Tomb of Annihilation – Frodighedens flod

Velkommen til episode 30 af Tomb of Annihilation – Mystara Edition, hvor vi fortsætter handlingen fra episode 29, hvor vores helte kæmpede sig ud af Mismodets ørken. Vi spiller Dungeons & Dragons 5th edition, og det er en episk variant af kampagnen Tomb of Annihilation, som er flyttet til Mystara settingen. Her følger vi vore 12 helte, som de kæmper sig gennem alskens udfordringer for at standse Dødsforbandelsen.

Den følgende morgen

Udmattede efter strabadserne er vore helte faldet i søvn ikke langt fra, hvor det lykkedes dem at kravle i land. De vågner tidligt, nogenlunde udhvilede (spillerne får effekten af long rest – medmindre jeg er i et forløb, hvor jeg forsøger at presse dem på ressourcer, og hvor fjender og hændelser aktivt forsøger at hindre dem i at hvile, så lader jeg spillerne få effekten af fuld hvile relativt nemt trods eventuelle afbræk i nattesøvnen. Long rest er nødvendig for at bringe ressourcer i form af evner, formularer og lignende tilbage i spillet, og at fratage den for nemt, fratager spillerne deres råderum i spillet), da skoven knirker og slår sig omkring dem. Træer, planter, rødder, mosser har alle fået vokseværk, og nærmest for øjnene af vore eventyrere, kan de se skoven gro omkring dem – og det knager og støjer, som træerne stødt skyder i vejret. En voldsom frodighed vokser frem, og mange planter vokser sig unaturligt store; kæmpe blomster skyder frem, luften fyldes med intens sødme fra blomster, og nødder og bær vokser frem nemt spiselige.

Eventyrerne undersøger det forunderlige og fantastiske fænomen. De indsamler forsyninger, nu hvor de er til rådighed, og de undersøger området. Intet dyreliv synes påvirket, bortset fra at mange smådyr ikke bryder sig om skovens hastige vækst, og de trækker i flere tilfælde væk fra området. Det lystigt voksende skov, gror langsomt ud i Mismodets ørken viser det sig, og med udkig fra trætoppe bliver det tydeligt, at skoven gror intents ud fra floden. Det ophobede vand under zigguraten i Mismodets ørken er fyldt med livskraft, som får planter til at gro voldsomt.

Gruppen er bredt ud i området for samle forsyninger og prøver af den forunderlige flods brusende vande, da ting begynder at gå galt. Imens elversømanden Eldan sidder oppe i et træ og skuer ud over skoven, hører han pludselig kraftig hosten nedefra. Diplomaten Hepta gør det samme, og hun ser og hører den unge Lourie kæmpe med at trække vejret, og ligeledes hører hun, hvorledes Virgilia kæmper med vejrtrækningen. De er fanget i en tæt, gul tåge af pollen, som sidder så tæt, at den kvæler folk (De tre nede på jorden skulle alle klare et Saving Throw, som kun Virgilia klarede). Eldan og Hepta udnytter magiske kundskaber og masker til at få fat i Virgilia og Lourie og redde dem ud af tågen af pollen, som langsomt kommer bølgende ud mod et stadig større område.

I sikker afstand fra pollentågen får Eldan og Hepta bragt deres to rejsefæller til bevidsthed, og der bliver lagt planer om at komme væk fra floden og området med pollentågen. Dog indsamles nogle prøver at pollentågen i en flaske af Virgilia, mens de andre tre gør klar til videre vandren. Lourie har det meste af morgenen surmulet over et eller andet, men det er ikke helt klart, hvad der plager hende, men det er noget, som får en teenager involverer store følelser.

Skoven er groet i forvejen så at sige, som selskabet fortsætter deres færd. De bevæger sig uden om pollentåge og kæmper sig vej gennem en kraftigt voksende skov, som er begyndt at blive fulgt af en tæt underskov, der tvinger selskabet ud på flere mindre omveje og til lystigt at svinge klinger og huggerter, som var det macheter. Stemningen er stadig påvirket af, at Lourie er i nedstemt humør, og Hepta forsøger at få den mutte teenager til at åbne op. Langsomt kommer det frem, at hun er stødt og såret over den måde, som Eldan behandlede hende på, da de drev på floden gennem Mismodets ørken (for Eldans healing kommer gennem bryske bemærkninger og håndfaste helbredende berøringer, hvormed han havde såret Lourie, om end han ikke bemærker teenagerens vrede – med sine 400 år på bagen er menneskenes flygtige følelser ham noget fremmede).

Efter nogen tids vandren sker det, at junglen pludselig vokser frem på en drastisk og sær maner, da en gigantisk høj af mos og slyngplanter rejser sig, og den sender sine lianer ud efter vore helte. Den enorme levende plantehøj angriber vore helte! Hepta bliver grebet af lianer og løftet op over en gab, som flækker sig åben i siden, mens Eldan og Virgilia forsøger at kæmpe væsnet med trolddom af forskellig art. Imens træder Lourie frem og taler til højen (med sin Speak with Plants spell), og højen, mens den angriber hendes rejsefæller, taler med sit simple sind til hende og brøler ‘Suuuuuuuulten! Suuuuuuultennnn!’. For at undgå at højen kaster sig over at fortære hendes venner, finder Lourie sin grønne Bag of Tricks frem, og fremtryller en dinosaur, som hun tårevædet får til at hoppe ind i gabet på plantemonstret. Der lyder endnu et ‘Suuuuultennnn!’ fra bæstet, og endnu en dinosaur sendes i gabet på plantebæstet, mens Lourie bliver mere og mere ulykkelig – men det er nok til at mætte skabningen længe nok til at hun og hendes venner hastigt kan fortrække sig fra området (mødet blive udspillet som en regulær kamp, men monstret angreb ikke Lourie, fordi hun talte til det, og handlingen var således splittet mellem Louries tale med plantemonstret og de andre karakterers kamp og retræte).

Den videre vandring sent på dagen sender selskabet til en dal, som er groet til med kæmpesvampe, som er flere meter høje, og som skaber et sælsomt landskab af mærkelige dufte. Svampenes stokke er over en meter i diameter, og de rager godt op i landskabet, hvor de skaber en hel særegen stemning af hvide, knogle-agtige søjler, hvor alt er i skyggerne af svampehatte – og gruppen er noget bekymret for, hvorledes disse enorme svampe formår at opsamle næring og fortære insekter – og i stedet for at krydse dalen, går de i en omvej for at komme rundt om den.

På den anden side af dalen er det tydeligt at frodigheden fra floden, der undslap zigguraten i Mismodets ørken, er ved at aftage. Planterne vokser ikke så hurtigt længere, og de vokser ikke nær så voldsomt, men effekten er der stadig. Selskabet finder en hulning, hvor de slår lejr, og hvor der vokser halv meter høje spisesvampe, som bliver høstet og tørret over et bål. På skift holder selskabet vagt gennem natten, men der går ikke lang tid, førend de afbrydes af et højlydt smæld, da lerflasken, som Virgilia havde indsamlet sine tågepollen i, pludselig brister under presset af pollen, og en tæt, gul sky af pollen spreder sig fra hendes rygsæk. Der handles hurtigt, og rygsækken forsøges kastet væk, men det er ikke nemt, for rygsækken er groet fast! Ting lavet af plantefibre og faklerne er begyndt at spire og gro. Faklerne har slået rod, og de har gravet sig gennem rygsækkens sider og ned i jorden. Gruppen kæmper lidt med at løse problemet, og får kastet pollen-inficerede ting væk fra lejren. Det tager noget tid, og Virgilia må tage afsked med sin rygsæk og noget andet udstyr, men hun har nu til gengæld en fakkel, som er begyndt spire og gro, og hun redder den og gemmer den i håbet om at se den vokse op og blive en fakkelbusk.

Nær den sidste vagt, da Hepta skal give teten videre til Lourie, opdager hun, at Lourie er borte. Hun vækker lejren og lister ud i mørket for at finde hende, og efter lidt tids søgen, støder hun på et væsen iført en kappe med hætte. Frem af hætten stikker en lang snude, store sorte øjne og lange knurhår. Væsnet har skikkelse som et menneske, men det er pelset, og det har træk som en rotte. Det går op for Hepta, at det er en varrotte, for fuldmånen står højt på himlen, og hun indser også, at det er Lourie, som er varrotten!

Lourie er en del af det minrothadiske mindretal i Port Nyanzura/Kastellos, som er migranter fra Minrothad øerne, som kom til Kastellos ikke lang tid efter at de første minrothad handelsfolk havde fundet byen og etableret de første handelsforbindelser. De minrothadiske migranter er et mindretal, som holder sig meget til sig selv, og som fører deres traditionelle håndværk videre, som de ikke oplærer andre folk i, og på den måde bidrager de til havnebyen/bystaten med værdifuldt håndværk. De er desuden også – mange af dem – varrotter, som flygtede fra Minrothad øerne under De lange knives nat, hvor befolkningen på øerne gjorde op med truslen fra lykantroperne og forsøgte udrydde så mange som muligt. I Port Nyanzura er det lykkedes minrothaderne at holde deres hemmelighed skjult og undgå at udbrede lykantropien til byens majoritetskultur. Imidlertid er den unge Lourie alt for meget i sine følelsers vold til at hun under fuldmånens kraft kan holde forvandlingen tilbage, og hun er skiftet over til en form, som hendes rejsefæller ikke før har set (forløbet er sket på spilleren eget initiativ, og det er først nu, det er officielt, hvad Lourie er, selvom det har været vist blandt spillerne).

Ude i den måneoplyste jungle har Hepta og Lourie en fornyet samtale om hendes følelser, og hvorledes det går hende, og efter at have beroliget hende, kommer Lourie med tilbage til lejren. Hun forbliver dog i sin varrotteform, og det gør hun de næste dage.

Den følgende dag begynder det at regne, og det udvikler sig til heldagsregn med kun få pauser på dagen. Monsunen er begyndt. Med sine skarpe sanser anfører Lourie gruppen, men det forvandlede landskab, og de konstante regnstrømme snyder hende, og hun leder gruppen ud af kurs (dagens rejsetjek fejlede). I forvejen er selskabet ikke helt sikre på, hvor de er. De ved blot, at de er vest for den ‘nye flod’, og at de skal yderligere mod vest for at ramme den flod, som de tidligere har rejst på den nordlige ende af for at kunne finde vej til Nangalore og siden til Den flyvende klippe (og via Sending Spell er de begyndt at koordinere oplysninger med de to andre ekspeditioner).

Undervejs på vandringen støder gruppen pludselig på et reb, som er forbundet til noget oppe under en trækrone, og som ved jorden er fæstnet med en pløk på, som de varsomt undersøger, inden de lader pløkken løsne. Rebet farer op under træet, og ned vælter en sæk med flasker som knuses. Sækken indeholdt olieflasker og et par lanterner. Det meste går tabt, men en del af olien bruges belejligt til at smøre udstyr mod den konstante regn, og sækken er i sig selv en skat, da den erstatter Virgilias tabte rygsæk. I vildmarken er skatte ikke altid en dynge guld (det mystiske fund er en del af random encounters tabellen, som jeg ruller på løbende, mens vi spiller og improviserer udfordringerne på rejsen med den).

Efter langs tid rejse åbne landskabet sig op mod syd og afslører et giftigt sumplandskab med døde planter, en kogende sø under svovlholdige tågebanker og i horisonten brændende bjerge. Selskabet identificerer det som søen Luo, der enten rummer sine egne varmekilder under overfladen, eller også er det varme strømme mm. fra vulkanerne længere mod syd, som ødelægger søen. Nu ved selskabet, hvor de er, og de ligger en ny rute, som fører dem mod floden Olung, der leder til Nangalore.

Mens de rejser langs sumpen nord om søen Luo, øjner de ude i det stillestående vand mellem svovlgule tågebanker, en kæmpe statue af en yavdlom, som er væltet omkuld. De har tidligere mødt yavdlomske statuer, som havde en sær indflydelse på deres rejser (episode 13, episode 18), så Virgilia springer fra tue til tue ud for at se nærmere på statuen. Hun kravler om på den væltede stenkolos – sumpen har undermineret den, så den er gledet ned på siden – og undersøger de mystiske runer, som er på statuen – og det udløser en forsvarsformular, som eksploderer i hovedet på hinanden, og slynger hende ud i vandet. Trykfølgen fejer sammen med braget hen over det stillestående vand og bryder stilheden i sumpen. I næsten nu begynder skyer af blodmider (episode 27) at rejse sig fra tuerne, og de begynder at danne en sort sky, som flyder hen over vandet mod eventyrerne. Med Dancing Lights formularer distraheres nogle af sværmene bort, og gruppen ser deres snit til at flygte ud af sumpområdet og storme ind i junglen igen – og det sker med vanskelighed, da Virgilia er såret, og Eldan vrider om, men det lykkes at samle dem op og få spurtet langt nok ind i junglen til at skyen af blodmider ikke forfølger dem yderligere (to wandering encounters blev kombineret til en i dette tilfælde).

Rejsen fortsætter et par dage, og vi krydsklipper kortvarigt handlingen til Den flyvende klippe (sidst rigtig set i episode 24), hvor eventyrerne nu har en flyvende båd skabt af sololie høstet fra Livstræet. Solbåden flyver tre gange så hurtigt, som folk er gående, og den skal ikke bekymre sig om terræn, så hvor vore eventyrere kan rejse et hexfelt til fods dagligt og to hexfelter til vands, kan de rejse syv hexfelter i luften! Båden kan kun flyve i sollys, og den har plads til 10 passagerer (disse flyvende både blev introduceret i Companion Rules Set til D&D becmi). Gruppen ved den flyvende klippe kommer frem til, at de stadig vil forsøge at generhverve sig Den sorte splint, som skovfolket tog fra dem (episode 23), men den er lige nu i Den hemmelige dal, hvor Uanna skænkede Skovfolket et tempel, da hun så, de ikke havde nogen helligdom. Stedet er yderst helligt for skovfolket, og fremmede er forment adgang. Ikke desto mindre er Shawa drevet af et behov for at få Splinten, og hun taler godt for sin sag, da de andre godt kan se problemet med, at Den sorte splint korrumperer sine omgivelser (som set med spåkonerne i episode 25 og episode 26). Uanna identificeres som Ordana, der er en af de mægtigste udødelige (og en af de ældste, og blandt dem, som vanskeligt eller slet ikke husker deres ophav som dødelige), og hun er blandt andet tæt knyttet til skovvæsner og elvere (og sammen med Calitha Starbrow æres hun blandt andet af minrothad-elverne, som Eldan er en del af, mens de fleste andre elvere er dedikeret til Ilsundal og Mealiden). De sætter derfor i gang med at flyve mod Den hemmelige dal og derefter er planen at sætte kurs mod gruppen, som er på vej mod Nangalore for at samle dem op.

Imens er vores lille rejseselskab endelig nået frem til floden Olung, men stor er skuffelsen, da de opdager, at den hverken er til at rejse på eller at slå lejr ved dens bredde. Væsker og mystiske elementer fra den kogende sø, Luo, strømmer ned af Olung, og på denne del af floden frigiver strømmen en sær blå tåge, som selskabet genkender at have hørt om (episode 3), og de må opgive at bruge flodbredden som base, mens de venter på at den flyvende båd skal samle dem op. I stedet slår de lejr et stykke længere inde i junglen på et højdedrag, hvor de håber på at kunne komme i kontakt med gruppen, der skal ankomme med den flyvende båd.

Her slutter dagens spil.

Afsluttende bemærkninger

Dr. Ian Malcolm: Oh, yeah. Oooh, ahhh, that’s how it always starts. Then later there’s running and um, screaming. (Jurassic Park: The Lost World)

Det er en af de gyldne læresætninger, når man skal præsentere noget i rollespil. Således opbyggede jeg også den første del af spillet, hvor eventyrerne så følgerne af, at voldsomme ophobede kræfter blev sluppet løs og fik skoven til at vokse amok, indtil den begyndte at vokse så til stadier, hvor den forsøgte at æde dem. I starten var eventyrerne fyldt med forundring, samlede blomster og plukkede bær og frugter, fyldte deres flasker og poser med væsker og planter, og så skifter det.

En anden del, som også er bygget op over genre topoi, er svovlsumpen ved søen Luo, der ligesom Mismodets ørken er et mytisk eller fantastisk landskab. Muligvis fordi sumpe er nemme at lave filmisk, og muligvis fordi de er en glimrende symbolsk overgang, hvor flere elementer glider i et, så optræder de i mange film (Labyrinth, Princess Bride, Krull, Neverending Story, Legend, The Empire Strikes Back, Flash Gordon, The Magic Sword, Lord of the Rings etc.), og det passede mig derfor fint at få et sumplandskab med ind i kampagnen, selvom den dog blot kun spillede en mindre rolle.

En god del af dagens spil var bygget op over karakterdrama mellem de fire rejsefæller, og der var gode samtaler mellem karaktererne og deres indbyrdes forhold, og særligt Lourie fik afsløret en side af sig, som vi ellers ikke har set meget til. Dertil så spillede overlevelse, forsyninger og udstyr en central rolle for den lille gruppe, som endnu kæmper med at overleve, mens de forsøger at nå det mystiske Nangalore, som var et af deres mål, inden de skulle mødes med de to andre ekspeditioner. De to andre har mere eller mindre nået deres mål.

Med en flyvende båd til rådighed og et helt nyt rejsetempo, kommer kampagnen til med al sandsynlighed at gennemløbe et markant skift. Det skal nok blive interessant at se, hvordan det tager form. Næste gang følger vi gruppen i den flyvende båd, som skal til Den forbudte dal, og derefter videre til ekspeditionen ved Nangalore. Vi er på et spændende punkt, da de videre forløb er meget op til spillerne, og hvad de vælger at gøre. Generelt er der ikke mange stop på ruten tilbage, førend de er ved deres mål, som de stadig større omfang har fået en fornemmelse for, hvor befinder sig.