Han Duo rollespiller Call of Cthulhu: Sæson 2 – Mr. Corbitt – Episode 3-4

Podcasten Han Duo spiller rollespillet Call of Cthulhu, og alle fire episoder af sæson 2 er nu ude på platformen Podimo. Jeg har haft fornøjelsen sammen med Maria Månson at spille med Jakob og Elias, og det har vi optaget og fået lydredigeret af Anders Due Boje, så I kan lytte med. I mit forrige indlæg om sæson 2 gennemgik jeg kort noget af scenariets historik. Her kommer jeg med lidt flere tanker om at spille scenariet, og det vil rumme nogle få spoilers om selve scenariet og en smule om gennemspilningen, men en af de ting, som jeg nævner nedenfor er for eksempel ikke noget, som optræder i vores gennemspilning af scenariet.

Alle fire episoder kan findes på Podimo: Sæson 2: Mr. Corbitt (og samme sted kan også findes sæson 1).

Jeg havde ikke adgang til 2020-udgaven fra bogen Mansions of Madness: Volume 1 – Behind Closed Doors, da jeg vi optog sæson 2, om end jeg meget havde håbet at få fat i den opdaterede udgave for at se, om den til tider noget rå og rodede tekst var blevet nemmere at gå til (og det kan jeg efterfølgende konstatere at den er). Mere om scenariets historik i foregående indlæg.

Mr. Corbitt, der i år har 30 års jubilæum, er et af de scenarier, som på overfladen ser enkle ud at spille, men hvor man undervejs opdager, at tekstens indhold ikke følger det spil, som scenariet selv ligger op til, og det er et scenariet, som hurtigt ender henne ved filmen ‘Burbs (1989) end ved et traditionelt Call of Cthulhu-scenarie, og det er vanskeligt for spillerne ikke at spille det med et lag af meta-viden ufrivilligt påvirkende spillet, da scenariet både vil skabe mistanke til hr. Corbitt og fjerne mistanken fra hr. Corbitt, mens spillerne ved, at de er i et Call of Cthulhu-scenarie, og derfor er nødt til at agere efter det oplæg der kommer. Samtidig er scenariet også fyldt med en masse ekstra elementer, som dels er svære at forklare, og til dels endnu sværere at bringe i spil på en meningsfyldt måde (som planten, der når indtaget på rette måde, projicerer brugerens sind til en fjern planet, hvor denne risikerer at møde et monster, som begynder at æde den mentalt projicerede efterforsker for øjnene af sine venner, der ser en usynlig kraft flå lunser af deres levende kammerat – og selvom ideen er sjov og grum, har jeg endnu at se nogen få det element i spil). Et andet benspænd er at få baggrundshistorien med ind i scenariet, da den kun kommer i spil via en lang og detaljeret journal (som I kan høre uddrag af i løbet af episoderne), og man risikerer nemt, at baggrundshistorien først kommer med som et efterspil, hvor den mister sit momentum.

Et element, som var ret interessant, da vi spillede, var at følgerne af at være investigator i et Call of Cthulhu univers kom tydeligere frem end normalt. Meget Call of Cthulhu spilles som one-shots, og der ser man meget lidt til efterveerne af de forskellige sager, men ikke her. Her spiller de sociale og psykologiske konsekvenser en rolle, og det kommer også til at spille en rolle efter sæson 2.