Jump scares er tarvelige, og de er ikke ægte skræk og uhygge men et spørgsmål om at overraske folk, men jeg bruger dem stadig, ligesom film fortsat vælger at anvende dem.
I seneste episode af Ravenloft kampagnen brugte jeg netop rustningerne som de var tiltænkt, nemlig som en jump scare. De er i den værktøjskasse af GM tricks, jeg bruger, og som jeg hiver frem, når jeg spiller casual horror. Det er nemt at applicere, og det er nemt at få til at fungere, selvom midt i en oplyst dagligstue på en lys sommeraften, hvor der er lidt sideomsnak og slåen op i regelbøger.
Der er andre værktøjer, som heller ikke er bundet op over impro-teknikker (‘sig ja’, re-inkorporation, tilt etc.), eller som er teknikker til at administrere spillet, men er stemningsskabende værktøjer (ligesom f.eks. lys, lyd, temperatur, in-game servering af mad og drikke, kostumer), der giver noget ekstra (som at tale ned i en kop for at skabe effekten af en defekt mikrofon). I Tomb of Annihilation-kampagnen bruger vi en notesbog, som eksisterer in-game, og som spillerne via deres karakterer skriver i og på den måde er med til at skabe fiktionen.
Nogle gange spiller mad/snacks/slik serveret ved bordet en rolle også i spillet. Senest da vi spillede Tales from the Loop, og der blev sat slik fra perioden på bordet, reflekterede det tidsperioden og bragte den konkret frem ved bordet.
Andre gange har slik været en del af det loot, som optrådte i spillet – f.eks. i begyndelsen af 00’erne spillede vi hver sommer en episode af Caves of Confection, hvor heltene vovede sig ind i de legendariske sukkerminer og konfronterede snackdrager og andre væsner og vandt sig søde sager i læssevis, som spillerne fortærede undervejs i spillet (De to første Caves of Confection scenarier blev oprindeligt udgivet i magasinet PolyHedron, første gang i 1990; siden skrev jeg selv flere, da det blev en fast årlig ting). Første gang jeg selv mødte slik i en dungeon, var som barn i slut-80’erne, hvor der var slik blandt skattene i en D&D dungeon-crawl. En mere uheldig form for brug af slik var da vi spiltestede de første Legenden om …-scenarier, og der blev brugt M&Ms til at repræsentere både fjender og uskyldige tilstedeværende, og hvor man fik lov til at spise de M&Ms, man eliminerede, hvilket naturligvis afstedkom overvejelser om også at dræbe de uskyldige tilstedeværende. Slik og spise har siden også været anvendt effektivt i f.eks. i Lenas My Little Pony – Ikke for sarte sjæle scenarie og Kristoffers og Anders’ novelle-scenarie Slaaraphenland fra antologien Imperiet.
Helt generelt er ser jeg meget lidt eller ikke noget i nyere tids rollespil, som peger spilledere i retning af teknikker, som rækker ud over måder at administrere spillet (fra anvendelsen af referencekort og timeglas til brugen af figurer og projektorer) til måder at hjælpe spilledere og spillere til at improvisere. De mere spøjse teknikker, som når spilleder f.eks. i Toon (Toon er et tegnefilmsrollespil baseret på Snurre Snup etc.) spontant rækker en blyant til en spiller under det meget hektiske spil – og Toon spilles ofte hektisk – og når spilleren tager imod blyanten, erklærer spilleder straks, det er en dynamitstang, som eksploderer for d6 i skade. Tredje gang det sker samme aften er det stadig overraskende sjovt, fordi det passer ind i spillets galskab, og sjovt, fordi folk instinktivt tager mod blyanten, som bliver rakt dem, selvom de burde vide bedre.
Hvad har du af sære teknikker og tricks ved spillebordet?
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 
Som spilleder er jeg ikke selv så gimmicky (selvom jeg må indrømme at jeg i 90’erne spillede på hele horrorpaletten med at hviske spillerne i øret bagfra, koordinere musik og lave creepy lyde/stemmer), men jeg kom til at tænke på Per Fischers ‘Alle kroppe er grå’ der også har effektfuld brug af en pakke “kiks”.
LikeLiked by 1 person
Der er en jump-scare i Rotteprinsessen — specifikt inspireret af hvad du skrev om en ikke-så-funktionel Ravenloft jumpscare.
Den mest sære ting jeg i øvrigt har haft i brug ifbm. bordrollespil for nyligt må være “tromme-øvelsen” i Mellem havet og de hule høje” på FV. Her nynner spillerne og trommer med fingre på bordet for at lave en stemningsopbygning under et spilleder-drevet fortælle-mellemspil. Sær ting, som virker overraskende godt i praksis.
LikeLike
Jeg er holdt op med at bruge den type effekter, men jeg har engang:
– Pyntet et spillokale op med efterårsblade, græskar og lignende for at køre en Ravenloft-udgave af Sleepy Hollow. (Jeg cyklede rundt og hentede blade, grene og ting).
– Taget mine spillere med ned i en super creepy kælder (med bind for øjnene) og først taget bindet af, da de sad omkring bordet i kælderen for at spille min adaption af The Thing.
Og flere af den slags ting. Min erfaring var, at det krævede åndssvagt meget arbejde. Seriøst, jeg slæbte et bord og seks stole ned i en kælder, og skulle slæbe det hele op igen. Og der var koldt og lugtede egentlig ret grimt. Og det var svært at læse karakterark.
Jeg er ikke i tvivl om, at spillerne satte pris på det, og måske ligefrem husker det, men – jeg indså ret hurtigt, at jeg hellere ville have skabt stemningen og uhyggen i rollespillet.
Til gengæld er jeg en sucker for at komme hjem til nogen, hvor vi skal spille, og se at bordet er ryddet, der står kaffe på en termokande, der er sat krus frem, spillederens skærm står der allerede, og vores ting er sat frem. Det tænder mig i dag, og giver mig virkelig lyst til at spille. Det prøver jeg selv at gøre, når jeg er spilleder i dag. Få spillerne til at føle sig velkomne – og give indtryk af, at der er tjek på det.
Jeg kan stadig blive fristet til at bruge tricket fra Stranger Things – slå ned i bordet, for at jumpe spillerne, men det er efterhånden noget siden, at jeg har brugt det.
Og jeg husker en spilleder fra way back, som jeg ikke kan huske navnet på, som sad og trommede nogle afrikanske rytmer på bordet i stigende og faldende intensitet, mens vi gik rundt og undersøgte en lejlighed i København i et moderne call. Når jeg tænker tilbage på det, husker jeg det som om, at der var underlægningsmusik, men han sad bare og trommede med fingrene, mens han talte. Det virkede fedt.
Et lille trick, jeg stadig bruger, er at give spillerne layoutede handouts – også i kampagner. Og printe alle mine noter på papir. Og på den måde også sende et signal om, at jeg er dedikeret og har brugt tid og energi på det. Og måske kan jeg også finde på at bladre i mine noter, mens jeg hurtigt finder på et navn, så spillerne tror, at der er tale om en vigtig npc 🙂
LikeLiked by 1 person