Tomb of Annihilation – Det grønne folk, lotusblomsterne og abernes bro

Velkommen til episode 18 af Tomb of Annihilation kampagnen, hvor vore helte kæmper mod en vidtrækkende forbandelse, som får de døde til at rejse sig igen, og som trækker alle sjæle mod et punkt dybt inde i junglerne. Det er ukendt land, og fra en havneby omgærdet af intriger kaldet Kastellos eller Port Nyanzaru, følger vi en stor flok helte, som de drager på ekspeditioner ind på det ukendte kontinent. På nuværende tidspunkt følger vi gruppen, som er draget ned af floden Tiryki og krydset over land mod floden Olung for at finde den mystiske ruinby Mezro. Imidlertid viste det sig, at Mezro langt fra var den ruin, som vore helte forventede at finde – og det var, hvad sidste gangs begivenheder afslørede.

Dagens forløb

Vore helte vågner op oven på gårsdagens festmiddag, og de groggy og tømmermændsramte af et lidt for righoldig indtag af Unrah, den gærede plantesaft, som de lokale drikker. Mens de kravler ud af deres senge i en luksuriøs sal formet af levende træ med småfugle flyvende omkring under loftet, og dagslys filtreret gennem et bladhæng for et behagelige grønt lysskær, dukker en flok tjenere op med puder og tæpper, som de anretter på gulvet, og efterfølgende anrettes morgenmad for eventyrerne. Mens de sidder og spiser, snakker Hepta, Lourie, Virgilia og Eldan om, hvad de gerne vil gøre i løbet af dagen. De har et ønske om at se mere af byen, og de spekulerer over, hvor meget de må se, og om de må forlade byen eller ej? Et spørgsmål, som de ikke føler for at spørge deres værter om.

Efterfølgende dukker tolken Prodny op, og han præsenterer sin assistent, Grætna, som vil vise dem rundt i byen. Hun taler ikke yavdlomsk, men hun kan guide dem rundt i de forskellige områder af byen. Tolken oplyser desuden, at gæsterne er inviteret til højbords igen om aftenen. Gruppen spørger lidt ind til byen, og mens de følger efter Grætna, aktiverer Eldan sin Comprehend Languages spell ved at mumle de gloser, som de har lært af emerondiernes sprog.

Ude i byen ser de overalt grønhudede folk med sølvhår, høje og slanke, og mærkelige. De har ikke elviske træk trods deres brug af naturtrolddom, og de ligner heller ikke helt mennesker trods deres humanoide form.

Turen går til markedet, hvor de pludselig øjner en aldrende yavdlommer, der med sin mørke hud og grånende, krusede hår og skæg skiller sig ud mellem de mange sølvhårede folk. Gruppen sætter sig for at finde manden, og efter at have vandret lidt gennem markedet, finder de ham, og Hepta hilser på ham med sit gebrokne yavdlomske. Manden præsenterer sig som Varzul Obokol, og han har samme nysgerrighed efter gruppens ærinde, som de har med ham, men netop som Hepta får spurgt ind til det, trækker han sig tilbage opslugt af mistanke og vrede, og han forsvinder i folkemængden nægtende at afsløre sit ærinde eller sine planer.

Om eftermiddagen har gruppen en audiens med fyrsten og fyrstinden, hvor tolken Prodny er tilbage. Samtalen går, og fyrsten og fyrstinden fortæller, at de har ikke interesse i menneskenes samfund uden for deres by, og de i stedet fastholder deres skjulte tilværelse. De vil dog gerne stille deres viden om forbandelsen til rådighed, og i morgen vil gruppen kunne mødes med de lærde, som kan bidrage med deres indsigt.

Fyrsten og fyrstinden fortæller også om området omkring byen (vi indtegner en række områder på kortet). De viser hvordan floden Olung løber ind på kontinentet mod søen Luo. Undervejs passerer floden en menneskeby eller -palads kaldet Nangalore, som emerondierne har observeret en menneskehær blive fordrevet imod (og gruppen erindrer, at Port Nyanzarus kongehus blev fordrevet og at de rejste ned langs floden). Om den svævende klippe, Junglens hjerte, kan de ikke fortælle så meget, andet end at folket ved Kir Sabal betragter stedet som helligt. Ydermere oplyses det, at for enden af floden Tiryki bor menneskeædere (men æder de også elvere og andre humanoider?), og området, hvor en grøn drage siges at husere, angives også på kortet (det blev til en stribe nye oplysninger, så gruppen har flere steder at sigte efter på deres kort).

Sidst på eftermiddagen er der gjort bade klar for eventyrerne i deres rummelige gemak, og de deltager om aftenen i middagen med fyrsten og fyrstinden. Om morgenen ikke nær så hårdt ramt af tømmermænd fra Unrah, men dog stadig groggy og trætte kravler vore helte ud af deres senge, og kort efter dukker en flok tjenestefolk op med puder og tæpper, som de anretter på gulvet, og efterfølgende serveres et morgenmåltid.

Kort tid efter dukker Prodny op, og gruppen erklærer, at de gerne vil se mere til byen, og Grætna står endnu en gang til rådighed for dem. Særligt vil Virgilia og Lourie ud og kigge på byen, mens Hepta og Eldan planlægger at mødes med de lærde lidt senere på dagen.

På rundturen med Grætna får gruppen på Louries opfordring set byens bibo, som er en gigantisk bygning, som rager højt over jorden og som stikker endnu dybere, og her summer det med kæmpebier.

Virgilia leder efter emerondernes tempel, og hun forsøger at få Grætna til at vise hende det. Grætna forstår straks at vise Virgilia af sted, og de kommer til en kæmpe bygning, hvor der er talrige folk. Det viser sig at være et colosseum, hvor kæmpe insekter kæmper imod hinanden i arenaen til publikums jubel, og der foregår talrige væddemål mellem tilskuerne. Virgilia følger fascineret med, indtil kampene er ved at være til ende, og Grætna pludselig trækker hende bort, så hun ikke ser afslutningen.

Om aftenen ved middagen tilstræber gruppen at holde sig fra Unrah og nøjes med vand, og den følgende morgen kravler de trætte og groggy men ikke tømmermændsplagede ud af deres seng, og kort efter kommer en flok tjenestefolk, som anretter til morgenmaden med puder og tæpper på gulvet, og derefter fade med morgenmad. Tolken Prodny og hans assistent Grætna dukker efterfølgende op, og de hilser på eventyrerne.

Groggy og trætte kravler vore helte ud af deres senge om morgenen. Til trods for at de praktisk taget ikke har rørt ved unrahen, og kort efter kommer tjenestefolkene ind med tæpper og puder, som de placerer på gulvet, og kort efter anrettes morgenmaden for dem. Dernæst dukker tolken op med sin assistent og hilser på gruppen.

Virgilia og Lourie vil gerne se emerondernes helligdom, og Prodny instruerer Grætna i at tage dem til Eostras tempel. Hun guider dem gennem byen og op på toppen af en bygning, hvor der er en blomstereng med blomster fra alle egne af kontinentet. Blomsterengen er emerondernes helligdom. De spenderer noget tid med at studere stedet og meditere, og det er tydeligt, at blomsterengen er indviet grund.

Virgilia har planer om, at hun vil se, hvad der sker i arenaen sidst på eftermiddagen, når hun ikke må være der og kigge på. Sammen med Lourie lader hun Grætna føre dem til byens colosseum, og her følger de kampene mellem insekterne nede i arenaen igen, og de to eventyrere gør deres bedste for at distrahere Grætna og dele sig op, så Grætna har svært ved at holde styr på dem. Da Grætna sidst på dagen gør tegn til, at de nu skal forlade stedet, gør Lourie sit bedste for at distrahere Grætna grundigt, og imens skjuler Virgilia sig i mængden af folk og aktiverer sin Disguise Self formular, så hun falder ind i mængden af folk. Imens får Grætna nogle store stærke emerondians til at bære Lourie ud af colosseum.

Fra sit skjul observerer Virgilia nu, hvad der sker. En gruppe krigere træder ind i arenaen, og i den fjerne ende åbnes en enorm port. Ud af porten kommer i et frygteligt monster, og der går en bølge af rædsel gennem hele området. Frygten kan mærkes, som nærmest en fysisk bølge, der går gennem publikum og krigerne nede i arenaen. Nogle af dem knækker og løber ud af arenaen, mens andre bliver stående. Monstret er titanisk, med øjne på stilke, uformligt, med arme som tentakler, og en tunge, der tager form nærmest som en tentakkel, og andre sære lemmer på den nærmest tudseagtige krop, der har sære ligheder med de tre-blomstrede vandrende planter, som også er i byen (og jeg viser Christina et billede af det monster, som Virgilia ser). Så finder Grætna Virgilia, og Virgilia bliver slæbt ud af stedet, men nu ved hun i det mindste noget om, hvad der sker (og senere får hun forklaret, at det er ‘frygtens prøvelse’, men ikke meget mere end det).

Imens andetsteds er Eldan og Hepta dukket op for at tale med lærde emerondians, og Eldan har igen aktiveret sin Comprehend Languages, så han kan følge de lærdes samtaler uden at de ved det – og samtalen bliver ellers ført gennem tolken Prodny. Overalt i rummet er lerruller med inskriptioner, som er historiske dokumenter, og mere specifikt er det regnskaber, som går flere århundreder tilbage i tid. Eldan og Hepta taler med de lærde, men de får ikke meget ud af det. De lærde kender ikke landets fjerne fortid, men de kan nævne, at kender lidt til det flyvende folk ved Kir Sabal, og det folk ser den svævende klippe mod vest-sydvest som et helligt sted. De lærde kan også fortælle, at der er en slags yavdlomsk palads, Nangalore, længere mod syd, og at de ikke har nævneværdige problemer med dødsforbandelsen, som ellers får de døde til at vandre igen.

Om aftenen er gruppen igen til højbords med fyrsten og fyrstinden og byens fornemme folk.

Den følgende morgen kravler de trætte og udmattede ud af deres seng. Kort tid efter kommer tjenestefolk og anretter puder og tæpper på gulvet, og kort efter kommer morgenmaden, og ikke længe efter dukker Prodny op. Gruppen fortæller, at de gerne vil forlade byen og rejse videre, og Prodny lader dem forstå, at Grætna nok skal vise dem rundt, og det inkluderer at vise dem porten.

Gruppen går derfor ned til markedet for at planlægge deres rejse. De køber forsyninger og udstyr, og de opsøger Varzul Obokol, som forklarer, at han gerne vil rejse med, men han er først klar til afgang i morgen. Så kan han og de andre slutte sig til vore eventyrere.

De snakker sammen med Varzul, og han fortæller, at han og hans venner faktisk drog til Mezro for at finde sorte krystal splinter. Det forholder sig sådan, at søster Sibomsemi betaler rundhåndet for sorte krystalsplinter. Hende søster Sibomsemi skal man holde øje med. Hun vil blive til noget, og hun vil bringe oraklerne til byen, som de ikke har været der før, særligt nu hvor kongehuset ikke længere er i byen. De er blevet fordrevet, da man har ladet sig besnære af de nytilkomne minrothadians og deres snak om handelsfyrster og disses magiske kundskaber. Imidlertid fandt Varzul og hans rejsefæller ikke noget i Mezro, og i morgen vil de tage videre og rejse mod Nangalore, som ligger nede langs Olung floden. Nangalore er der, hvor kongehuset skulle være draget hen.

Det går op for gruppen, at Varzul snakker om begivenheder, der fandt sted for 40 år siden, som fandt de sted igår, og Varzul er ingen ung mand. Gruppen beslutter sig for, at de vil videre, og de vil ikke vente en dag mere, så de går mod porten, hvor de bliver lukket ud. Selskabet rejser gennem junglen, og de sætter færden mod syd mod Olung-floden. Sidst på dagen begynder de stejle skrænter, som markerer floden at blive synlige, og de kan hører flodens brusen og latteren fra Ataaz Muhaha.

Om morgenen kravler vore helte udmattede ud af sengen, og kort efter kommer tjenestefolk med puder og tæpper, og der arrangeres et morgenmåltid for gruppen. Efterfølgende dukker tolken Prodny op igen, og han hilser på gruppen. De spørger til, hvorfor de ikke kan få lov at forlade byen, og Prodny forklarer, at man ikke ønsker at kendskabet til byen udbredes, og gruppen derfor fortsat er gæster. De er velkomne til at bevæge sig omkring i byen, og Grætna står klar til at guide dem rundt.

Gruppen beslutter sig for at forlade byen igen, men denne gang rejser de mod nord. Efter at have rejst et godt stykke tid, hvor de har sendt deres familiars i forvejen for at spejde. De mister imidlertid kontakten med dem, da noget får dem til at falde i søvn. Heldigvis kan deres tjenende ånder kaldes tilbage og vækkes, og gruppen begynder at bemærke tilstedeværelsen af sorte lotusblomster omkring dem. Efter lidt mere eksperimenteren konstaterer de, at der er et bredt bælte af lotusblomster, som dysser dem i søvn, hvis de fortsætter fremad.

Idet gruppen er rejst mod nord denne gang, er de tilbage i det område, som de rejste igennem, da de ankom, og gruppen beslutter sig for at påberåbe den faeriedragon, som de mødte her for flere dage siden. Flippediflap beslutter sig for at dukke op, og gruppen snakker med den lille alfedrage, som fortæller, at der et bælte af sorte lotusblomster omkring Glauqnor, og det er et dybt bælte, så gruppen skal ikke forvente at nå gennem, inden de dysses i søvn. En maske med krydderier og som beskytter mod blomsterne vil derimod være hjælpsom. Modydelsen er velduftende parfume og krydderier og at tolerere dens spøgefuldheder, som inkluderer samnenbundne snørebånd.

Med oplysningerne planlægger gruppen at skabe udstyr, som vil lade dem komme sikkert igennem, men for ikke at lade deres værter ane noget, vælger de at gå dybere ind i lotus-bæltet og blive bedøvet.

Den følgende morgen kravler de trætte ud af deres senge. Tjenestefolk kommer og anretter puder og tæpper på gulvet, og kort efter følger morgenmaden. Dernæst dukker Prony og Grætna op, og som altid står Grætna til rådighed, og som altid er selskabet inviteret til højbords om aftenen.

I stedet vil gruppen gerne forlade byen, og de pakker deres grej igen, de søger til markedet og køber udstyr til at lave masker, som skal skærme mod lotusblomsterne, og derefter opsøger de Varzul Obokol for at høre, om han vil med dem. Det vil han gerne. Han er klar til at tage af sted i morgen.

Gruppen vender og drejer emnet flere gange: Hvad skal de gøre ved Varzul Obokol? Manden er tydeligvis ikke sig selv længere. Han er fanget i en evig løkke, som hedder “i morgen”, og han ved ikke, at der er passeret 40 år. Skal de tage ham med ud af byen eller ej? Hvis de gør det, skal de bringe ham tilbage til Kastellos, eller skal de tage ham med på deres færd? De ender med, at det mest humane at gøre er, at efterlade ham i hans vildfarelse her i byen frem for at tage ham med, da han lever et bedre liv her, end det de kan tilbyde ham hjemme i Kastellos. (Det var et svært valg for gruppen, og der er en oprigtig trist stemning over Varzul og hans frygtelige skæbne.)

Ude i junglen ude af syne af Glauqnors mure, sætter gruppen sig for at fabrikere ansigtsmasker med stærke krydderier, som skal hindre effekten fra de sorte lotusblomster (gruppen aktiverer vores husregel Jungleliv om at kunne bruge junglen til at skabe ting med, og de får skabt udstyr, som lader dem udfordre effekten af lotusblomsterne, og som giver dem bonus på deres saving throw mod blomsterne. I løbet af spillet får vi aktiveret reglen hele fire gange for at få etableret fire nye regler, som aktiveres).

Dernæst går færden mod syd mod Olungs stejle skrænter og Ataaz Muhaha. Efter mange timers vandring kommer selskabet til lotusblomsterne, og her skal maskerne stå deres test. Det lykkes heldigvis (gruppen klarer deres saving throws næsten. En fejler, men de andre samler den bevidstløse Eldan op, og bærer ham af sted. De klarer deres udholdenhedstests, så de er i stand til at bære ham, og det lykkedes dem at komme gennem lotusbæltet). På den anden side af bæltet presser gruppen på for at opnå så stor afstand som muligt, og udmattede segner de om, da de er kommet et godt stykke langs floden vandrende på toppen af skrænterne. Ude i horisonten kan de se broen Ataaz Muhaha.

Den følgende morgen vågner selskabet trætte men frie op. De er ude i junglen, og ikke deres senge i Glauqnors palads. I første omgang søger de hen til broen. Det er et massivt monument opført af yavdlommer for længe siden. Broen er udstyret med stiliserede statuer af abekatte, og rundt på broen og lianerne, der gror på broen hopper og springer abekatte, og deres skingre skrig ekkoer nede i kløften og skaber lyden af ‘latter’, som navngiver området.

Ude midt på broen står en statue af Yav, den udødelige, som våger over det yavdlomske folk, og gruppen erindrer at have hørt om en sådan statue før. Foran statuen, som ligner en kriger med krigsmaske siddende klar på spring ligger de knuste knogler af et menneske. Forsigtigt bevæger gruppen sig ud på broen og ud mod Yav-statuen, som står midt på broen. På centret af statuen er en labyrint, og Virgilia lader sin finger løbe hen over labyrint-mønstret, og pludselig ser hun for sit indre blik vejen til Nangalore, som er videre over broen og derefter sydpå.

Gruppen fortsætter. Den fjerne ende af broen er styrtet sammen, men det lykkes dem at springe over strækningen, og derefter fortsætter de mod syd. De følgende mange dage ser de tegn på dinosaurer, og de er nødt til at skjule sig for en flok velociraptors en dags tid i trætoppene, og senere at undgå en nysgerrig planteæder og senere en rovsaurus, hvis bytte liggende oppe i en trætop – liget af en yavdlom – de støder på. Gruppen er ved at løbe tør for mad, men Lourie formår at fouragere succesfuldt, og gruppen er næsten fremme ved Kir Sabal, hvor det flyvende folk bor. Her stopper vi spillet.

(Rejsen blev taget ret hurtigt. Jeg tjekkede for omstrejfende væsner, og der var flere møder med dinosaurer, men vore eventyrere er nu så erfarne ud i junglelivet, at de relativt nemt kan undgå de fleste møder, som de ikke har lyst til, og målet for dem var at nå hurtigt frem til Kir Sabal, inden de løb tør for forsyninger, og det er næsten nået).

Afsluttende bemærkninger

Jeg havde ikke tænkt dagens episode som en groundhog day historie, men det tog form i takt med at gruppen dagligt vågnede udmattede op og så morgenen gentage sig. I modsætning til filmen, så var der en progression i tid for alle, selvom hver morgen (og aften) gentog sig. Det krævede en del planlægning fra spillerne at finde en måde at undslippe fra byen Glauqnor fra at finde ud af, hvordan de blev holdt fanget til at finde ud af, hvordan de kunne omgå det. Undervejs blev der gjort fuld brug af husreglen Jungleliv, som blev aktiveret samtlige fire gange med hver sin nye effekt for på den måde at konstruere måder at omgå lotusbæltet.

Fangeskabet gav en god del spændende nye oplysninger og satte flere punkter på kortet, men også et vist mål af tragedie, da gruppen endte med at efterlade Vazul Obokol i byen, da de vurderede det var en bedre skæbne for ham, at forberede sig dagligt på at forlade byen ‘i morgen’ frem for at tage ham ud af byen og konfrontere ham ikke kun med vildmarken men også med, at der er gået 40 år, og alt hvad han kender til er højst sandsynligt borte. Det var en trist afsked.

Den næste del var Abebroen, som pegede både tilbage til Krokodilletemplet og til templet med Yav-statuen, og der er fornøjelse i at se reinkorporationen af tidligere introducerede elementer fra kampagnen – ligesom det var sjovt at se Flippediflap vende tilbage til historien fra sidste gang.

Jeg er ikke sikker på, hvor meget mere vi kommer til at se til emerondierne, så her kommer en af de mere spøjse detaljer om folket, som spillerne nok ikke havde luret på anden vis. De grønhudede, sølvhårede emerondier er efterkommere af rumpirater, som ankom til Mystara for flere århundreder siden. Jeg forhørte mig hos Bruce Heard, som er den oprindelige designer af dem (de blev præsenteret i en artikel i Dragon Magazine #166 fra 1991), og han oplyste, at inspirationen til dem kom fra en plakat, som han i sine teenageår i 1970erne havde hængende på sit værelse, men han kendte ikke navnet på værket eller kunstneren, så det er ikke muligt at identificere det billede, som er kilden til emerondierne.

Næste gang fortsætter vi med mødet med Kir Sabal.