Tomb of Annihilation – Mumier og Monolitter i Mismodets ørken

Velkommen til episode 29 af Tomb of Annihilation – Mystara Edition kampagnen, som spilles med D&D 5th reglerne og en række husregler. Her kan du følge vores eventyreres færd gennem junglerne for at standse den altopslugende dødsforbandelse. Efter de foregående spilgange har fulgt hold to og tre af eventyrerne, vender vi os nu mod den første ekspedition, som vi efter episode 20 efterlod i ved Zigguraten i Mismodets ørken.

Handlingen fortsætter den samme dag, hvor vi slap heltene, så selvom det er måneder siden, vi sidst så dem, er det samme dag for dem, og de har spenderet spell slots, akiveret magiske ting, mistet hit points og erhvervet sig exhaustion levels på rejsen gennem ørkenen og i kampen mod Kæmpe skeletkrokodillen.

Vi er på toppen af zigguraten, hvor gruppen har fået åbnet lugen i toppen og klemt en kæmpeknogle fra krokodilleskelettet i lugen, og vi spiller dele af udforskningen en gang mere frem for at forsøge at huske præcis hvilke oplysninger, gruppen allerede havde erhvervet sig (og da efterforskningen hverken kræver ressourcer eller terningkast risikerer spillerne ikke at mangle tidligere erhvervede oplysninger).

Den næste del af spillet går med, at gruppen så vidt muligt forsøger at indhente flest mulige oplysninger om stedet uden at bevæge sig ned i zigguraten. Generelt forsøger de så vidt muligt at undgå at gå ned i dungeonen og se, om de kan udforske mest muligt og nå deres mål udefra. Jeg kommer derfor her til at opsummere, hvad de finder ud af.

På toppen af zigguraten er en tre statuer – et menneske, en krokodille, et krokodillemenneske – og foran dem er et alter på hvis top er et krokodillegab, som suger ofringer og livskraft til sig. Ofringer får en stor stenplade til at skyde til siden for en kort stund. I åbningen har gruppen placeret en kæmpe knogle for at holde den åben.

Nede gennem åbningen ses en dybt skakt, som løber hele vejen ned gennem zigguraten. Øverst oppe, lige under lugen, er et kammer, hvis vægge er bemalede. Her ses et frodigt skovlandskab med en sø. Omkring søen er talrige krokodiller og i det frodige landskab er et rigt dyreliv. Omkring en monolit er samlet en flok øglefolk i røde rober.

Skakten er i midten af rummet, og den fortsætter nedad. Dens sider er beklædt med blå kakler, og et stykke ned er to cirkler over for hinanden. På den ene væg er det en stor hvid cirkel, som stråler opad, og på den modsatte side er det en stor rød cirkel, som stråler nedad. Rundt langs skakten er rester af bjælker og træværk, som stikker ud af siden på skakten og udgør levnene af et træstillads, som blev brugt til at gå op og ned af skakten.

Længere nede i skakten er en slags plinte eller sokler i væggen, hvorpå står mumierne af øglefolk iført lasede, røde rober. Hertil når Louries familiar-flyveøgle, inden den pludselig omkommer (senere viser det sig, at den blev hugget ned af en af mumierne bevæbnet med en bronzeklinge). Dybere ned ses en sort monolit reflektere lyset, og den ligger mærkeligt skævt blandt en masse støvet træværk.

Herfra sætter gruppen sig for at ødelægge den sorte monolit, stadig med mindst mulig indtræden i selve zigguraten. Med Louries evne til at forvandle sig til en bjørn og Virgilias styrkeforbedrende trolddom får de flyttet de tre statuer hen til kanten af skakten, hvor de planlægger at vælte dem ned. Eldan planlægger, hvordan de skal væltes, Hepta laver en tekniske manøvre med at vælte dem ned, og med særligt boostede Mage Hand spells (vi brugte husreglen om at lave variantformularer) forsøger Lourie og Virgilia at korrigere statuernes fald gennem skakten, så de bedre rammer monolitten (spillerne aktiverer rygklapsreglen, tager Eldans bardic inspiration i brug, supplerer med diverse formularer og så udfører de deres plan – men vil den lykkes? Jeg opstiller min 4-trins mekanik, som vi nu bruger i variationer rundt om i kampagnen: Successen for hvert terningkast er 15, og for hver 4 point over 15 (19, 23, 27) opnås en ekstra succes. Hepta, Virgilia og Lourie kommer til at rulle for hver af de tre statuer (for at vælte og for hver kurskorrektion), og de får samlet 7 successer (hvilket ækvivilerer 70% af det, der skal til for at monolitten går i stykker). Statuerne ramler ned i mørket, og der lyder nogle voldsomme brag og smæld, når de rammer træværket og monolitten.

Da gruppen sender Eldans Dancing Lights ned i skakten igen, kan de se, at monolit, statuer og splintret træværk er forsvundet endnu dybere ned i zigguraten, og at det nu er inde i område, som er langt større end blot skakten.

Gruppen vil gerne udforske mere, men de stoler ikke på øglefolksmumierne, og det med rette, hvilket de får bekræftet, da de provokerer en øglemandsmumie til at reagere ved at svinge rundt med reb og krokodilleknogler foran dem (de eneste objekter gruppen har at arbejde med er kæmpekrokodilleknoglerne, så de bliver brugt til mange ting i spillet, ikke mindst et surfbræt). I skakten er i alt 12 mumier, og en er blevet vippet ned, og en mere bliver med en sindrig udgave af boostede mage hands skubbet ned (igen bruges 4-trins skalaen til at se, hvor mange bliver væltet deres sokler, men det bliver blot til en mere).

Efterfølgende forsøger gruppen sig med næste plan, og det er angribe mumierne oppefra, blandt andet ved at rulle en Flaming Sphere, som har en særlig klæbrig funktion, som gør at den kan rulle ned ad skaktens sider og trods det begrænsede underlag fra de plader, som mumierne balancerer på, kan hoppe fra plade til plade (det er igen husreglen om at udstyre spells med særlige features, som kommer i spil). Mumierne er særdeles brændbare (dobbelt skade!) men resistente over for ikke-magiske våben (halv skade), og da de nu angribes mere direkte, begynder de at klatre op ad skakten. Det kommer til en lang og krævende kamp, hvor en web spell bruges til at forsegle den øverste del af skakten og hindre for mange mumier i at komme op, og hvor Lourie får hidkaldt to dinosaurer til at hjælpe sig (med sin særlige grønne Bag of Tricks), og Virgilia hamrer løs på fjenderne med sin Firebolt, mens mumierne synes særligt resistente over for Eldans magiske tricks (så mange saving throws blev klaret). Efter den hårde kamp, holder gruppen en pause på toppen af zigguraten, inden de fortsætter deres udfald mod den sorte monolit.

Nede i skakten kan ikke længere ses mumier, og dybere ned kan det ses, at træværket er blevet antændt af ildspåsatte øglefolksmumier, og træet brænder lystigt og oplyser den store sal derned. Gruppen sætter sig for at udforske videre, dels ved at sænke Virgilias katte-familiar ned i dybet og dels ved at Eldan anvender en Claivoyance spell til at se sig omkring med.

Gruppen bemærker følgende: Efter den del af skakten, hvor der var mumier udvider zigguraten sig etage for etage til en stadig større sal opretholdt af søjler. Under loftet er et irret netværk af kobberrør, som har været forbundet med det kollapsede træstativ, som også har haft holdt monolitten oppe, så den stod oppe i skakten. Nede på gulvet i den store sal er der støvede æggeskaller overalt fra nogle halvstore æg (måske på størrelse med en struds’ æg?). På den ene væg er en bronzeflade, som reflekterer lys, og så er der dyngen af statuer, monolit og træværk, som viser sig at være ned i et 1½ meter dybt bassin i midten af gulvet. I bassinets bund er en rund åbning, som fører dybere ned.

Efter noget planlægning kommer gruppen frem til følgende plan: Eldan bliver oppe på zigguratens top, mens gruppen firer sig ned en efter en. Nede i zigguraten er det planen, at Hepta og Virgilia skal dække over Lourie, som bruger sin Call Lightning spell til at smadre stenblokken (de kan få 100 lightnings bolts ud af formularen!).

Nede ved bassinet bliver Hepta angrebet af en mumie, som er slemt forbrændt, og hun eliminerer den sikkert, mens Virgilia er på vej ned. Efterfølgende kommer Lourie ned, og gruppen udforsker kort og hurtigt det store tempelrum i zigguraten. Udover æggeskallerne og netværket af irrede kobberrør, er der også den lysende flade, som viser sig at være et kobberspejl i hvis overflade er ridset konturerne af en humanoid, og hvor ansigtet skal være, er der lagt et rigt detaljearbejde ind omkring øjnene, som tydeligt tilhører øglefolk. Mens Hepta nærmer sig varsomt dukker to mumier mere op, som hun relativt nemt sammen med Virgilia og Hepta får elimineret. Imens følger Eldan slags gang fra oven. Kobberspejlet er åbenlyst fortryllet (da det ikke er irret som så meget andet kobber), og gruppen beslutter sig for ikke at se nærmere på det. I stedet ses der nærmere på monolitten og den ulmende askedynge, som den ligger i. Dertil er der også den lille runde skakt i bassinets gulv, hvorfra kommer fugtig luft.

Fra en sikker position ved bassinets kant og med propper i ørerne manifesterer Lourie sin Call Lightning og en sky danner sig ved toppen af zigguraten – Og Eldan trækker klogeligt væk sammen med de to dinosaurer, som Lourie hidkaldte i kampen, og som stadig er her. I næste nu brager det første lyn øresønderrivende ned gennem zigguraten og sender bålresterne flyvende i alle retninger. Til deres rædsel opdager gruppen, at lynet også kanaliseres gennem de irrede kobberrør, og karaktererne tager nu også den fulde skade af lynkilen, som nu spreder sig ud over alt i hele salen!

Gruppen skifter plan. De hopper ned i skakten i bassinets bund, og herfra hidkalder Lourie flere lyn, som en efter en smadrer løs på monolitten (og den akkumulerer yderligere 30 point magisk skade, som rykker den samlede skade op på 100%), og monolitten eksploderer i en gigantisk eksplosion, som får zigguraten til at kollapse! Oppe på siden af bygningen begynder Eldan en vild jagt ned langs siden af bygningen for ikke at blive opslugt af den imploderende ziggurat. Andenæbsdinosauren når ikke med den, men den lille jagtdinosaur gør.

Inde i den underjordiske skakt haster de tre eventyrere af sted. Ikke langt fremme kommer de til en dør, hvor der er tre håndtag i væggen. De er alle i en opretstående position, og ved hvert håndtag er et symbol: måne, bølger, sol. Virgilia hiver i håndtaget med solen, og hun ser, hvordan døren foran sig åbnes, og sammen løber de tre eventyrere hastigt videre. Bag dem kan de nu mærke ikke kun, hvordan zigguraten falder sammen om ørerne på dem, men også noget andet, og så ser de det. En gigantisk flodbølge af ophobet vand kommer skyllende efter dem.

Udenfor ser Eldan, hvordan en geyser rejser sig ud i den indtørrede sø, og millioner af liter vand kommer fossende frem, og i strålen af vand, ser han også sine tre rejsefæller. Jorden omkring zigguraten begynder også at mudre til fra de enorme vandmasser som kanaliseres gennem jorden og ud i den tidligere tørlagte sø. For at komme sine venner til undsætning får Eldan samlet skulderbladet fra kæmpeskelettet frem og bruger det som et surfbræt (sådan noget kan havelvere), og han haster sammen med den lille dinosaur ud på vandet. Imens begynder vandmasserne at fylde søen og løbe ned gennem to indtørrede flodlejre. Med rasende fart trækkes de tre bevidstløse rejsefæller med vandet ned langs den ene kanal, og Eldan følger efter. Med trolddom får han vækket Lourie, som straks forvandler sig til en krokodille, som svømmer hen og får grebet fat i Virgilia, så hun kan hives op til overfladen og vækkes. Virgilia kommer til sig selv, men kæmper for at holde sig oven vande, og hun er ved flere gange at drukne. Imens får Lourie fat i Hepta, som hun holder oppe over vandet ved at holde hende i sit krokodillegab.

Omkring vore venner er det ved at blive nat. De kastes hid og did ned af floden, som genopstår for første gang i århundreder, og det tilsandede flodleje ekspanderer hele tiden. I et par timer driver gruppen af sted, mens skarpøjede Eldan ude i horisonten kan se junglen komme nærmere. Den pludseligt fremvoksede sø fører gruppen gennem Mismodets ørken i en rivende fart.

Det er blevet godt mørkt, da gruppen ser junglen komme tæt på, og forude kan de hører, hvordan det buldrer og brager, som floden skærer sig gennem junglen og river træer og buske med sig. Det går op for selskabet, at vandet forude muligvis er langt farligere at drive i end gennem den sandede ørken. Selskabet formår at kæmpe sig i land, og som de sidder på flodbredden, mærker de Mismodets ørkens ødelæggende effekt igen! De kæmper for at rejse sig op og ikke give op blot få meter fra junglen, og det lykkes. De kommer op, stavrer ind i junglen, og kollapser af udmattelse. Selskabet er undsluppet ørkenen, fået ødelagt ziggurat og monolit og bragt vandet tilbage.

Den følgende morgen vågner de, udsovede, men stadig udmattede og sultne. Her stopper spillet.

Bemærkninger

I lighed med episode 27 ville jeg gerne presse karaktererne til det yderste af deres ressourcer, men ikke ved at binde det op på 6-8 ‘balancerede’ daglige encounters. I stedet med en kombination af puzzles, svære kampe og svære benspænd. Den del gik rigtig fint, og spillerne får brugt hver en ressource de har til at løse problemer med, og der blev tænkt kreativt og effektivt.

Slutningen af spilforløbet var lidt et kunstgreb. Der er en genrekonvention med kollapsende templer og flodbølger, som fejer folk bort (se blot Indiana Jones filmene), som jeg havde en forventning om at bringe i spil, selvom jeg ikke vidste helt hvordan, da det afhang af, hvordan spillerne ville gå til problemstillingen. Rent praktisk havde jeg også en sekundær intention med flodbølgen, for en anden genrekonvention er, at hjemrejsen altid går nemmere og ofte ubesværet, og spilmæssigt er zigguraten i Mismodets ørken et eventyr, som selskabet kan ‘rejse’ hjem fra ved at forlade ørkenen. Imidlertid har vi spillet Mismodets ørken og fået den oplevelse, vi skulle have med landskabet, og derfor var jeg ikke videre interesseret i at spille hele rejsen en gang mere. Mens zigguraten blev udforsket skulle spillerne agere ud fra, at deres karakterer stadig var nødt til at rejse gennem ørkenen med uden mad og måske uden drikke, så det er først ved afslutningen, jeg ‘afslører’, at jeg ikke har tænkt mig at gennemspille hele rejsen. I stedet bliver gruppen slynget af sted på floden – og det er heller ikke uden farer, så der skal stadig tænkes i løsninger og rulles terninger – og ved slutningen er de kommet gennem ørkenen. Vi er nu tilbage i junglen, men uden forsyninger og med udstyr, som er gået tabt. Det er stadig en kamp for overlevelse.

Vi er desuden ved at være der, hvor alle karakterer er spillet frem til samme punkt i tid, og hvor grupperne via Sending Spells kan begynde at udveksl erfaringer, og de kan begynde at gøre brug af den flyvende robåd, som de har fået adgang til (episode 24). Det kommer til at ændre på spillet, og kampagnen rykker vist snart ind i en ny fase.