Tomb of Annihilation – Den brændende sten og massakre mellem trætoppe

Nogle gange er en omgang rollespil ligesom Empire Strikes Back, hvor heltene kæmper alt det de kan, men hvor slutresultatet stadig er negativt. Kampe blev vundet, men det store slag blev tabt.

Således begynder vi på episode 23 af Tomb of Annihilation i Mystara-settingen. En mystisk dødsforbandelse suger livet ud af folk, der bruger livsforlængende trolddom, og får de døde til at rejse sig. Vore helte er draget dybt ind i junglerne på kontinentet Davania hundredevis af mil hjemmefra, og en verden fyldt med fremmede væsner og sære skikke, men også ruinerne af en glemt fortid.

Denne gang følger vi de fire helte den nørdede heksemester Kwalu, spåkonen Shawa, tortle bersærkeren Tizian og hans ledersager elver-munken Nailo. Sidst rejste de en lang og farefuld færd gennem junglerne, mødte dødninge og dinosaurer, mystiske templer og dybe kløfter, og det førte dem frem til en mystisk sten, som syntes at være faldet fra himlen.

Vi begynder spillet med at flokken er samlet omkring den besynderlige sten. Den er 20 meter lang, 10 meter bred og aflang og oval i sin form. Den rødbrune sten udstråler en konstant varme, som ved kort tids berøring bliver ubehagelig.

Gruppen begynder gennem trolddom at studere den mystiske klippe. Kwalu anvender sit Detect Magic-ritual, mens de andre patruljerer området, og Shawa tager varsler. Da Kwalu afslutter sit ritual og begynder at undersøge stenen for sine magiske auraer, skyller en voldsom bølge af kraftfuld trolddom ind over ham, som slår ham ud af balance (men han klarer sit saving throw og kommer ikke til skade). Der hviler på stenen adskillige fortryllelser og magiske forsvarsværker, og en regnbuefarvet aura-kaskade vækkerne magikernes mistanker om prismatiske forsvarsværker (og således en grad af trolddom, som lige nu er uden for deres rækkevidde), men den megen trolddom indikerer også, at der ikke er tale om en fortryllet sten, men en genstand, der for grunden op er skabt af trolddom.

Shawa bruger sin orakulære trolddom og trækker på de voldsomme kræfter, som ligger i Den sorte splint for at få stenen til at afsløre sit ophav, og hun får en serie voldsomme og væmmelige indtryk af skaberne: En klynge af ovale øjne samlet over en rund mund fyldt med sylespidse tænde, en klynge af tentakler under gabet, og en lang uformelig krop med edderkoppeben og dækket af gullig slim, og øverst på kroppen kan gennem den gullige slim er en serie af delvist gennemsigtige pukler, og i hver af dem ses en hjerne. Trolddomsenergi blafrer omkring og mellem puklerne med hjerner, og en flok af disse hæslige væsner er i gang med med trolddom at skabe stenen.

Dernæst ser hun for sit indre blik og tredje øje, hvordan en flænge i mørket mellem stjernerne åbner sig, og fra et andet sted brager den fortryllede sten gennem. og dernæst splintres en usynlig flade, og brudstykker af det splintrede hvirvler gennem tomrummet, mens Shawa ser sin verden højt oppe fra, idet stenen farer mod kontinentet Davania.

Gruppen har en god ide om, hvad stenen er, og hvilken fare den repræsenterer, og de går mere forsigtigt til værks med at undersøge den. De får identificeret et område, som kunne være en åbning af en art, som åbnes ved at blive skruet ud. Endnu synes den uåbnet, og stenens frygtelige beboer er endnu ikke trængt ud. Efter overvejelse kommer Tizian med et forslag, om at hidkalde den jordånd, som simbastaerne forærede ham i form af en hidkaldelsessten (episode 21), og få den til at begrave den mystiske sten fra himlen under tonsvis af jord – men han fortryder det hurtigt, da de andre også synes det er en god ide, for Tizian indser, at han ikke er glad for allerede nu at skulle bruge den. Ikke desto mindre bliver det planen, og en vældig jord-elementar dukker op, og på Tizians bud flyttes store mængder af jord, og stenen synker ned i undergrunden, mens en bølge af jord dækker det hele til.

Senere på færden kommer eventyrerne til et sted med en voldsom stank og summen af fluer, og de frygter for endnu et møde med ligædere (episode 22), men i stedet finder de oppe mellem træerne ligene af en række frøfolk. De hænger med hovedet nedad, og nogen har skåret toppen af deres hoveder og fjernet deres hjerner. Gruppen frygter, at det, der var i stenen, allerede er undsluppet.

Den videre rejse mod øst foregår uden det store, indtil …

Pludselig ser Tizian sine rejsefæller dejse om. Noget har fået dem til at falde om bevidstløse, og Tizian skynder sig at spille død ved at trække arme og ben og hoved ind i sit skjold og holde vejret. Omkring ham kan han høre stemmer af en art, skingre skrig og kalden, og der er lyden af poter mod jorden, og han kan mærke reb blive surret om sit skjold. Snart forsvinder jorden under ham. (Spillerne blev alle bedt om at lave et Constitution Saving Throw, som kun Tizian klarede. De andre dåner, og Tizian står pludselig alene tilbage; jeg foretog ikke attack rolls for at se, om nogen blev ramt eller ikke ramt eller for at se, hvor mange gange de evt. måtte blive ramt. I stedet sprang jeg frem til Saving Throwet for at holde situationen mystisk og usikker for spillerne).

Efter nogen tid at være blevet løftet op mellem træerne og transporteret af sted, ender Tizian et mørkt og stille sted. Da han forsigtigt kigger ud fra sit skjold, finder han, at han er i et næsten mørklagt lokale. En smule lys siver ind mellem planker og sprækker. Tizian kigger sig forsigtigt omkring, lokaliserer en dør i hytten og kigger ud ved dørsprækken: Udenfor mellem trætoppene på gangbroer spændt ud mellem stammerne ser han et gråpelset humanoidt folk med en maske af sort pels ved øjnene og hudflapper mellem armene. De er en slags humanoide abekatte, som snart viser sig at være semi-intelligente flyveaber, der er omkring en meter høje.

(Handlingen er lige nu alene på Tizian. Ingen af spillerne kender de andre karakterers status, og Tizian føler sig på dybt vand)

Tizian finder sin indre bersærker frem, begynder at rase, hamrer døren op og stormer ud. Uden for overrasker han en større flok af flyveabefolk, og han kan se, at han er på en større platform, hvor der er flere stråtægte hytter. Inden på midten er opført en platform af sten, hvor der er et stort bål, og på stolper, som kan vippes ud over bålet, finder han sine tre venner bundet og nærmest uden en ejendel på sig. Tizian fortsætter sin bersærkerfærd og trækker et blodigt spor gennem skaren af flyveabefolk, som han buldrer frem mod sine tre rejsefæller. Piggene på hans rygskjold og kløerne på hans hænder sårer og lemlæster talrige af abefolket. Flere af hans modstandere svinger stenøkser, men i hans rus af vildskab preller de nærmest af på ham.

(Vi kører kamp som altid som theater of the mind, og Tizian foretager almindelige attack rolls for at se, hvor godt han kommer gennem skaren. Tizian med sin levels som barbar og sin rage-evner tager kun halv skade fra sine fjender, og han kan foretage to angreb med kløerne og et med skjoldet hver runde. I takt med at de andre spilleres karakterer involveres, begynder de at vågne af deres lammelse, som meget belejligt synes at ophøre, nu hvor Tizian kommer for at redde dem – i kraft af at spillerne har haft mistet deres agens med deres lammede karakterer, har jeg hovedsageligt taget deres udstyr fra dem, men ellers er de uskadte og snart klar til at bringe døden over deres kidnappere).

Tizian vælger i første omgang at befri Kwalu, som dernæst sørger for at Nailo og Shawa også kommer fri. Tizian holder skaren af abefolk borte med sin bersærkergang, og de andre begynder at udvirke trolddom og se sig om efter deres ejendele. Det viser sig, at hverken Nailo med sin elver-kungfu og Tizian med sin tortle-amok behøver våben eller rustning for at være farlige, og så snart Kwalu og Shawa har adgang til deres trolddom, kan de også sprede død og ødelæggelse.

(Spillerne balancerer mellem at forskanse sig i en hytte, lede efter udstyr og finde en måde at undslippe stedet på, mens de prøver at bekæmpe flyveabefolket. Vi stopper kort kampen op for at jeg kan høre, om der er nogle af spillerne, hvis karakterer har essentielt udstyr, hvor karakteren vil miste betydelig funktionalitet, hvis det går tabt. Særligt for Shawa er det hendes tryllebog, mens det er mindre vigtigt for Kwalu, da hans bog er et særligt magisk fænomen. Der er en forskel mellem at tage udstyr fra karaktererne helt generelt, og så at fjerne udstyr, som egentlig er forlængelse af karakterens evner; det er derfor andre rollespil opererer med signature items, som karakteren ikke kan miste varigt, allerhøjest for en scene eller to).

Gruppen øjner henne ved bålet, at der ligger en del af deres ejendele – alt, som synes oplagt at tænde et bål op med – mens andre dele er forsvundet ud af syne. Shawa øjner desuden en flok flyveabe-børn, som tidligere er blevet set lege lemfældigt med Den sorte splint, som nu flygter fra platformen svævende af sted mellem træerne, og den ene har Den sorte splint med sig. Kortvarigt overvejer hun, om hun  skal gøre noget ved dem, men vælger at fokusere sin opmærksomhed på hovedplatformen. Med trolddom har Kwalu fået flammer blevet spredt til en af hytterne, og flammer begynder nu at sprede sig ud over hele området, hvor alt er bygget af tømmer og tovværk og stråtægte tage. Flyveabefolket trækker sig tilbage, de skærer rebbroerne fra hovedplatformen, og begynder at svæve bort. Imens beder Shawa de andre om at stole på hende og kaste sig efter hende ud over platformen. Som gruppen kaster sig ud i tomrummet, fremmaner hun netop da et magisk væv af edderkoppespind, som griber dem nede mod skovbunden, og derefter opløser hun det. Med deres fald afbrudt af vævet, lander gruppen sikkert på jorden, og de foretager nu en hastig taktisk retræte gennem skoven i en god lang tid, indtil de finder en væltet træstamme at skjule sig under. De sikrer sig her en god camoufleret lejr.

Efter at have pustet ud og tilset sår, begynder gruppen at planlægge deres træk. De gennemgår de ting, som de fik taget med sig fra platformen oppe mellem trætoppene. De har lidt reb og et par tæpper, nogle vandunke og fersk mad til to dage, et bundt af Nailos poser med krydderier, Tizians røde hædersbånd, som han fik af simbastaerne, og de to magikeres tryllebøger, samt et par stenknive og stenøkser.

(Gruppe holder en Short Rest. Via husreglen med at etablere og aktivere særlig brug af skills (reglen om jungleliv), aktiveres en regel om, at gruppen kender junglen så godt, at de nemt kan bruge den til at bygge velegnet camouflage med (etableret tilbage i episode 13). Spillerne går nu i gang med at diskutere frem og tilbage deres situation. De vil have deres grej igen, rustninger, våben, ejendele, forsyninger og Den sorte splint, som særligt Shawa brænder for at få igen).

En plan bliver lagt. Nær skumring vil de snige sig tilbage til flyveabefolkets landsby, og her vil de med trolddom og illusioner forklare, at de vil have deres ejendele igen, og ellers vil det koste dyrt. Nailo og Tizian ifører sig camouflage, mens Shawa og Kwalu skal bevæge sig frem i ly af hans usynlighedsmagi (og vi opdager, at alle fire karakterer faktisk har stealth som skill, så de er alt i alt en ret listig gruppe af eventyrere – vi spiller uden regulær fordeling af klasserne).

Imidlertid kommer gruppen ikke så langt, som de havde håbet, for efter at have vandret et lille stykke tid, dukker forude en flok frøfolk op. De er omtrent en meter høje, og de er i forskellige grønne, blå, lilla og orange farver. Frøfolket er en røverbande, som straks ser sig noget at røve, og deres troldfrø bruger en Faerie Fire Spell, som lige præcis rammer Kwalu og Shawa, mens Nailo og Tizian undgår den, og frøfolkene får således has på usynlighedsmagien, inden den nåede at have en egentlig effekt. Derefter stormer de to grupper i kamp. Frøfolkene hopper i nærkamp, mens de fugter deres knive på deres egen giftige hud, og de forsøger at stikke vore helte ned. Vore helte er med deres bersærker og deres munk og al deres trolddom imidlertid deres fjender overlegne, og snart er frøfolkene på nær en, som blev fanget med søvnmagi, dræbt. Blandt deres ejendele er der knive og en smule rustning, og troldfrøen havde en underlig vest med sammenbundne pinde dekoreret med små dyrekranier, og i midten hænger et større gnaverkranie med to gult-malede sten som øjne.

(Jeg tjekker konstant for omstrejfende væsner, og dette møde er resultatet af et omstrejfende væsner-test, så den snedige plan om at liste ind i flyveabefolkets lejr bliver af tilfældighedernes spil spoleret. Til gengæld klarede spillerne samtlige saving throws mod fræfolkets giftige våben – og jeg undlod at lade Tizian og Nailos nærkampsangreb tælle som berøring af frøfolkenes giftige hud).

Kwalu bruger nu sin illusionsmagi til at tale med den fange frøfolk. Han fremmaner billeder på sin håndflade akkompagneret af fagterne og sigende udtryk. Frøfolket kan pege i retning af, hvor den selv kom fra, hvor der er simbastaer henne, og hvor flyveabefolk er at finde, og derefter bliver den sendt væk med en advarsel om det mystiske monster fra stjernerne, som den tydeligvis heller ikke selv kendte, men som havde overfaldet dens artfæller tidligere.

Gruppen trækker sig en gang mere tilbage for at hvile og ligge nye planer. Igen bliver planen at trænge frem til landsbyen og skabe en fortælling om, hvad gruppen gerne vil have – og selvom alle er ved at være brændt ud og er trætte, beslutter de sig for at liste gennem den mørke skov, som kun Nailo ubesværet kan se i (der udspilles en short rest mere; denne gang dukker der ikke omstrejfende væsner op på vejen hen til landsbyen).

Fremme er der helt mørkt og tavst. Nattens dyr er kommet frem, og deres skrig og kald kan høres. Træerne ulmer stadig efter branden tidligere på dagen, og her og der høres smæld, når en sky af gløder rejser sig mod nattehimlen.

Her skaber Kwalu et forunderligt skue med sin illusionsmagi. Først et optog af hylende og klagende spøgelses-fyveabefolk, dernæst dukker billeder af vores fire helte nu tydeligt knyttet til hver deres element (Tizian er jord, Kwalu er ild etc.)(og alle øjner straks referencen til De fantastiske fire), og optræder som overjordiske skikkelser, som ifølge illusionen truer med, at Kwalu vil trække solen fra himlen ned over landsbyen, hvis ikke gruppens ejendele afleveres. Tizian og Nailo beundrer skuet, mens Shawa lytter ihærdigt, og hun hører undervejs lyden af nogen eller noget, som suser af sted oppe mellem træerne (efter at illusions-showet blev beskrevet/spillet, spørger spillerne til, om de andre har bemærket flyveabefolkets tilstedeværelse; kun Shawa klarer sin perception-test, og jeg forklarer, at hun ved illusionens begyndelse hørte nogen fortrække sig mod øst).

Gruppen har en mistanke om at hele området er forladt, og de bruger lejligheden til at lede efter rester af deres ejendele. Mange af tingene er styrtet ned, da platformen brast under flammerne, og meget er slået i smadder eller forbrændt, men nogle dele kan dog reddes med Mending spells, og gruppen har nu noget mere af deres udstyr og lidt flere forsyninger, men de stadig ramt af mangel på udstyr og forsyninger, og Shawa har endnu ikke fundet Den sorte splint. Hun får derfor overtalt gruppen til, at de den følgende morgen skal drage mod øst efter flyveabefolket, og hun håber, at hun med sin ugle-familiar, sin Locate Object Spell og Kwalus Fly Spell kan lokalisere splinten. Gruppen indvilliger i at bruge en dag til det, og derefter skal der skiftes kurs og rejses mod Den flyvende klippe.

Den følgende dag går uden nogle nye møder, og der er ingen spor af flyveabefolket eller af Den sorte splint. Efter en dagsrejse mod øst, opgives projektet, og gruppen ser sig nødsaget til at rejse mod syd i retning af Den flyvende klippe, som var deres mål, og et udgangspunkt for at mødes med de andre grupper (gruppen er teknisk set dagligt i kontakt med de to andre ekspeditioner, da Eldan, som befinder sig ved Mismodets ørken, bruger sin Sending Spell til at orientere de tre grupper om seneste hændelser). På rejsen mod syd har gruppen et kortvarigt ubehageligt møde med junglen, da lianer pludselig rejser sig op af træerne for at fange den flyvende Shawa, men de kan ikke nå hende, og hun guider gruppen uden de farlige slyngplanter (endnu et omstrejfende væsen møde, men det var lige til at undgå, så det var mest kulør).

Resten af rejsen går ubesværet. Gruppen kommer fra junglen og ud i åben land, hvor landskabet veksler mellem steppe og små skove. Ude mod vest kan de se den evige tåge, som hænger over Adrani-bassinet, og mod syd kan de se Den svævende klippe, som længe har været deres mål. Nu er de blot en dagsrejse derfra, og de er løbet tør for forsyninger. Her stopper dagens spil.

Bemærkninger

Hvad vej spil går er aldrig helt til at sige, og jeg havde ikke forudset denne større konflikt med flyveabefolket, som kom til at dominere dagens spil, ligesom tyveriet af Den sorte splint ikke var tilsigtet, men først blev det etableret i stemningsbeskrivelserne at en flok flyveabebørn legede med splinten, og senere blev non-kombatanternes retræte beskrevet, og her blev det beskrevet, hvordan ungerne flygtede med splinten, og Shawa fravalgte at stoppe dem og i stedet fokusere på andre modstandere. Dog tvivler jeg på, at det er det sidste, som vi har set til Den sorte splint.

Elementer af Mystaras kosmologi er begyndt at snige sig ind i kampagnen i større omfang med den mystiske sten og dens beboer, som vi heller ikke har set det sidste til endnu. Måske kommer vi også til at se mere til frøfolket. Forude venter Den svævende klippe, som har været et punkt i kampagnen, som jeg længe har set frem til at få i spil, og nu nærmer vi os endelig. Der er gået mange spilgange siden den første gang blev introduceret.