Tomb of Annihilation – Falske ruiner og det grønne folk

En del af Mystara-settingen har sit ophav i artikelserien Voyage of the Princess Ark fra Dragon Magazine. Det gælder også dagens grønne folk.

Episode 17 af Tomb of Annihilation kampagnen fører vore eventyrere steder hen, som er nært knyttet til Mystara-settingen, og vi ser et punkt, hvor kampagnen devierer fra sit Forgotten Realms-oplæg. Vi spiller D&D 5th edition kampagnen Tomb of Annihilation med en håndfuld husregler og en helt anden fantasy-setting.

Dagens forløb

Vi fortsætter, hvor vi slap sidste gang, nemlig med den ekspedition, som er draget ned af floden Tiryki, og nær monumentet Ildfinger har de trukket kanoerne på land, og er krydset en strækning over til den næste flod, men inden færden fortsætter syd på mod Kir Sabal, skal ruinbyen Mezro først findes og udforskes.

Vore helte krydser junglen. De søger efter tegn på Mezro, men da de efter lang vandring rammer kysten, hvor floden Olung har sin munding. Olung er en tredje flod, som fører ind i landet, og den vil tage vore helte i retning af Kir Sabal. Imidlertid var der ingen tegn på Mezro. Gruppen slår derfor lejr, og den følgende dag forsøger de igen at lede efter byen. De leder efter højderygge, hvorfra de kan studere ødemarken, men det er begrænset, hvor meget held de har med sig. Deres forsøg på at spejde via deres familiars render ind i problemer, da der dukker flyvende slanger op, som jager dem bort.

I deres søgen efter ruinen, begynder ting at opføre sig sært omkring vore eventyrere, og pludselig dukker en drillesyg faeriedragon op, som kalder sig Flippediflap, og som gerne vil hjælpe, men det bliver på dens egne betingelser. Den får guidet gruppen videre i den rette retning.

Således lykkes det vore eventyrere at finde tegn på bebyggelse. Efter nogen tid finder de et lokalt plateau, hvor de finder rester af bygninger. Der er murrester og grundplaner, alt sammen groet til og vokset over af planter. Det er et skuffende fund. En ruinby uden noget spændende.

Imidlertid er der et og andet, som ikke passer helt godt. Spillerne tager derfor fat i deres indre arkæolog (hvoraf to af spillerne har faglig relation til det fag), og vore helte begynder et mere systematisk studie af ruinerne. Det viser sig, at grundplaner og byggestile ligger hulter til bulter. Der er ikke nok murrester liggende rundt omkring til at udgøre materiale nok til resterne af bygningerne. Når der graves ned i underlaget, dukker ikke noget jordstampet lag op, hvor der burde have været gulv, der er ikke nogen tegn på ildsteder i form af sod eller kulrester, og der er ingen rester af værktøjer eller andre tegn på menneskelig aktivitet. Planterne vokser nogle steder under i stedet for over vægresterne.

(Vi udspiller denne del uden terninger. Spillerne beskriver deres karakterers handlinger og indikerer, hvad de leder efter, og jeg responderer. Vi spiller for en kort stund rollespillet Arkæolog: The udgravning, og spillerne indsamler stadig flere spor til at understøtte deres tese)

Vore helte kommer frem til, at ruinbyen er falsk. Ruinerne er konstruerede ruiner. Nogen har bygget en falsk ruin.

Med det udgangspunkt beslutter gruppen sig for at udforske stedet mere overordnet. Er der et centrum? Er der noget i nærheden? Hvem har efterladt ruinen? Mens de går og søger, bemærker de, at de mærkelige, giftsprøjtende planter, som de tidligere har mødt (i en lang tidligere episode. Det er et plantemonster, som minder en del om en triffide). Det får gruppen til at bevæge sig mere varsomt rundt, og de bliver nu også opmærksomme på, at de ikke er alene. Der er andre skikkelser i skoven omkring dem, men de er svære at spore, da deres aftryk er uklare. Ifølge gruppens familiar, som har været sendt ud for at spejde, så er det grønhuder, som er på færde, og sammenholdt med tegnene fra tidligere på baktiri gobliner i området, ved gruppen nu, hvad der venter: gobliner!

Gruppen fortsætter deres gennemsøgning i området, og de er så småt ved at planlægge at forlade Mezro, da gobliner ikke har deres interesse, da en gruppe humanoider iført panser træder frem mellem træerne med dragne våben, og der er mindst 12 af dem.

Skikkelserne er iført pladerustninger og hjelme af et sært plantelignende materiale, og deres klinger ligner noget, som er formet ud af træ. De er på højde med mennesker, men deres hud er grøn, og ud fra hjelmene anes de lange lokker af sølvfarvet hår. Grønhuder er det, men ikke gobliner!

Skikkelserne indikerer, at vore helte skal smide deres våben og overgive sig. Gruppen indvilliger, og derefter bliver det signaleret, at de skal følge med. Det gør gruppen, og de følger nu de mystiske, tavse skikkelser gennem junglen, indtil de kommer til et tæt bevokset område, som pludselig åbner sig. Det er en vældig port, og bag den åbner sig en skjult by formet af planter. Det myldrer med de grønhudede, sølvhårede folk, med de sære farlige, triffide-lignende planter, og med arbejdsdyr, som er gigantiske insekter.

Vore helte guides gennem byen, mens talrige øjne hviler på dem. De studeres nysgerrigt af byens mange indbyggere, mens krigerne fører dem til et palads, hvor selskabet bliver gennet indenfor. Her venter dem hoffolk og en tolk, som stift taler til dem: “De er gæster hos fyrsten og fyrstinden af Glauqnor hos Emerond-folket”.

Gruppen præsenteres for fyrst Verdlin og fyrstinde Gruneel, som sidder på to tronstole, og de inviteres via tolken til en festmiddag. Inden da vil de blive ført til deres gemakker, hvor de kan hvile sig og gøre klar til middagen. Derefter eskorteres de til deres gemakker. Her har gruppen tid til at klargøre sig, tage bad og hvile. Derefter eskorteres de tilbage til salen, hvor der nu er dækket op til et festmåltid, og hvor fornemme adelsfolk og hoffolk er samlet sammen med fyrsten og fyrstinden.

Sprog er fortsat en barriere, men tolken hjælper gruppen, og Eldan gør brug af sin Comprehend Language formular til bedre at forstå de lokale. Emerondians er et lokalt folk, som har et kongerige bygget op over en række allierede bystater, hvoraf vi er i den vestligste af bystaterne, Glauqnor. Emerondians har via deres druidetrolddom camoufleret deres byer, så de ligger beskyttet mod menneskene. Sådan har det været siden de thyatiske invasioner for omkring 600 år siden.

Der bliver spist og drukket godt. Der serveres velstegte kæmpe-insekter, righoldige salater og unrah – gæret plantesaft, som nemt kan rivalisere dyre vine og sød mjød. Aftenen går, og vi stopper spillet for denne omgang.

Baggrund

Det følgende afslørede jeg også for spillerne efter spilgangen. Denne version af Mezro med den falske ruin og den skjulte by med grønne folk og kæmpe-insekter er ikke fra det oprindelige scenarie. I Tomb of Annihilation er der en ruin, hvor Mezro oprindeligt lå, og byen er gemt væk i en slags lommedimension, og der er en (vistnok) halv- eller helkendt Forgotten Realms-NPC – Artus Cimber – som optræder i scenariet, som leder efter Mezro, idet hans elskede befinder sig der, og man kan undervejs i scenariet møde ham, rejse sammen med ham og hjæpe ham. Imidlertid er det ikke en NPC, som jeg var bekendt med – der er masser af detaljer om Forgotten Realms, jeg ikke er bekendt med, særligt dem udgivet efter AD&D Boxed Set. Jeg gad ikke grave mig gennem Forgotten Realms wiki for at finde ud af hvem han var, når mine medspillere sandsynligvis kender lige så lidt til ham, som jeg gør. Der er ingen genkendelsens glæde.

I stedet tog jeg fat i nogle af de elementer, som er specifikke for kontinentet Davania i Mystara-settingen, og et af dem er det grønne folk med det sølvfarvede hår, og deres skjulte by. Parallellen mellem en ruinby og den egentlige by gemt i en lommedimension og den falske ruinby og den egentlige by camoufleret passede mig fint, og gjorde det oplagt at smelte Glauqnor og Mezro sammen.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Adventure Game, D&D, Rollespil, Tomb of Annihilation og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Tomb of Annihilation – Falske ruiner og det grønne folk

  1. Pingback: Tomb of Annihilation – Det grønne folk, lotusblomsterne og abernes bro | Stemmen fra ådalen – en blog om rollespil og historie

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.