D&D An Unexpected Wedding… Et blik på

I disse dage er Wizards’ status blandt fans skudt i sænk over deres behandling af Third Party Publishers via deres revision af OGL. Her skal det ikke handle om forsøget på at gøre Dungeons & Dragons til et digitalt, abonnementsdrevet produkt men om et tilfældigt third party produkt – og et godt eksempel på system matters og hvordan D&D ikke kan bruges til alt.

Jeg har længe ikke været imponeret over scenarieskrivningen til D&D. Curse of Strahd var noget plotmæssigt rod, Tomb of Annihilation var trods sine sjove idéer og hexcrawl en gang plotmæssigt rod og middelmådigt dungeon design, Spelljammer kampagnen har en ringe introduktion og flere svage punkter gennem resten af kampagnen, og selvom DragonLance: Shadow of the Dragon Queen i sin seneste iteration, har en stærk start, så har bogen sine egne svagheder. Generelt finder jeg Wizards’ scenarier og kampagner skuffende, og primært drevet af et lineært spil, hvor spillerne helst ikke skal tænke for meget over, hvordan plot hænger sammen uden for kampene. Heldigvis er det muligt at vende de middelmådige produkter til gode spiloplevelser, men niveauet fra forlagets side burde være højere.

En stor underskov af små forlag drevet af kreative folk er opstået i skyggen af D&D, og det officielle materiale, de har at arbejde med som målestok, er ikke godt, og D&Ds dominerende position gør, at det er rammen de arbejder indenfor, og det er ikke nødvendigvis godt. Fra forlaget Midnight Tower kommer netop sådan et eksempel med scenariet An Unexpected Wedding Invitation (2022), som er et forsøg ud i at skrive et Jane Austin inspireret eventyr.

An Unexpected Wedding

Overordnet set handler scenariet om, at karaktererne inviteres til at deltage i en vens bryllup, da hendes ægtemands familie lider under en familieforbandelse, som kan spolere brylluppet. På vejen til brylluppet har eventyrerne en kamp med nogle gobliner, de mødes med bruden, og i tiden op til brylluppet afværger de en ulykke, og natten før brylluppet bliver de bedt om at opklare mordet på gommen.

Jane Austin elementet kommer fra at brylluppet udspiller sig i en kultur, der periodemæssigt minder om det tidlige 1800-tal, og omkring brylluppet er en masse om at gifte sig af pligt eller kærlighed. Kampe med gobliner, afværge dyreangreb og opklare mord er imidlertid ikke en del af Jane Austins værker, men mere en nødvendighed for D&D til at holde spillerne engagerede.

Mordsager i D&D fungerer ikke

Det første overordnede problem er at D&D ikke er godt til mordmysterier. Scenariet er skrevet til en level 3 gruppe, men der er retningslinjer for at skalere scenariet til andre levels hele vejen op til level 15+. Skaleringen går på at øge antallet af gobliner og gøre mødet med vilde dyr vildere (til sidst er man oppe imod 60 gobliner og 12 worger, men mod en flyvende troldmand med fireballs er det ikke rigtigt et problem, og et møde med en bjørn er opgraderet til en purple worm, men som et enkeltstående encounter for en level 17-20 gruppe er det stadig trivielt), imidlertid ligger problemet i mordsagen, som holder op med at være en mordsag fra level 9, hvor gruppens healer kaster raise dead på ofret, som derefter afslører sin morder, og derefter tager til sit bryllup.

Inden level 9-grupper kommer i spil er mordsagen allerede ved at blive opklaret med Speak with Dead, Zone of Truth, Detect Thoughts, assorteret divination og for de lidt mindre skruppelløse grupper med Charm Person, Suggestion og lignende manipulation af mistænkte til at tale sandt. Hvordan man som GM forholder sig til disse formularer, håndterer scenariet ikke med et eneste ord – og muligvis er den eneste måde at hindre spillerne i at bruge disse formularer at satse på at de ikke er memoriserede i forbindelse med brylluppet, og så stipulere at mordet skal opklares, inden at man er nødt til at meddele at gommen er død. Scenariet er skrevet til en Level 3 gruppe, og det begrænser spillernes valg af formularer, og det er scenariets primære redning.

Når det eneste redskab er en hammer

An Unexpected Wedding Invitation er tænkt til at kunne blive spillet ‘non-violent’ for bedre at ramme Jane Austin stilen, hvilket i sig selv er rosværdigt, men samtidig med også er interessant, da forfatterne viser sig ude af stand til at kreere noget, som ikke er i et af yderpunkterne mellem ‘kamp til døden’ og løs problemet ved non-action eller vilkårligt terningkast.

Problemet kommer tydeligt i spil i scenen med goblinerne. Det begynder med at gruppen møder en barde, som er blevet røvet, og han beder dem om at skaffe sine stjålne ejendele tilbage. Sporet leder eventyrerne til en lejr med fulde gobliner og deres goblindronning. I scenariets regulære modus er det blot en kamp til døden, og det er så det. I scenariets ‘non-violent’ modus skal eventyrerne blot vente til goblinerne falder fulde i søvn, og så er problemet løst. Det er uklart, hvordan spillerne skal få idéen, og det er så kedeligt, som noget kan være at hele udfordringen løser sig ved blot at sætte sig ned og vente.

I et bedre scenarie havde forfatterne beskrevet situationen og givet GM nogle retningslinjer for, hvordan man kan forholde sig til forskellige strategier som at storme lejren, snige sig ind, forhandle med goblinerne, skræmme dem bort eller noget helt femte. Der er adskillige tilgange, som både er ‘non-violent’ og spændende.

I et godt scenarie var goblinerne i stedet røvere med forbindelser til de involverede parter i brylluppet, og måden spillerne greb sagen an med røverne ville påvirke deres forhold til visse bryllupsgæster.

For forfatterne er der desværre kun valget mellem at svinge en hammer eller helt at lade være, og det gentager sig i senere kapitler.

System Matters

D&D har ikke rigtig håndtagene til så meget andet end at erklære initiativ. Forfatterne bliver derfor låst af systemet til at tænke i kamp og dets modpart ‘ikke-kamp’, og deraf bliver alle konflikter bygget op over kamp. Det er den eneste form for konflikt, forfatterne har at sætte ind i scenariet, og når de så forsøger at skabe et ikke-voldeligt scenarie, så reduceres handlingen til at spillerne enten ved goblinerne venter til situationen har løst sig selv, og i de to andre scener foretager en skill test, som jager dyret væk (igen uden at forklare, hvordan spillerne skal få idéen til den specifikke handling, eller om spilleder fortæller spillerne, hvordan de løser det med en skill test).

Hvad scenariet ikke har er sociale konflikter a la Jane Austin. Der ligger noget materiale i relationen mellem birollerne, men det er primært til at skabe falske ledetråde med i forbindelse med efterforskningen af mordet. Det er Jane Austin uden Jane Austin. Mere kan D&D ikke.

Dungeons & Dragons har en dominerende position inden for rollespilsmiljøet, og det gør at alle prøver at klemme elementer ind i spillet, som det ikke kan bære. Havde An Unexpected Wedding Invitation været skrevet til et andet rollespilssystem, var odds at det ville være blevet bedre. Havde det udspillet sig i RuneQuest, Pendragon, Fading Suns, Traveller og lignende rollespil havde værktøjerne til at lave andet end kamp været til stede, og scenariet kunne have rummet intriger og romancer, måske et slagsmål, en jagt og et mord – og når det gælder mordsager, er der allerede qua Call of Cthulhu og Gumshoe en veletableret tradition for efterforskning. For eksempel er en variant af dette allerede skrevet til rollespillet Fading Suns med scenariet Love’s Labors fra scenariesamlingen Into the Dark (2001). Intro-scenariet i Pendragon regelbogen dækker allerede den første halvdel af An Unexpected Wedding Invitation, og romancer er et fast element i spillet.

Der er mange fine idéer i An Unexpected Wedding Invitation, og det er ingen dårlig udgivelse, men det er en D&D-udgivelse. Måske vil svækkelsen af D&Ds dominans på rollespilsmarkedet føre til at scenarier som dette bliver skrevet til rollespilssystemer, som kan bære dem, og dermed gøre det til et bedre scenarie.