kan få adgang til hotellet som skateboard bud (god succes på terningkastet), og Felix kan optræde som tekniker, der skal ind og reparere noget (ingen test rullet endnu for det falske ID). Imens bruger Louka sin sans for stil og mode til at ligne en kvinde, der sidder i sådanne hotellers barer (stor succes på sin fashion færdighed). Imens har Mono studeret bygningen, og fundet et punkt, hvor hun kan tilgå bygningens lokale cyberspace. Det kan hun inde fra dets kontorer i stue etagen. Nu skal hun bare derind, og her kommer hendes rolle som bud i funktion.
Inden vi kaster os over netrunner reglerne, holder vi spillet, da klokken er blevet mange.
Næste gang: Netrunning, heist og en revisors kidnapning.
Afsluttende bemærkninger
Vi havde en langsom start. Det er længe siden, vi har spillet science fiction med så specialiserede karakterer, som har hver deres unikke færdigheder, særlige sæt evner og særegne teknologi, og det skal vi have vænnet os til. Dertil er der deres venner, fjender og kontakter, som jeg gerne vil have bragt i spil i et vist minimum – som det f.eks. er gjort i forbindelse med baggrunden for opgaven.
2 kommentarer til “Cyberpunk RED: Tales from the Forlorn Hope”